annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
IKON AF KRISTUS
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 370 gæster og 318 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST?


Til almindelig orientering har jeg nu forladt min egen tråd: DEN FATALE FASCINATION AF ISLAM efter at Ole Bjørn absolut skulle demonstrere de selv samme unoder, som i sin tid fordrev ham fra den alternative religionsdebat. At han også denne gang har fået følgeskab af en flok får, kan vel ikke undre nogen.

I stedet for ad hominem brægeriet fra fårene, som jeg ikke ønsker at blande mig i, har jeg i præsten Richard Riis fundet en oppoennt som i det mindste tager det han selv tror på alvorligt og tillige leverer en vedkommende kritik af mine synspunkter.

Så af hensyn til de tænkende debattører, der er fokuseret på argumenter frem for personer, tillader jeg mig at bringe mit indlæg fra i dag, som er en replik på det svar Riis gav på startoplægget her.

Lidt mopset blev den gode præst dog over min afsluttende provokation, men til forskel fra fårehjernerne her på debatten, holdt han en sober argumenterende stil.

Selv om det er en lang og krævende tekst, har jeg valgt at bringe den her, også af hensyn til de seriøse debattører, som ikke kender mine synspunkter omkring religion og etik. Ligeledes er jeg sikker på, at de etiske overvejelser Riis fremkommer med må være af interesse for debattens kristne debattører.

- - -

Kære Richard Riis

Nu må du ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg tilsyneladende gjorde mig lidt lystig over kristendommens udvendigheder og ritualer. Hos mig er det nu engang sådan, at jeg læser hellige skrifter som litteratur og litteratur som hellige skrifter. Og begge dele med et glimt i øjet, som Dante, da han skrev sin guddommelige komedie.

Med andre ord er min tilværelsesforståelse anderledes end hos den, der må slæbe på det kors, at skulle tænke inden for det kristelige paradigme, eller måske flytte grænserne et par tommer således som Kaj Munk og andre strålende kristne begavelser har gjort i tidens løb.

At vi næppe kan blive enige om, præcis hvori modsætningen mellem religion og rationalitet består, når mit udgangspunkt er den rationelle logiske tankes sandheder, og dit grundlag en tro, som ikke blot kan bedømmes rationelt, er jo såre indlysende. Hos dig ligger vægten ikke på de rationelle forbehold, men på den personlige forpligtelse.
Troen på en magt, som går ud over enhver rationalitet: Gud.

Trods dette forskellige udgangspunkt, hvor min forpligtelse gælder det som alment kan begrundes at være sandt, over for hvad en konkret religiøs tros subjektive sandhed forpligter den troende på, så er vi dog begge bundet af den begræsning, at også troens sandhed alene lader sig diskutere på rationalitetens præmisser.

En religiøs tro når man ikke frem til gennem rationelle logiske overvejelser, men alene gennem tro. Og set fra din ende af erkendelsesspektret, må vel også rationaliteten tage sig ud, som hørende til blandt det timelige.

I centrum for mig står en dyb forundring, blandet med beundring over et menneske som Kaj Munk, der kommer alvorligt på vildveje for til sidst at erkende, at han tog fejl, hvorfor han tog fejl og derefter gør fejlen god igen.

Det er menneskeligt at fejle, men det er umenneskeligt at blive ved med at fejle. Deri ligger Kaj Munks storhed, det usædvanlige og udogmatiske, som aftvinger beundring og respekt. Et søgende menneske som til sidst finder sandheden, for de som søger skal finde, som skrevet står. Alligevel er det ikke ret mange af os som alvorligt søger, og som når de har fundet også flytter sig både indvendigt og udvendigt.

Men hvordan kan Munk og vi andre vide, at han ikke blot skiftede een illusion ud med en ny?

Ved vi først, at nazismen var ond, når den er besejret, når vi har set billederne med ligdyngerne, gaskamrene og krematorieovnene fra udryddelseslejrene, lyttet til muselmændenes vidnesbyrd og hørt dommen over regimets ledere i Nürnberg?

Det er det etiske spørgsmål, og dér kommer du med denne første vurdering:

“Derefter mener du, at du “gennem rationel analyse har fremdraget det vel nok mest forfærdende og uhyggelige aspekt ved den religiøse tro. Den kan tage en hvilken som helst retning og antage forskellige former, når den ikke holdes på plads af fornuften”. Min kommentar: Der er noget om det, du siger, men det skal nok lige bestemmes lidt nøjere.”

Du forklarer, at ikke blot teologerne men stort set hele intelligensiaen og vore ledere havde mistet de moralske pejlemærker i mellekrigstiden, og du anklager “tidsånden” for at have sluppet tanken om “den naturlige lov”.

Endvidere antager du, at der findes noget som af naturen er godt og ondt, en almen retfærdighedsfornemmelse, samvittighedens indre stemme, vort moralske kompas, som man ikke længere troede på, og derfor lod sig lokke på afveje.

Ifølge din kristenforståelse erstatter Kristus loven og profeterne med bl.a. “den naturlige lov”:

“ ... Op imod det sætter Jesus den naturlige lov, f. eks. som den giver sig udslag i den gyldne regel (som jo også findes i andre religioner): “Hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. (Matt 7,12) ...”

Men dér tager du fejl. Den naturlige lov findes, den kaldes i biologien for reciprocitet, i etikken for talionsprincippet, som jøderne hentede fra Hamurabis babylonske love, efter det babylonske fangenskab, og ikke fra Sinais bjerg som myten beretter.

Kriteriet på retfærdighed er at øve lige gengæld mod begået uret, for på den måde at genskabe balancen. Øje for øje og tand for tand, som det udtrykkes i moseloven.
Formuleringen af den gyldne regel tillægges den kinesiske moralfilosof K'ung fu-tzu (Confusius), som levede et halvt årtusinde før vor tidsregnings begyndelse. Den har følgende formulering:


"dept Kung asked: "Is there any one word that could guide a person throughout life?"

The Master replied: "How about 'shu': never impose on others what you would not choose for yourself?"
Analects XV.24."


I århundredet før kristus fødsel formuleres reglen i judaismen. Om der er tale om en selvstændig tænken sig frem eller om inspirationen kommet gennem fjernøstlig kulturpåvirkning vides ikke.

Da rabbi Hillel skulle forklare hele loven i kort form, sagde han: “Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at de gør mod dig. Det er hele loven; Resten er forklaring." (jf. Den Babylonske Talmud, Shabbat s. 31a).

I evangelierne citeres Jesus, som du selv nævner, for en positiv formulering: “Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt. 7,12).

Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og negative formulering.

Man kan udtrykke forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel ved, at det første er udtryk for en forholdsvis ureflekteret formulering af personers instinktivt (følte) biologiske reprocitet, mens sidstnævnte, som også kommer langt senere i kulturhistorien, er udtryk for en dybere og mere rationel reflektion, formuleret som et universelt etisk grundprincip, som vi rent rationelt kan erkende gyldigheden af og derfor er underlagt alene qua person.

Talionsprincippet får denne ironiske kommentar med på vejen af den indiske politiske og åndelige leder Mahatma Gandi: “ An eye for an eye makes the whole world blind!”

Efter afsløringen af nazismens (og vel også den virkeliggjorte socialismes) forbrydelser mod menneskeheden hævder du:

“Dog glemte man snart igen den naturlige lov. Man diskuterede i filosofien forholdet mellem “bør” og “er”, man gik i teologien ud fra en form for irrationalitet (blandt andet inspireret af Kierkegaard), man regnede i litteraturen alle katte for grå.”

At man ikke kan slutte fra ER til BØR uden at begå den “naturalistiske fejlslutning” påpegede allerede filosoffen David Hume i “A Treatise of Human Nature”, London 1740. Det centrale her er, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der ER tilfældet, til en påstand om, hvad der BØR være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive præmisser til en normativ konklusion.

Da siger argumentet, at man ikke kan slutte fra det, at en norm faktisk gælder i samfundet, til det, at den i en dybere forstand bør gælde. Selv om de fleste overholder en given norm, kan man stadig gå bag om normen og spørge, om den bør overholdes.

Det er rigtigt, at man ikke kan slutte fra det, at noget empirisk er tilfældet, til det, at det bør være tilfældet. Men det afgørende er så, hvorpå vi begrunder denne rigtighed. Det gør vi IKKE ved en empirisk konstatering af, hvad der er tilfældet. Argumentet hviler derimod på en ren begrebslogisk afklaring af forholdet mellem er og bør - mellem konstateringer og normer. Og accepterer vi dette argument, så må vi også acceptere, at vi ikke kun kan begrunde en erkendelse på basis af empiriske konstateringer, men også ved hjælp af begrebslogiske eksplikationer. Så kan argumentet fra, at vi ikke kan slutte fra er til bør, altså ikke i sig selv udelukke, at vi rationelt kan begrunde en universel etisk norm. Det kan kun udelukke, at en sådan norm kan begrundes på basis af en empirisk konstatering; men det kan ikke udelukke, at det kan ske ved begrebslogisk eksplikation.

Dertil kan tilføjes, at etikken heller ikke kan begrundes på basis af vore ønsker, eller på basis af traditionen. For det skal besvare spørgsmålene om, hvad vi bør ønske – eller hvad vi bør gøre uafhængigt af vore ønsker -og hvorledes vi bør forholde os til traditionen – eller hvorledes traditionen bør være. Dette følger af, at etikken ikke kan begrundes empirisk uden at begå den naturalistiske fejlslutning.

Det er et enten eller. Enten kan etikken ikke begrundes rationelt, og så må den tros. Og her har du nok ret i, at man var inspireret af Kierkegaard, og af eksistentialismen som ender i postmodernismen med dens hævdelse af etisk- og kulturel relativisme.

Du skimter dog håb forude og bringer atter “den naturlige lov” på banen i ny forklædning:

“Løgstrup og de fænomenologiske filosoffer er en glædelig undtagelse fra dette mønster. Med tanken om de suveræne livsytringer fik Løgstrup igen gjort den naturlige lov gældende.”

Lad den fænomenologiske fejltænkning ligge indtil videre og i stedet koncentrere kræfterne om K. E. Løgstrups moralteologi og først se på, hvorfra han hentede sin inspiration.

Det gør Løgstrup fra den tyske teolog Bultmans afmytologiseringsprogram og Gogartens tanker om problemet med sekularisering, umiddelbart efter anden verdenskrigs afslutning.

Den kristne etik har to grundpiller. Den ene er den fordring, som Jesus kalder det første og største bud i loven. Det er det todelte bud om, at man skal elske Gud af hele sit hjerte, og sin næste som sig selv. Todelingen er forenelig med en adskillelse mellem politik og religion. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste (og i hvert fald væsentligste) ydre udtryk for at elske Gud bliver, at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv. Det kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten.

Det er den konsekvens, som Friedrich Gogarten drager, og som K. E. Løgstrup tilslutter sig. (F. Gogatten: “Die Verkündigung Jesu Chrristi”, Heidelberg 1948; og K. E. Løgstrup: “Den etiske fordring”, København 1956).

Set fra min begrebslogiske position er problemet, at der ikke tages eksplicit hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov. Samme problem som den gyldne regel står i, idet den ikke angiver fordringerne over for en selv.

Indvendingerne mod den gyldne regel er gamle. Johannes Ewald tager forbehold og Immanuel Kant fremfører mere formelt en lignende kritik. Han anfører, at den gyldne regel for det første ikke indeholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre. Således spørger han: Hvad hvis dommerne i straffesager handlede efter den gyldne regel? Hvor mange dommere ville ønske at blive dømt, selvom de var skyldige? (I. Kant, “Grundlegung zur Metaphysik der Sitten”, 1785).

For Løgstrup er det moralens væsen at være erstatning. Således hævder han: “Moral er til for at levere erstatningsmotiver til erstatningshandlinger.” Den umiddelbare godhed mangler, hvis vi var gode, var moralen overflødig, hævder Løgstrup. ”Hvad der fordres er, at fordringen ikke skulle have været nødvendig.” Eller som han også udtrykker det: “Fordringen fordrer ... at blive overflødig.”

Fordringen træder ind, hvor næstekærligheden skulle have været. Eller tilliden. Eller barmhjertigheden. Eksempler på hvad Løgstrup kalder suveræne livsytringer.

Spørgsmålet er så, om Løgstrup har ret. Har han ret i, at den fordring, som udspringer af, at vi er hinandens skæbne, blot er en erstatning for spontan næstekærlighed? Har han ret i, at næstekærligheden kan forlade sig på sig selv, uden fæste i fordringen? Er moral kun et spørgsmål om motivation?

Jeg springer den lange begrebslogiske analyse over og går til konklusionen. Løgstrup har ikke ret, når han hævder, at fordringen fordrer at være overflødig. Den fordrer derimod – simpelt nok – at blive overholdt, hvad enten det så sker af næstekærlighed eller af “agtelse for moralloven”. At ville udelukke en af disse motivtyper som moralsk uværdig er en fejl. Det er udtryk for, at man ikke holder motivation og retfærdiggørelse ude fra hinanden.

Med Løgstrup kan vi sige, at “det forholder sig etisk, som det forholder sig logisk”. Ligesom vi kan være fanget af teoretiske problemer uden at have tanke for de logiske slutningsregler, som vi følger, således kan vi også slås med konkrete etiske problemer uden at have tanke for den etiske fordring i dens abstrakthed. Men denne parallelisering kan vi også vende mod Løgstrup selv. Lige så forkert det ville være at hævde, at de logiske regler derfor er overflødige, lige så forkert er det at hævde, at den etiske fordring fordrer at være overflødig. Både logisk og etisk er der tale om implicitte betingelser for gyldighed.

Der er forskel på at mene, at fordringen er uundværlig, fordi vi er selviske, og så at mene, at fordringen er uundværlig fordi den er grundlag for, at vi kan vide, hvorledes vi bør handle. I det første tilfælde impliceres, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være uselvisk og det at vide, hvad der er til bedste for næsten (jf. Løgstrups påstand om, at det er vor uselviskhed, der oplyser os om, hvad der er til bedste for næsten). I det andet tilfælde benægtes denne sammenhæng. Da anerkendes, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være selvisk og det at VILLE gøre det, som er til hjælp for næsten i nød; men samtidig benægtes, at den uselviske nødvendigvvis har den viden, som kræves for at kunne hjælpe næsten.

Betydningen af denne forskel viser sig, når vi spørger, om det er muligt at komme ud over vor begrænsede næstekærlighed. Hvad er dens årsager? Er selviskheden et uomgængeligt træk ved vor natur, eller kan den udryddes? Er selviskheden bygget ind i vorr biologiske konstitution, eller er den kulturelkt betinget? Afhænger den af specifikke (og foranderlige) forholdd i opdragelsen eller i den samfundsmæssige struktur?

Uden her at gå i dybden vil jeg blot påpege, at hvis man opfatter selviskheden som udryddelig, så gør det en afgørende forskel, om man opfatter den etiske fordering som erstatningsmotivation eller som grundlag for retfærdiggørelse. Uanset hvilken af disse opfattelser man har, bør man naturligvis søge at skabe vilkår, som fremelsker motivationen til at handle i konsistens med fordringen; og man bør derfor stræbe efter at fremme betingelserne for næstekærlighed og modarbejde årsagerne til selviskhed.

Men opfatter man da den etiske fordring som erstatningsmotivation, så bliver opgaven begrænset dertil. Udryddes selviskheden, så har man umiddelbart den viden, som er nødvendigt for at gøre det rigtige, og så kan “det gode samfund” overlades til at gro af sig selv.

Opfatter men derimod den etiske fordring som en betingelse for, at man kan retfærdiggøre sin handlen, så er man på forhånd klar over, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, som jeg gør, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Og så er man i hvert fald lidt mere varsom i sin tro på muligheden for at indrette et godt samfund. Man er klar over, at godheden alene ikke er nok.

Løgstrup har aldrig haft en naiv opfattelse af menneskets natur; men når han opfatter den etiske fordring blot som et erstatningsmotiv, så forudsætter det en tro på, at det gode hjerte kan finde sig selv og sin vej uden lyset fra fordringen – og det er en begrebslogisk fejl.

Og for nu på denne baggrund at vende tilbage til min kritik af Kaj Munk og religionen generelt, blot disse afsluttende bemærkninger.

Kristne burde kunne anvende deres fornuft til, ud fra den religiøse tese om, at alle er lige for Gud, til at erkende, at så er demokratiet ikke blot endnu en måde at indrette samfundet på, som i princippet ikke adskiller sig fra andre måder. Demokratiet bygger nemlig på et etisk princip om politisk ligeværdighed, hvis gyldighed kan begrundes begrebslogisk.

Og så er det moralsk set ikke ligegyldigt om samfundet bygger på Førerprincippet eller på et princip der stiller alle borgere lige rent politisk, fordi man rent logisk erkender, at ingen kan have en særlig eller gudgiven ret til at bestemme lovene i et samfund, hvorfor enhver må have samme ret. Og den lige ret ret kan alene udmøntes under en eller andet form for demokratisk styre.

Ringeagten for demokratiet finder man ikke blot hos Kaj Munk, men også hos kristne koryfærer som Søren Kierkegaard og NFS Grundtvig. Alle ændrede de dog holdning, men hvorfor de gjorde det, er et åbent spørgsmål?

Kristendommen kræver ikke demokrati. Jesu forkyndelse er forenelig med eller defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik, jf. bl.a. Luthers lære om de to regimenter. Men pointen er, at politikken får skytte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte – krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.

Det synes let for de evangeliske kristne at acceptere sekularisering, fordi den er en indbygget fordring i troen, men at nå frem til demokratiet som den samfundsform der er den etisk rigtige, også fordi den kommer tættest på kristendommens egne fordringer på det personlige plan, synes at være vanskelig for de troende selvstændigt at tænke sig frem til.

Det vil føre alt for vidt at gå nærmere ind i dette aspek, som er aktualiseret på en ny måde, qua islams tilstædeværelse og ufravigelige krav om gennemførelsen af en religiøs lovgivning, der bygger på Koranen og sharia.

Også her synes kristendommen at tale med to tunger og have iført sig tvedragt, måske fordi man føler, at slægtsskabet med islam vejer tungere end forpligtelsen til at opretholde den demokratiske samfundsorden?

Da islam er et kristent kætteri, jf. folkekirkens bekendelsesgrundlag, Og da islams Gud ifølge Luther er Djævelen, så er der tale om afgudsdyrkelse i bekendelsens skikkelse.

Givet lighedspunkterne mellem islam som verdslig politisk ideologi med metafysisk begrundelse, og nationalsocialismens ideologi med Hitler som en profet eller frelser, ikke ulig profeten Muhammads status i islam, så er vor tids kristne atter anbragt i det samme dilemma som de sammen med Kaj Munk var i, da begejstringen for Hitler greb dem som en religiøs åbenbaring, eller snarere besættelse. selvtilfreds

Atter oplever vi, at ringeagten for demokratiet får danske præster til at solidarisere sig med muslimer og islam, hvilket selvfølgeligt er uforeneligt både med bekendelsesgrundlaget og pligterne som demokratiske borgere.

Givetvis har hverken Løgstrup eller andre moralteologer løst det problem! Præsterne er atter på herrens mark!

Jeg håber du kan tilgive, at der var så meget som trykkede på hjertet, at de normale rammer for indlægs længde her blev sprængt. Hvad hjertet er fyldt af, løber munden som bekendt over med.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:



----------------
"A human being is a part of a whole, called by us - universe -, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the rest... a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty." - Albert Einstein


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
FN: Flere end 1.500 dræbt under bandevo..
28/03/2024 13:27
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
11 mennesker dræbt af cyklon på Madaga..
28/03/2024 10:29
Nyheder fra Religion.dk