”I året 1141 efter at Guds Søn, Jesus Kristus, var blevet menneske, da jeg var 42 år og 7 måneder gammel, kom der et stort strålende lys som en ild ned fra den skyfri himmel. Det oplyste min hjerne og gennemglødede mit hjerte og bryst, ligesom en flamme, der ikke brændte, men varmede på samme måde, som når solen varmer noget med sine stråler. Og pludselig kunne jeg se meningen med Skriften, med Davids Salmer, med Evangelierne og de andre katolske bøger i Det gamle og Det nye Testamente.”

Sådan skriver nonnen Hildegard af Bingen (1098-1179) i sit hovedværk ”Scivias”, der betyder ”Kend Guds veje”. Heri skildrer hun sine visioner om Guds frelsesplan, en frelsesplan, der omfatter hele kosmos, naturen og menneskeheden. Ved verdensløbets afslutning er skabelsens mål nået: at alt er gennemtrængt af Guds Ånd, det vil sige af kærlighed.

Gud skabte alt af kærlighed og ved verdensløbets afslutning vil Gud blive alt i alle. Det er, hvad Hildegard så i sin mystiske skuen og denne tanke gennemtrænger hendes værker om natur, urtemedicin, musik og den store brevveksling, hun førte med tidens kirkefolk og magthavere.