|
0
registrerede
215
gæster og
34
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Heksejagten er igang.
|
Hej Treram..
Små svenske kirker med stor meddelelsestrang, fra klokkeværker der indtrængende kalder de lydhøre til samling, fordi præsten har noget vigtigt at berette, får mig til at tænke på Per Olov Enquists bog ”Et andet liv”, som han i det fremragende svenske litteraturprogram Babel for nogle år siden fortalte om behovet for at skrive.
Den er opdelt i tre væsentlige faser, afsnit eller tilstedeværelser, der angiver manifeste punkter for begivenheder der skulle forme Pers tanker og skæbne, hvor tilbageblikket på hjemstavnens alvorligt kristne miljø kan opleves som et smil gennem tårer – a propos vand, synes druknende at fylde meget i ham, en grundlæggende angst, lidt som den omfavnende stemning man kan gribes af i miljøer Kerstin Ekman skaber, men altså her i en biografisk form man må formode mange svenske læsere genkender og ser sig i. Ikke mindst de små kirker, der altid beskrives så stemningsmættet at man er tilstede og mærkes.
Faderen dør tidligt i Pers liv, dvs. før Per selv fik sprog, men efterlod ham gennem moderen, der har været lidt af en manipulator, en beskytter af den "kærlige" slags, et par formaninger om at blive en god kristen og så i øvrigt præst. Han har haft lidt at slås med, og historierne leveres med svulstige smukke sprogblomster, der nok ville ha’ fået både degnen til at dryppe lidt på både præsten og moderen, som var lærerinde, til for engang skyld at tabe mælet. Angsten for fortabelsen ligger måske symbolsk i det sorte og umådelig dybe vand i flere af hans bøger, og den voksende og sprudlende fantasi i Per, skyldes måske ikke mindst det lille svenske kirkesamfunds dystre kristendom, hvis eneste udvej for forløsning så blev journalistik og romanforfatter, men til hvilken perlende række af fantastiske fortællinger, som bl.a. denne oprørske biografiske historie, hvor et dybt behov for gensynet med angstens grundfjeld, måske langsomt fortoner sig i det fjerne gennem afarbejdelsens kunst. En lille forsmag, hvis du ku’ tænke dig at læse den (fra s. 110 – 111) kommer her...
”problemet med seksualitet indenfor vækkelsesbevægelsen i Västerbottens kystland var det stærkt herrnhutiske præg. I denne bevægelse havde troen så at sige en seksuel undertekst som var vanskelig at bede væk, selv om man lagde sig i selen. Den sad stemplet ind med et brændejern i de vitale dele af det Västerbotteniske sjæleliv, såvel som i hele kystlandet. Engang i første halvdel af 1700-tallet havde tilfangetagne karoliner fra Västerbotten siddet i fangelejr i Sibirien efter Karl 12.s krig og der truffet tyske herrnhuter. Så var de kommet hjem forankret i Brødremenighedens tankegang.
De var kommet vandrende rundt om Bottenviken.
For engang skyld så det ud til at de store europæiske påvirkninger kom nordfra, i en stor bue praktisk taget fra Nordpolen!, og så sad Zinzendorf der, som et brændejern i de fromme bønders tankegang. Der var fromhed og blodsmystik, med en mærkelig lokkende seksuel undertone.
Der var store modsigelser. Mørk lystenhed, men aldrig noget med at man bagefter ville vedgå det.
Man sang salmerne med klagende, nærmest fortvivlende langsomhed, jordelivet var en stor elendighed, synden en sæk sten. Tempoet var uudholdeligt langt udtrukket som for at minde om Jesu lidelse på korset, men samtidig var det glade endepunkt Jesu sår. Sårende var overhovedet ikke noget smertefuldt, nej de åbnede sig nærmest vaginalt, kløfter til at penetrere, eller i hvert fald hvile i, som omfavnet af fugtige hinder. Her fandtes, fremfor alt, selve kilden til herrnhuternes lystfyldte livsessens: Jesu blod.
Han synes at dette var naturligt og rigtigt og en anelse spændende, men trak ikke linien til dronning Sibyllas bryster; foran disse fristende liderlige toppe faldt syndsbevidstheden ned som en bom. Sammen med de andre i missionshuset og i ungdomsforeningen mumlede han disse bønner frem som praktisk talt dryppede af Jesu varme blod, han hvilede i Jesu sår som i den attråværdige kløft, afsluttede bønnerne med det obligatoriske For blodets skyld, Amen, sang klagende de glade salmer som Vi er Jesu glade søskende, der danser rundt i såret, hans blod er varmt hans kærlighed fyldt af blodets liflige smag. Eller den virkelige spændende fra Sions nya sänger, salme 58: Blod dryppende Immanuel / Bestænk med blod min arme sjæl / Lad mig af denne livsens saft / Erfare en guddommelig kraft. / Omfavn mig på brudgoms vis / Lad mig mit lyksalige Paradis / I dit blod-røde hjerte få / Deri jeg evigt leve må.
Denne svømmen i Offerlammets blod, som slet ikke indebærer død eller smerte eller lidelse, men tværtimod var lifligt helbredende, var i grunden ganske behagelig. Det var det nærmeste han kunne komme livets største hemmelighed.
Guds gave, altså kvindens varme dunkende vagina. Det der var altings mening...”.
----
“præsten var før i tiden min nabo og passede mit hus når jeg rejste til Thailand i længere tid, han kender godt mit ateistiske ståsted”
- Måske han læser Per Olov Enquist i smug, for bare at få lidt blod på tanden, nu han ikke ka’ blive en vaskeægte ateist og bade sig i den rasende syndflod med et tilfreds smil i begge ender - i bedste skærgårdsstil. Ak & ve, hvor må det være hårdt at være en fyrig svensk hyrde, måske særligt helt nordover..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
