|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
197
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: RELIGONSKRITIK
|
Kære Treram.
I diskussionen mellem Arne og dig, hælder jeg mest til Arne’s side. Dette indebærer ikke, at jeg vil forholde mig totalt afvisende over for dine synspunkter, men jeg synes, at du formulerer dine synspunkter på en – efter min smag – alt for firkantet måde.
Jeg ville i dit sted sondre mellem den religiøse følelse på den ene side og de religiøst funderede sociale strukturer på den anden side. Der har været flere religiøse skikkelser, som jeg sætter højt, fordi de har bidraget til en forståelse af tilværelsen, som i hvert fald jeg har kunnet bruge.
Lad os blot tage Tømrersønnen fra Nazareth. Selv om jeg afskriver hans påståede guddommelighed, hans besynderlige undfangelse og hans himmelfart, forbliver han for mig stående som en af de lærere, der har ydet bidrag, som den dag i dag er udbytterig læsning. Her tænker jeg eksempelvis på Bjergprædikenen i Mattæus Evangeliet, kap. 5–7, som jeg af og til genlæser.
Jeg kan også godt forstå, at han kan tale til den del af centralnervesystemet, hvori de religiøse følelser genereres, så vi oplever det numinøse – følelsen af noget helligt. Jeg kan også forstå, at den kristne kan synke dybt ned i den form for meditation, som kaldes bøn. Dette er ikke så forskelligt fra den form for bøn, som eksempelvis Dalai Lama af og til indlægger i sine foredrag om Vayrayana Buddhismen (Den tibetanske Buddhisme). Her betyder bøn ikke dette at bede om noget, men snarere at ihukomme Buddha, fordi han på linie med Tømrersønnen fra Nazareth var en lærer af gigantisk format.
Det, der er skrevet ovenfor, handler om den religiøse følelse, som efter min opfattelse er en del af inventaret i den psyke, som vi har nedarvet i genetisk forstand. Vi er mange, der har denne nedarvede oplevelsesmulighed, og det er min personlige begrundelse for at kalde mig en søgende – slet og ret – idet jeg ikke bekender mig til nogen religion.
Men vidt forskellig herfra er dannelsen af sociale strukturer, der baserer sig på udnyttelsen af mennesket religiøse følelse. Du har med dine erfaringer fra fjernøsten i rigt mål oplevet, at de, der bekender sig til den buddhistiske menighedsdannelse, praktiserer alt andet end Buddhas milde lære. Det har du tidligere fortalt om i debatten.
I Indien har jeg set rædsomme foreteelser, hvor forskellige varianter af hinduismen – som jeg generelt nærer den dybeste agtelse for – er blevet udmøntet i skrækkelige ting, som ligger milevidt fra de store forkynderes budskaber.
Det går simpelt hen galt, når man bygger samfundsstrukturen op på et hierarki, hvor det religiøse præsteskab tiltager sig den verdslige magt. Et credo (en trosbekendelse) er i bund og grund et magtmiddel, som bruges skånselsløst til at udbygge og fastholde et præsteskabs magt.
Og her adskiller ateistisk funderede samfundsdannelser sig ikke fra de religiøse samfundsstrukturer. Den ateistiske dialektiske materialisme bag det hedengangne jerntæppe har lige så meget blod på hænderne som Romerkirken.
På grundlag af ovenstående betragtninger finder jeg, at man bør sondre mellem den enkeltes religiøse indstilling på den ene side og de religiøst funderede magtstrukturer på den anden. Og her har vi at gøre med en anden basal nedarvet tilbøjelighed, der går på tværs af det religiøse: Magtbegæret.
Af de anførte grund vil jeg derfor erklære mig enig med Arne, når han skriver:
»Vi har ytringsfrihed (under ansvar) og vi bør også fastholde vores meningsfrihed, vores åndsfrihed, synes jeg.
At videnskab og "den rene fornuft" skulle have lov at undertrykke andre måder at opleve tilværelsen på, synes jeg er forkasteligt.
Debatter - i gensidig respekt - om den slags ting, synes jeg derimod kan være meget inspirerende - og ofte tillige afklarende.« (Citat slut).
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
