|
1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Teisme (Gyldendals religionsleksikon):
Antagelsen af en Gud som står uden for verden men kan gribe ind i dens gang. Teismens gudsbegreb er ikke specielt kristent men har en almen religiøs-filosofisk karakter. Den vandt dog indpas i kristendommen da den bredte sig i den hellenistiske verden. Dermed opstod en alliance mellem kristen teologi og græsk metafysik. Den klassiske metafysik delte verden op i hinsidighed og dennesidighed og forestillede sig den hinsidige Gud som evig og uforanderlig. Denne tankegang lå i forlængelse af græsk filosofi der forestillede sig den fuldkomne virkelighed som værende ubevægelig: den ubevægede bevæger (Aristoteles). Men denne forestilling om en gud som er fuldkommen og ubevægelig svarer ikke til hverken GTs eller NTs gudsopfattelse. Den jødisk-kristne Gud båder sig bevæge, når mennesket er ulydigt eller lider og er selv i bevægelse, når han fra at være lovens Gud bliver kærlighedens Gud. Citat slut.
Nøjagtig derfor jeg ikke bryder mig om Arne Thomsens Gud Fader begreb som han præsenterer dem for os gennem Kallistos Ware som er alt for meget påvirket af græsk filosofi og som faktisk jo ligger teismen nærmere end den måde dig og mig Anne taler om Gud på, om Gud i Jesus på:
"I første omgang indser han mere og mere, at Gud er mysterium. Gud er "Den helt anden", usynlig, ubegribelig, fuldkommen transcendent, hinsides alle ord, hinsides enhver forståelse."
"Alt, hvad vi kan sige om Gud, lige meget hvor sandt det måtte være, er helt utilstrækkeligt i forhold til den levende sandhed. Hvis vi siger, at Han er god eller retfærdig, må vi straks føje til, at Hans godhed og retfærdighed ikke lader sig måle med vor menneskelige alen. Hvis vi siger, at Han er til, at Han eksisterer, må vi i samme øjeblik moderere det ved at lægge til, at Han ikke er ét eksisterende objekt blandt mange; at i Hans tilfælde har ordet "eksistere" en ganske enestående betydning."
"Alt, hvad vi kan sige om Gud, lige meget hvor sandt det måtte være, er helt utilstrækkeligt i forhold til den levende sandhed. Hvis vi siger, at Han er god eller retfærdig, må vi straks føje til, at Hans godhed og retfærdighed ikke lader sig måle med vor menneskelige alen. Hvis vi siger, at Han er til, at Han eksisterer, må vi i samme øjeblik moderere det ved at lægge til, at Han ikke er ét eksisterende objekt blandt mange; at i Hans tilfælde har ordet "eksistere" en ganske enestående betydning." Kallistos Ware.
Vi ser tydeligt at Arne Thomsen ønsker at skubbe kristendommen hen ad græsk metafysisk tænkning og teistisk tænkning.
Gud er netop ikke overnaturlig magt, allerede hos Paulus er det med Gud og mennesket et kærligheds og frihedsmysterium. Gud virker ikke i magt, men i ånd, altså frihed ifølge Paulus og i kærlighed, igen ifølge Paulus. Det er jo netop hele pointen i korsfæstelsen at det er denne Jesus Kristus vi korsfæster, os mennesker. Hvis Gud havde mulighed for at virke i magt, kunne Gud jo bare ha ordnet tingene som Gud ville og Jesus Kristi korsfæstelse og lidelser ville vi have undgået, men korsfæstelsen fortæller at Gud er til i kærlighed og frihed. Og det er jo netop denne kærlighed og frihed mennesket ikke bryder sig om, og gang på gang udøver magt overfor og korsfæster eller tar livet af, eller synder imod.
Så hele ideen om en almægtig Gud er absurd og skyldes nogle tanker i GT (men findes stort set ikke i NT). Alene syndefaldet viser at Gud ikke er almægtig overfor mennesket.
At mennesket er et overnaturligt væsen (altså et historisk skabende og fri vælgende (etisk) og skabende (æstetisk) væsen, der behersker naturen og kultiverer naturen, den ydre såvel som den indre) betyder jo ikke at mennesket er et u-naturligt væsen. Det overnaturlige går på at mennesket også er ånd, altså frihed, og dermed ikke behøver følge naturen som slangen gør og som kvinder har en tendens til at gøre (hey Eva, hej Anne  ), men at mennesket er frit stillet i forhold til sin natur, som er noget vi har og ikke er. Mennesket har natur, men er ikke natur kun. Fejlen hos Arne Thomsen og Serotonin er fx deres monofytisme og deres sublime substans tænkning, der gør mennesket til en del af noget stort, og som derfor fjerner friheden, altså ånden og intelligensen, hos mennesket, dette at mennesket er et væsen der står over naturen, som vi har gennemskuet og fået øje på og kan forholde os til.
Inkarnationen bryder ikke igennem udefra og ind på mennesket som magt og vold, da der ingen Guds menneskeløshed findes i jødisk kristen forstand, da der ingen Gud hænger et sted eller er et sted, der på den måde kan fare i mennesket (Gud er jo netop i jødisk kristen tankegang en konstant væsentligt person og størrelser der følger menneskets liv og konstant gør sig gældende i menneskets liv (Gud er jo ikke en person udenfor menneskets personlige liv)). Inkarnationen bryder igennem som mennesket i Gud (Kristus eller Gudmennesket) der lader sig åbenbare i først Jesu liv og derefter i opstandelsesbegivenheden Kristus. Altså begivenhederne efter korsfæstelsen viser at mennesket i Gud eller Gudmennesket Kristus, ikke er fortid og er forgået i Jesus kun, men også i mit liv er mennesket i Gud (Gudmennesket eller Kristus (dette at være en ny skabning med åndens nye liv)) nu en mulig potentialitet i verden som opstandelsesbegivenheden Kristus, eller som opstandelseslivet Kristus. Kristus er mit liv, det nye menneskelige liv (hvor vi har åndens nye liv, og Livets eller Guds ånds love er dem vi lever under) som det skal blive åbenbar for mig i mit liv. Kristus kommer til syne i mit liv og ja i alle menneskers liv, som Kristus kom til syne i Paulus liv og virkede mægtig i Pauls liv. Det er denne personlige virkelighed og nærhed med Gud, denne Gudmenneskelige virkelighed som Jesus bar ind i verden, der ikke forgår. Kristus er Gudmennesket i Jesu liv, men så sørme også i mit liv, også i mit liv er Gudmennesket eller Kristus tilstede. Kristus er mig, Kristus er mit liv, siger Paulus. At iklæde sig Kristus betyder at mit liv som et nyt menneske, en ny skabning, kommer til syne, i takt med at jeg afdør fra den gamle tingenes orden under loven, eller overjegets indflydelse, altså gamle Adam der er et dødeligt massemenneske under overjegets indflydelse der er uden jeg, uden Kristus. Nøjagtig det samme som Freuds psykoanalyse går ud på, ikke disse massehysteriske mennesker der er uden jeg eller uden Kristus, fordi de er opdraget under loven/overjeget altså en totalitær magtideologi.
Det er i det lys vi skal forstå at Steiner og Hegel siger at det moderne menneske er Kristusmennesket. Steiner går endda så vidt som at sige at Kristus er det nye Jeg-legeme i verden (det frie selvstændige og stolte jeg menneske eller bevidste åndsmenneske/Gudmenneske). I den kontinental europæiske filosofi er Kristus (det menneskelige subjekt) behandlet siden Descartes under begrebet jeg, menneskets frie transcendentale Jeg natur eller væsen. Man kan benægte at mennesket har denne frihed og historiskhed. Men alt tyder på at mennesket har denne frihed. Men som Erich Fromm også har smukt beskrevet det, så flygter mennesker fra Friheden og gemmer/glemmer (så det er ikke Værensglemsel men Jeg-glemsel/"JEG ER -glemsel" der er problemet (det er glemslen af den frie ansvarlige person vi er i Kristus der glemmes, det er Kristus-glemsel)) sig selv og sin ansvarlighed eller frihed i Kristus, ved fejt at søge tilflugt under loven (totalitær ideologi (Bibelen som Guds ord i bogstaveligste forstand) og massehysteri). Der er også et andet berømt sted at fornægte Kristus (vores frihed og ansvar), nemlig ved at søge tilflugt i naturen, at se sig selv og mennesket som kun en del af naturen (det er det vi hører om i 1 Mosebog). Mange meget dygtige og kloge mennesker har en tendens til at bestemme mennesket udelukkende som et naturvæsen, især den forkerte naturvidenskab har øget disse tendenser til bestemmelse og forståelse af mennesker. Dette har givet lægerne, materia medicin, en status som de ikke fortjener. Sundhed er nemlig også det enkelte individs eget ansvar. For som vi i Kristus kan sige nej til Hitler, et liv som hysterisk massemenneske uden Jeg (der ikke i Kristus siger fra) overfor en totalitær ideologi, således kan mennesket også vågne op til ansvar og droppe mange af sine livsstilssygdomme. Dog ikke alt er den enkeltes ansvar, som fx forureningen, dette er et samfundsanliggende, der dog ikke kan ændres før den enkelte siger nej og der bliver så mange enkelte der nægter at være med på vognen med økonomi som værende vigtigere end vores sundhed. Bæredygtig økonomi må forlanges, bæredygtig i forhold til naturen og sundhed.
Vi må ikke basere os på, at nogen vil frelse os. Derfor er der da også ifølge Paulus først frelse (eller et Gudsrige) den dag Kristus bliver alt i alle. Altså først den dag mennesket har iklædt sig Kristus bliver tingene anderledes. Gud har ingen Master-frelser-plan han trækker ned over hovedet på os som noget apokalyptisk dommedagsagtigt noget. Derfor må vi som Paulus være meget opmærksomme på den kendsgerning, at forkerte valg gør os ude af stand til at frelse os selv. Jeg siger bare, hvor var de kristne under nazi-Tyskland, det er mig en gåde, at de kristne ikke en efter en protesterede da de så hvor der bar hen ad. De kristne må igen læse Paulus og forstå at ansvaret er den enkeltes, at iklæde sig Kristus og ikke være bange for at miste knoppen hvis noget strider imod Kristus. Kristendommen er syg og var syg der i Tyskland. Også i dag er kristendommen syg fordi den er uden tro på Kristus, Gudmennesket, men fyldt med idiotisk tro på Bibelen som Guds ord og tro på at Gud frelser os og trækker det hele ned over hovedet på os i magt. Men det sker som Paulus siger i Kristus, nemlig når Kristus bliver alt i alle. Når mennesket iklæder sig frihedens og ansvaret ånd og ikke længere konstant vil fralægge sig ansvaret, enten ved at mene vi er blot et stykke natur, eller ved at flygte ind under en totalitær ideologi, hvor overjeget bliver menneskets jeg, og der derfor kun er massemennesker, hysteriske massemennesker. Også de kristne opfør sig til tider som hysteriske massemennesker uden Jeg, altså uden Kristus.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
der hvor jeg hader de kristne, er der hvor de gemmer sig i Bibelen som Guds ord, og at de gemmer sig i kristendommen som en sandhed, altså en totalitær ideologi, der gør at de trygt kan stole på en masse vrøvl her og at Gud er mægtig og frelser os, uden at leve op til Kristus, uden så meget som at være beskæftiget med Kristus og dette at iklæde sig Kristus. Hvordan kan det tillades at man er kristen uden at være beskæftiget med Paulus og hvad han siger om Kristusmystikken og vores Kristus-jeg. Dette er mig en gåde.
Paulus har gjort alt, aaaaaaaaaaaaaalt for at det ikke skal være et Over-jegs fænomen, og alligevel gør de kristne i hobetal det med kristendommen til en totalitær ideologi og overjegsfænomen, hvor de parkerer det hele i overtro på gud og tro på at Bibelen er Guds ord. Disse kristne er en skandale over hele jorden og en pestilens for kristendommen.
Så jeg vil give A. Schweitzer ret, den dag Kristusmystikken bliver forstået, mysteriet om menneskets jeg, eller det menneskelige subjekt, da vil der ske endnu større ting end der gjorde under reformationen, hvor det var retfærdiggørelsen af tro der blev genaktualiseret og forstået delvis som vi finder det hos Paulus.
Jørgen Døør sagde altid at en filosof's fornemste opgave er at forstå at de store gamle, taler om det samme som de nye moderne. Og så sandelig taler Paulus om det samme som Descartes, som Kant, som Hegel/Marx, som Freud, som Heidegger og Sartre. Jeg siger ikke at de er 100% enige, men de tematiserer over nøjagtig det samme, nemlig Kristus, eller jeget, eller det menneskelige subjekt.
|
|
|
|
