|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Derfor er jeg ateist!
|
Derfor er jeg ateist.
Begge mine forældre var formentlig ateister eller agnostikere. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for religion var ikke et diskussionsemne i mit hjem, og jeg er ikke fra deres side blevet udsat for nogen direkte påvirkning i religiøs henseende. Det er helt blevet overladt til mig selv at danne mig en mening om troen ud fra mine øvrige erfaringer.
Min eneste erindring i så henseende er, at de i et par år sendte mig i søndagsskole, hvor man fortalte nogle spændende historier om nogen de kaldte Gud og Jesus, og som kunne trylle. Mit syn på dem har sikkert været påvirket af, at min storesøster begyndte at lære mig at læse da jeg var 3 år, så inden jeg kom i skole som 6-årig havde jeg allerede læst stribevis af eventyrbøger og andre fantastiske fortællinger, og som alle andre børn drømte jeg om at have magiske evner.
På et tidspunkt må jeg alligevel have forstået, at Gud og Jesus var noget særligt, og at de måske var virkelige, for jeg husker, at jeg spurgte min mor om de virkelig eksisterede. Hun forklarede mig omhyggeligt, at det var en trossag, og forskellen mellem tro og viden var, at ingen rigtig vidste, om det man troede var sandt. Direkte adspurgt om sin egen tro sagde hun, at det var hendes private sag hvad hun troede eller ikke troede, og på samme måde var det min private sag hvad jeg troede, og jeg behøvede ikke at fortælle nogen om, hvad min private tro var.
I nogle år var jeg derfor agnostiker, indtil min umættelige videbegærlighed (som nu har mere end 70 år på bagen) havde skaffet mig så megen solid viden om kosmos og om mylderet af andre religioner, at jeg med sikkerhed kunne konkludere; 1. At der ikke fandtes nogen personificeret Gud, og 2. at hvad årsagen til dette univers' eksistens end var, så var det hinsides menneskelig forståelse. Det må have været omkring 10-års alderen, at jeg kom til denne afgørende erkendelse.
Jeg manøvrerede derefter med sikkerhed mellem de troende mennesker i mine omgivelser i respekt for deres ret til en privat opfattelse af gudsbegrebet. Jeg så heller ingen grund til at provokere nogen troende ved at nægte at blive konfirmeret. Herregud, hvis det kunne gøre dem glade, og bekræfte dem i deres tro, så for min skyld ingen alarm. Jeg synger flittigt med på de smukke salmer, når jeg overværer kirkelige begivenheder hos slægt og venner, og undertrykker min irritation over salvelsesfulde præster, der fra prædikestolen udpensler deres almenmenneskelige mangel på forståelse af den menneskelige psyke.
Der er dog undtagelser, selv blandt troende præster. Johannes Møllehave er et lysende eksempel på, hvordan troen godt kan sublimeres og indgå i symbiose med en psykologisk forståelse. Den præst, der konfirmerede mig var af samme type, og inspirerede mig til for alvor at sætte mig ind i religiøse myters psykologiske baggrund, og ledte mig ind på tværreligiøse studier.
Der er mennesker, der som jeg kan finde masser af mening i tilværelsen uden behov for et gudsbegreb, og der er mennesker, der ikke kan rumme tanken om universet og livets eksistens uden i det mindste en "første årsag". Det finder jeg helt i orden.
Jeg er tilhænger af, at alle børn nøgternt skal oplyses om de religiøse strømninger i verden og oplyses om alle væsentlige religiøse myter, så de kan danne sig deres egen mening om troen.
Jeg er skarp modstander af enhver form for ensidig religiøs indoktrinering af børn, som ikke har den fornødne viden og personlige udvikling til at sætte sig udover den blinde tillid til deres forældre og lærere. De fleste skades for livet på deres dømmekraft, hvilket er den egentlige årsag til de uløselige religiøse konflikter, som vi er vidne til i dag.
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
