|
1
registreret Arne Thomsen
158
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST?
|
Med denne overskrift ændrer jeg et diskussionsoplæg af præsten Richard Riis, fra en konstaterende sætning til en spørgende.
Tråden på den alternative religionsdebat udviklede sig hurtigt til en både livlig og frugtbar diskussion hvori jeg også har deltaget med to replikker. Men det ærgrede mig, at Riis ikke i stedet var bidragsyder på dette debatforum.
Derfor sendte jeg en PB til Riis med en opfordring om, at lægge vejen om her, ligesom jeg kort forklarede om baggrunden for, at så mange af de gode debattører i den seneste tid havde forladt religion.dk.
Link til Richard Riis' tråd:
http://onlinedebat.religion.dk/showflat.php?Cat=0&Number=36707&page=0&fpart=all&vc=1
I min dialog med Riis kom vi bl.a. ind på på digterpræsten Kaj Munks fatale fascination af fascismens og nazismens førerskikkelser og hans famøse tale i Ollerup, hvor Munk nærmest skamroste Hitler, i en situation, hvor de nazistiske tropper havde besat landet tre måneder tidligere. Som bekendt kom Kaj Munk snart til besindelse, talte frygtløst uretten midt imod og gav sit liv i kampen for, at Danmark atter skulle blive frit.
Nedenfor følger indledningen af Riis' svar på min kritik af Kaj Munk, samt mit svar fra i dag in extenso:
"Kære Ipso Facto!
Du må ikke bedømme Kaj Munks holdning til Hitler ud fra Ollerup-talen. Det har Per Stig Møller i sin bog "Munk" - advaret imod over mange sider. Det har Bjarne Nielsen-Brovst i sin bog "Kaj Munk - krigen og mordet" fortalt os var forkert. ..."
Kære Richard Riis!
Nu bilder jeg mig ikke ind, at et komplekst og stærkt troende og følende menneske som Kaj Munk, kan sættes på en simpel formel. Det kan vel intet menneske, når det kommer til stykket.
Når jeg skrev: "Munks kreative fantasi, hans geni og stærke følelser førte ham på åndens vildveje, og her tænker jeg selvfølgelig på hans famøse skamrosning af Adolf Hitler, på et tidspunkt hvor hans eget fædreland var besat af nazistiske tropper", så var det mest ud fra en forundring over, hvorfor Munk i det hele tager siger NOGET SOM HELST om Hitler, første gang han efter besættelsen offentligt forholder sig til landets nye situation.
Eller, hvorfor Munk i det mindste ikke blot omtaler Hitler og nationalsocialismen i NEUTRALE vendinger, hvis det vitterligt, som du hæver, var "censuren han var bange for." Man kunne næsten få den tanke, at Munk gnider salt i sit eget sår, pisker sig selv med sine egne fordums synder i form af blindheden over for det totalitære? Du siger, at han taler med for meget "uld i mund". Jeg vil snarere sige, at han taler med søm i mund, uden at det er nødvendigt, som en moderne flaggellant.
Men lad det nu ligge lidt, for temaet du anslår med den provokerende overskrift: "Det er svært at være en god ateist" inspireret af det foredrag du er ved at forberede om Munks skuespil "Kærlighed", er nok så interessant.
Din beskrivelse af præsten der har mistet troen, og derved måske er blevet ateist, men vælger at holde dette skjult for omgivelserne, inspirerede mig som agnostiker og begrebslogiker til at tænke lidt dybere over det principielle i sagen.
Hvordan kan et menneske vide at det tror? Strengt taget kan det ikke vide det, for viden forudsætter tilstrækkelig begrundelse for, at det man holder for sandt, vitterligt er sandt. En sådan viden har man ikke når det gælder religiøs tro. Der har man netop kun TROEN. Et menneske kan FØLE at det tror, og det kan senere føle, at nu tror det ikke længere. Det er dette paradoks som Dostojevski ironisk forholder sig til i Brødrene Karamasov: "Hvis Stravogin tror, tror han, at han ikke tror, og hvis han ikke tror, tror han ikke, at han ikke tror."
Hvad er da kriteriet eller definitionen på et troende menneske?
Den kristne tyske filosof og jurist Walter Schubart udtrykker det således:
"Religion er det indbyrdes forhold mellem Gud og menneske. Det kan have forskellig form ... Indtræder individet bevidst i dette forhold og deltager samtykkende deri, er det religiøst. Forholdet Gud-menneske er, akkurat som forholdet mellem kønnene en faktisk virkelighed, et socialt realitetsforhold. Asketen kan vende sig bort fra kvinden og ateisten fra Gud, men denne forsagelse gør hverken kvindens eller Guds eksistens problematisk."
Schubart forudsætter Gud som absolut størrelse, der ikke kan diskuteres, men som man kan gøre sig indbyrdes modstridende forestillinger om: "Vi kan tillade enhver diskussion om Gud", siger Schubart, "blot ikke dette: at han ikke eksisterer. Ganske vist lader Gud sig ikke bevise, lige så lidt som han lader sig modbevise. Man må tro på ham, og det betyder: MAN MÅ OPLEVE HAM. Hvor han ikke opleves, nytter intet bevis, og hvor han er blevet oplevet, behøves intet bevis. Hvor der kræves beviser, er der blevet tvivlet; hvor gudsoplevelsen modnes fuldt ud, tier enhver tvivl."
Et troende menneske er altså troende, fordi det oplever noget det kalder "Gud". I Munks 1935-version oplever præsten, at Jesus Kristus taler til ham. Når han bruger disse ord om sin oplevelse, så må han per definition være troende. Eller ville han jo blot kalde det halucinationer eller vrangforestillinger, som en anden ateist. Et menneske kan logisk set ikke være både troende og ikke troende (ateist) til en og samme tid. Det er et enten eller. Man kan være tvivlende, men det er noget andet. Det kan være en svag tro eller det kan være agnosticisme, hvor Gud ikke opleves, men bibeholdes som en abstrakt (udefinerbar) transcendent mulighed for at forklare, at der i det hele taget eksisterer noget og måske findes en slags mening og sammenhæng bag tingene som de fremstår for os.
Troen er selvfølgelig et paradoks for forstanden. For Søren Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv, hævder Kierkegaard.
Men bruddet med rationaliteten er også et brud med objektiviteten, hvilket Kierkegaard accepterede. Han hævdede derfor også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.
Kierkegaard vælger en bestemt modsigelse: at Gud har været menneske? Eftersom valget ikke er rationelt, så åbnes der også for andre valgmuligheder. Brudet med rationaliteten fører ikke nødvendigvis til Kierkegaards tro. Det kan også føre til en anden tro eller til kristendommens forkastelse og hævdelsen af, at det stærke menneske selv skal sætte sine værdier. Det var den vej Nietzsche gik. Og mellem Kierkegaard og Nietzsche synes ingen diskussion mulig. I givet fald skulle den vel dreje sig om, hvis subjektive inderlighed der var størst?
Hermed har jeg gennem rationel analyse fremdraget det vel nok mest forfærdende og uhyggelige aspekt ved den religiøse tro. Den kan tage en hvilken som helst retning og antage forskellige former, når den ikke holdes på plads af fornuften. Og dermed er vi tilbage til ikke blot Kaj Munks blindhed over folkestyret og fascination af despotiet, men til hele kristendommens forfærdende og grusomme historie, på vejen bort fra dens enkle centrale etiske fordring om næstekærlighed.
Som Paulus, Augustin og Luther var også Kaj Munk en dybt splittet og modsigelsesfuld person. Han ville det gode, men kom til at tale det ondes sag, indtil realiteterne og fornuften fik ham til at vågne op og tvang ham tilbage til virkeligheden. Så trådte han i karakter, som humanist og idealist i solidaritet med det folk han var rundet af, og talte smukt og stærkt de ord, som kristendom også kan være.
Problemet er selvfølgelig, at kristendommen som enhver anden religiøs tro kan bruges til hvad som helt, og er blevet brugt til hvad som helst i dens lange brogede historie.
Set udefra, fra min vantro agnostiske position, er kristendommen blot et spejl vi kan bruge til at forstå os selv og vor eksistentielle situation bedre. Først når kristendommen afkobles fra den politiske magt, tvinges den ud i alvorlig selvransagelse og må da udbrede sig som den gjorde i sin første tid, alene ved hjælp af ORDET.
Hvis jeg skulle holde en begravelsesprædiken over kristendommen ville den, med pastor Grosbøll i baghovedet og indledningen til Johannesevangeliet som inspiration lyde:
Af ORD er du kommet. Til ORD skal du blive. Og af ORDET, skal du igen opstå. Amen.
Hilsen
Ipso Facto :whistle:
|
|
|
|
