|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: IDEEN OM GUD
|
Idéen om en gud - eller flere guder - er jo ikke ganske ny.
Allerede i shamanismen, der har mindst 40.000 år på bagen opereres der med en åndeverden.
Wikipedia citerer religionshistorikeren Mircea Eliade for følgende:
I følge M. Eliade kan følgende sætning bruges til at definere shamanen, og dermed shamanismens kerne: "En shaman er et menneske som, sammen med sin åndehjælper, tager på en sjælerejse til den anden verden (åndeverdenen), for at bringe hjælp og/eller kraft med tilbage til denne verden, til gavn for alle/samfundet."
Og i de senere mindst 10.000 år har meget store dele af klodens mennesker haft forskellige forestillinger om én eller flere gud(er) - guder, som man tillagde bestemte egenskaber og megen styrke.
Ofte anses Gud for at være årsagen til, at verden ER og tillige den, det styrer verdens gang.
Kun i buddhismen er verden ikke skabt, men har altid været - og der er ingen Gud, men derimod noget, der kaldes Nirvana, som er udenfor denne verden, og som er det højeste, et menneske kan opnå (Håber det er nogenlunde ordentligt beskrevet).
Jøderne kunne indgå en pagt med Gud, i kristendommen kommer Gud til os som et menneske og i islam viser Gud os vej til det gode liv via ærkeenglen Gabriels meddelelser til profeten Muhammed (Koranen).
Selv om der er megen uenighed, er i hvert fald muslimerne overbeviste om, at den jødiske, den kristne og den islamiske Gud er den samme.
Men hvordan er så Gud?
Abraham mødte Gud i Mamrelund, Moses på bjerget og ved den brændende tornebusk, hvor Gud på spørgsmålet: "Hvem skal jeg sige, du er?" - får svaret: "Jeg er den der ER."
I kristendommen kommer Gud til os, dels som et værgeløst menneskebarn og dels som Helligånden, og i islam gav Gud sig til kende ved de ord, som Gabriel overleverede til Muhammed, og som profeten fik nogen til at nedskrive, hvilket senere blev samlet til Koranen.
I Europas oplysningstid kom de vestlige rige og magtfulde kirker under pres (Katolicismen, der omkring år 1000 havde skilt sig ud fra enhedskirken, og protestantismen, der ca. 500 år senere skilte sig ud fra katolicismen), og i dag har størstedelen af Europas befolkning mere eller mindre sagt farvel til kristen åndelighed (mens kristendommen stortrives andre steder på kloden - i mange forskellige varianter).
Mit indtryk er, at en meget stor del af Europas mennesker har opgivet at tage stilling til spørgsmål om verdens væren og livets mening.
Nogle få er mere eller mindre hårdnakkede ateister, men langt de fleste er nok indifferente (ligeglade og uinteresserede).
Ateisterne holder fast i, at de gamle gudsforestillinger, idéer om Gud, er noget vrøvl, men mysteriet om verdens væren og meningen med det hele, har de ikke noget svar på.
Ofte hævder ateister, at den slags er uinteressant - uanset at disse sider af tilværelsen til stadighed optager store dele af klodens mennesker og har gjort i mange tusinde år.
Og mit gæt er, at også vi mennesker i Europa - i hvert fald mange af os - har en længsel i os - ikke mod gamle forbenede dogmer og magtfulde kirker - men mod noget helligt og guddommeligt.
Den længsel oplevede jeg i mig selv på et tidspunkt i mit liv, hvor mit sind var åbent, stående foran et gammelt udtryk i former, farver og symboler - hvor højre hånds tommel- og lillefinger viser bogstavet: alfa - for agapó: Jeg elsker - en Kristus Ikón.
Er denne guddommelige kærlighed en illusion?
Det ved jeg ikke - men "illusionen" er levende - og virksom.
Jeg slipper gerne alverdens teologier - men ikke dette.
Det er for mig mit livs mening 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
