|
4
registrerede Hanskrist, ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
474
gæster og
189
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Hej igen Arne
Jeg springer ind i vores debat uden at have læst, hvad der er skrevet i tråden det sidste døgns tid.
så er det, at jeg må forlade sådan kristendom - og må forlade ordet, Gud - til fordel for, hvad jeg ikke magter at udtrykke bedre end: SANDHEDEN, hvis den findes, bag universets (og mulige andre universers) VÆREN.
Jeg har fuld forståelse for, at begreber kan virke som en hæmsko for ens tro, søgen eller længsel, men jeg synes altså, at du har udtrykt på dig på en måde, hvor det er som om, at kristendommen eller nogle kristne folk har gjort dig fortræd. Når du kalder det at kalde Gud for Gud eller Gud for Fader for egoistisk og primitivt, så bliver det for mig at se emotionelt. Og hvad er egentlig forskellen på at kalde dette noget for Gud eller for sandheden - og hvis vi kalder dette sandheden, hvad er sandheden så for en størrelse, og hvilken betydning har den for dit og andres liv?
Den første bøn kristne bøn vi har, finder vi i Det Nye Testamente, hvor Jesus fortæller om bønnen, og hvorledes man skal bede (Mark 6):
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
v10 komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
v11 giv os i dag vort daglige brød,
v12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
v13 og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
v14 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. v15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
Der løber en rød tråd gennem hele Bibelen, hvor Gud/Herren kaldes for Faderen, og hvor denne Gud Fader er en handlende skaber og opretholder. Når det er sagt, synes jeg - og det er du nok kun enig i - at det afgørende er gudsforståelsen/gudsbilledet. Hermed mener jeg faktisk, at mange af de gudsbilleder, der gives i Bibelen er forældede og mere handler om en over-jegs-Gud, der er blevet til på baggrund af det verdensbillede og den kontekst, som forfatterne bag teksterne har haft at forholde sig til. Med den bevidsthed behøver man ikke at overtage gamle måder at tro på, dvs. det at at overføre hver en bogstavelighed om Gud og mennesket, som kan udledes af Bibelen - fx. en Gud der slår ihjel for at skabe vejen og frelsen for det udvalgte folk etc. Her kommer vores forståelse på prøve. Som tidl. John Shelby Spong spørger: Er dette en etisk Gud, og har vi overhovedet lyst til at tro på en sådan? Nej, det har vi nok ikke, og selv om Spong ofte rammer hovedet på sømmen (som mange af jer debattører ville kunne glæde jer over), så går Spong nu også af og til galt i byen. Det gør han fordi, at han - foruden at se, at meget af gudsforståelsen tidl. og i dag (især konservative kredse, som er Spongs egen baggrund) bygger på nogle gamle traditioner - ikke altid forstår at tolke Det glade budskab (NT) sådan, at budskabet ikke bliver til besvær for intellektet eller vores mere rationelle og etiske indsigter. Så Kære Spong og Kære Arne, hvis i stadig vil fastholde dette forunderlige aspekt af livet og universet selv, så prøv en gang at læse Paulus i Kol. 1:
"Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. v13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
v15 Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
v16 I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
v17 Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
v18 Han er hoved for legemet, kirken.
Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. v19 For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset."
Her er alt dette usynlige noget uden for denne verden, som vi har svært ved at sætte ord på sat op på et kors: Her finder i guddomsfylden i kød og blod, har finder i ikonets medfølende øjne, som kigger ned på dig/os, gennem tårer som gennem glæde. Det guddommelige er med andre ord kommet ned på det niveau, hvor vi har hele menneskelivet, ved at tage bolig i Kristus (som er afbildet på dit ikon).
Hvis du en dag skulle få lyst til at læse Tillich, finder du en gudsforståelse, hvor Gud faktisk ikke er noget langt ude bag universets væren - det vi ikke kan sprogliggøre - men derimod er selve værens grund: Vores virkelighed (jf. Kristus som den ny virkelighed) som vi kan sætte ord på ofte gennem symboler. Tillich skriver f.eks. i Mod til livet s. 134:
" En kirke, som beror på den teistiske Guds autoritet, kan ikke påberåbe sig formidlerens funktion. Den bliver uvilkårligt selv til et kollektivistisk eller halvkollektivistisk system. En kirke, derimod, der står frem med sit budskab, og sin hengivenhed mod den Gud, der er over teismen, uden at opgive sine konkrete symboler, kan formidle et mod, som integrerer tvivl og meningsløshed. Kun den kirke, der er kirke under korset, kan gøre det, nemlig den kirke, der forkynder den korsfæstede, der råbte til Gud efter, at tillidens Gud havde forladt ham i tvivlens og meningsløshedens mørke. At være en del af sådan en kirke er at modtage et mod til livet, hvori ens jeg er umistelig og i hvilket verden skænkes én".
Arne, jeg ved, at dette indlæg bærer præg af både bibelsk og teologisk stof, og at du sikkert har et lignende indlæg fra Hanskrist, men hvis jeg må give dig et råd, så giv det tid til at synke, så du ikke kommer til at føle, at du må skynde dig ud af døren - mao forlade denne kristne tale, denne apologetik, fordi du måske finder det primitivt. Jeg synes faktisk er der en nogenlunde klar sammenhæng, selvom det er skrevet lidt hurtigt..
Samtidig er det jo noget, vi er en del af, og som også bor "på bunden af vore hjerter" - enten vi er bevidste om det eller ej - og dermed så nært, det overhovedet kan blive.
Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.
Ja, så afgjort, det vi ikke kan begribe, kan hjertet måske grunde over jf. Pascals kendte ord, som jeg i skrivende stund har glemt..
Mvh
Anne 
|
|
|
|
