|
0
registrerede
283
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: RELIGONSKRITIK
|
Vi er langt hen ad vejen enige, Kristian, men det er ikke dette, min "kritik" af troende går på. Det er heller ikke dette, mit nyskrevne essay handler om, men tværtimod om den manglende forståelse mellem ateister og troende (af enhver observans), som notorisk er blevet øget i dagens løbske info-samfund.
Min holdning, som jeg ofte har givet udtryk for, er, at jeg er tilhænger af trosfrihed (enhver må tro hvad han/hun vil), men jeg føler en stigende modstand mod organiseret religionsudøvelse, som i sagens natur er et forsøg på at ensrette troen med det formål at kunne kontrollere menneskers tanker. Jeg ønsker, at folk skal kunne tænke frit, og hvis jeg er uenig med dem, så skal det være et spørgsmål om dialog og ikke tvang, hvor argumenternes styrke afgør udfaldet.
Pudsigt nok er ordet dialog et "ateistisk" begreb afledt fra græsk. Præfikset dia- kommer fra det græske udtryk for fornuft og logos betegner ord, altså fornuftige ord. Men dette var et sidespring. 
Selvfølgelig skal den videnskabelige fornuft ikke undertrykke andre holdninger. Den skal overbevise med argumenter understøttet af de konstaterbare fænomener, som enhver kan opleve, og sætte disse fænomener i en forståelig sammenhæng.
Men det er netop vanskeligheden ved at trænge igennem den religiøse tros panser, som mit seneste essay handler om. Hvor ateister generelt er åbne for nye ideer, er mange troende utilbøjelige til overhovedet at lytte eller prøve at forstå, og det har medført et skarpere ordvalg hos mange ateister, som er dybt frustrerede over, at troende nægter at diskutere deres holdningers rigtighed og påberåber sig en manglende evne til forståelse hos ateister.
De overser helt det faktum, at alle ateister har en fortid som troende i deres barndom, og derfor forstår de mekanismer, som fastholder troen. Disciple fra religionsdebatten er et typisk eksempel på den totale afvisning af muligheden for at ateister kan forstå noget som helst, og den samme holdning ses jo også hos flere her i debatten.
Personligt kan jeg kun grine af en sådan indskrænkethed, men min morskab er iblandet en medfølelse med disse mennesker. Det er (med enkelte undtagelser) hverken had eller ondskab der driver dem til denne uforsonlighed, og de kan på andre områder være meget kærlige og forsonlige mennesker, så jeg tager aldrig deres kritik af mig og andre ateister for andet end en følge af deres problemer med en holdbar selvforståelse.
Bag min objektive forsknings realistiske verdenssyn er jeg jo også et normalt menneske, der lader mig irritere til hvasse svar til mennesker, der ikke gider gøre sig den ulejlighed at undersøge de emner, de udtaler sig om. Heldigvis kan jeg efterfølgende grine af mine egne reaktioner, så jeg undgår at negative følelser bundfælder sig i mit sind. Jeg ville ønske, at nogle flere mennesker havde denne evne, men det ser ud til blot at være ...
... ønsketænkning!
Mvh
Ole Bjørn 
|
|
|
|
