|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Krishnamurti
|
Det med billeder er meget enkelt for mig. Enten kan jeg li' billedet eller ej.
Hvis jeg får forklaret noget omkring billedet, som jeg ikke selv ser eller kender til, kan jeg se billedet på ny, men sjældent ændre det på mit første indtryk, det giver blot billedet mer historie.
At sætte sig ind i et andet menneskes univers, mener jeg kun delvis kan lade sig gøre, da oplevelsen altid vil være ens egen uanset evt. info om billedet eller kunstnerens tanker …
… og at være i nuet så "tid og sted forsvinder" - blive opslugt - så egne tanker ikke er fremherskende, mener jeg er muligt, men man kan ikke udslette sig selv – ingen mening ha' … Hvis man ingen mening har kan man heller ikke ha' en indre dialog.
Sproget er det redskab der knytter os sammen i fællesskabet - fællesskabet som dog for nogle kan være mere end svært.
Hvad skulle vi tale om, hvis vi skulle tale fra det sted bag identiteten. Jeg tror ikke, vi ville ha' noget sprog.
Ang. Krisnahmurti's tanker om at befri sig selv - at ens sande jeg er bag opdragelsens selvbillede, så tænker jeg, om ikke han er lidt på vildspor, for kan man opdrage børn til fællesskabet uden det resulterer i en identitetsfølelse, og kan man opdrage børn ved at finde ind bag sit eget selvbillede, dér er der jo ikke noget at forholde sig til – ingen rammer og normer ect. og derfor handler befrielse for mig om, at man kan leve i overensstemmelse med sine værdier – at man tager stilling og at værdierne kan ændres hvis der er behov. Det giver man selvfølgeligt videre til børnene, så de har noget at gå ud i verden med og måske der finder egne værdier, og der kan man jo godt skulle "grave dybt", hvis der er noget man gerne vil fri af.
¨¨¨¨
|
|
|
|
