|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
443
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Christopher Hitchens død
|
Hanskrist.
Der er ganske meget, du ikke svarer på.
Det vil jeg så indtil videre betragte som indrømmelser 
Du fastholder din påstand om Jesus i ørkenen med ordene:
jo nøjagtig det ved jeg og alle andre kristne i hele verden, for ellers ville det ikke være den Jesus de kristne bekender være Kristus Guds Søn
Derudover inddrager du samtlige kristne i hele verden med den påstand, at de er enige med dig.
Jeg kan ikke lade være at tænke: Hanskrist sætter sandelig ikke "sit lys under en blæselampe"
Og hvad nu, hvis "blæselampen" var Jesus Kristus, fuldt ud menneske og fuldt ud Gud, den anden person i Den hellige Treenighed - ifølge de kristne dogmer?
Er mennesket Jesus i den kristne tro afvisende overfor apofatisk bøn - også under 40 dages faste i ørkenen?
For lige et tydeliggøre begrebet, kopierer jeg her en ret nylig offentliggjort dansk udtalelse om "apofatisk" og "katafatisk":
Den katafatiske vej er den "normale" måde at udtrykke troen på, nemlig i form af bekræftende, positive udsagn om Gud. Udsagnet "Gud er god" er fx. en katafatisk måde at sige noget om Gud på. Ligeså er udsagn som "Gud er kærlighed", "Gud er lys", (og for den sags skyld også det modsatte: "Gud er mørke") osv. Alle disse udsagn siger noget om, hvad vi mener Gud er, ved at tilknytte et prædikat, som udsiger noget om, hvad Gud er.
Med apofatiske udsagn er det modsat. Den slags udsagn er "negative" i den forstand, at de kun udtaler sig om, hvad Gud IKKE er – ud fra den erkendelse, at alt, hvad man siger Gud er, er en begrænsning af Gud, som gør ham til mindre end Gud. Gud er jo hinsidig og kan ikke udtrykkes i dennesidige kategorier uden at blive trukket ned på et menneskeligt plan og derved blive gjort til mindre end sig selv. Derfor siger den apofatiske tradition, som består af en lang række kristne mystikere lige fra Gregor af Nyssa (4. årh.), Dionysios (5.årh.) og op til vor egen tid, mere om hvad Gud ikke er, end hvad han er.
Ifølge denne tradition må mystikeren gennem et åndeligt Guds mørke, eller som en bogtitel fra denne tradition udtrykker det: Uvidenhedens sky. En af de mest radikale var Meister Eckehart (13 årh.), der faktisk blev dømt som kætter (men dog senere er blevet taget til nåde). I følge et af anklagepunkterne skulle han have sagt: "Gud er ikke god."
For en "katafatisk bevidsthed" er et sådant udsagn kættersk, for den katafatiske bevidsthed tænker dualistisk – altså, hvis Gud ikke er god, så må han jo være ond. Det var ikke det Meister Eckhart ville sige med udsagnet, for han sagde også: "Gud er ikke ond." I følge Eckhart kan man kun sige noget sandt om Gud ved at negere et positivt udsagn – ellers gør vi ham til ikke-Gud, til en projektion af vore egne forestillinger om, hvad godhed, kærlighed osv. er.
Vil alle kristne give dig ret, når du slutter dig frem til:
at han bestemt ikke ændrer spirituel praksis pludselig fordi han er i ørkenen, hvorfor det stadig må være samme aktive, maskuline, engagerede kamp for at være i overensstemmelse med sin Gud Faders vilje
Og hvordan kan du vide, at det ikke er denne for mig at se sublime bønsform Jesus går ind i - i sin særlige situation i ørkenen, som "Ånden" (antager Helligånden) har bragt ham i?
Hele denne situation, hvor både første, anden og tredje "person" i Den hellige Treenighed involveres, tror jeg ikke på, at mennesker, ja selv en Hanskrist, skal gramse for meget i, hvis man ellers respekterer kristendommen.
Det gør jeg - især den ortodokse, mindre den lutherske og endnu mindre den romersk katolske.
Og du behøver ikke at mobilisere din enorme næstekærlighed til mig "stakkel", der ifølge dig fortvivlet søger trøst og hvile.
For mig er verden et mirakel, som spontant "føder" min kærlighed til den, og det oplever jeg som lykke 
Arne.
P.S.: Jeg ser, du fortsætter en diskussion om Michael. Det gør du nok bedst med ham - hvis han gider
|
|
|
|
