|
3
registrerede Hanskrist, ABC
,(1 usynlig),
428
gæster og
126
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Jeg har sku mødt Jesus
|
Arne skr.: ”Her er det min fornemmelse, at der nok ikke længere er den store interesse for latterliggørelse af "himmelnisser" o.l. (som der vist ikke rigtig er nogen, der tror på)”.
- Himmelnisser er skam et dækkende udtryk for den latterliggørelse hvormed netop religiøse har forsøgt at forklare verden omkring os. Og det blir immervæk ikke mindre latterligt af at se nutidens troende tolke videnskabelige spørgsmål ind i gamle trosretninger. At enkelte troende føler sig ramt af et så dækkende udtryk (himmelnisser) viser kun, at udtrykket på dækkende vis beskriver deres måde at forholde sig til virkeligheden, nemlig ved hjælp af nisser i himlen/rummet omkring dem.
Et eksempel ses fra Arne her:
Arne skr.: ”Men også du er jo betaget af universets storhed, galakser på kollisionskurs, "Big Bang" o.s.v. - og de mange, mange ubesvarede spørgsmål
Og så er spørgsmålet vel: Er alt det mere spændende end det er skræmmende - eller er det omvendt - for os mennesker - i den korte tid vi er her, hvor vi forsøger at leve en tilværelse?”.
- Spørgsmålet her er jo slet ikke hvad Arne o.a. religiøse troende kan ”føle” (jvf. spændingen, det skræmmende osv.) overfor den viden der skabes om livet og universet m.m. indenfor (natur)videnskaberne, men hvad civilisationen og dvs. mennesker i kulturer, kan bruge den til!
Faktisk er det så galt fat, at den religion der tilsyneladende blot har betaget Arne, stammer fra en periode i menneskets tidlige historie, hvor ingen – heller ikke Demokrit, der endte med at fastslå, at alt bestod af atomer – havde begreb skabt om hvad der foregik. For religionerne stammer nemlig fra menneskehedens angstfyldte barndom, hvor man hylede og skreg, og er derfor et kun barnagtigt forsøg på at dække menneskets umættelige behov for den viden der kræves, for at mennesket kan begå sig i verden (såvel som for velvære, beroligende udsagn samt andre barnlige fornødenheder).
I dag ved selv skolebørn mere om verdensordenen og naturen end de tidlige religionsstiftere gjorde, de navigerer med langt større sikkerhed med tryghed som følge, end tidligere religionsstiftere gjorde med deres livssyn, og man må derfor stille Arne spørgsmålet:
hvad det egentlig er ved hans religion der er så betagende et tilbud, at han med sine sindbilleder fra ikonologi vil kritisere en succesfuld naturvidenskabs arbejde?
Arne vil imidlertid ikke forklare sig, selv om det simple spørgsmål er blevet stillet et utal af gange, hvor han hver gang har værget sig med enten forestillinger om naturvidenskabers begrænsninger eller med henvisning til en ”respekt” for hans tro – dvs. at nogen på forhånd må anerkende indholdet i hans tro, før de kan få et fornuftigt svar på spørgsmålet. Den går naturligvis ikke.
Arne skr.: ”Tør vi se vores uvidenhed og usikkerhed i øjnene?”.
- Dette er faktisk selve grundlaget for bl.a. naturvidenskaber.
Arne skr.: ”Og hvordan vælger vi så at leve?”.
- Spørgsmålet har intet at gøre med naturvidenskab, og det er decideret dumt at blande dette spørgsmål ind i spørgsmål der drejer sig om hvordan naturen virker og fungerer – hvilket er naturvidenskabens arbejde.
M.a.o. kan det ikke nytte, at man anklager naturvidenskaber for ikke at tilfredsstille spørgsmål der slet ikke angår naturvidenskaberne, og det er lige præcis hvad Arne har gjort i utallige indlæg. Det betyder ikke at forskere uanset arbejdsområdet, ikke interesserer sig for spørgsmål af den art!
Hvordan mennesker i kulturer skal leve er et filosofisk spørgsmål som mennesker i enhver samtid og kultur må rette imod sig selv. Her må spørgsmål rettes imod en ønskværdig samfundsudvikling – hvor det næppe vil være praktisk for en civilisation at indrette sin fremtid på et fundament af den uvidenhed der netop skabte angst hos antikke og senere religionsstiftere. Sikkert er det, at sameksistens i kulturer er blevet mere tryg med en større viden om naturen i og udenfor mennesket, og at denne viden med stor sandsynlighed vil fortsætte sin bevægelse langt udover en samtids videnskapacitet. Viden er jo nemlig en selektiv proces, hvor samfundsudviklingen påvirkes indirekte gennem de politiske processer. Og det er bl.a. derfor jeg o.a. SÅ mange gange har spurgt ind til Arnes politiske visioner og forestillinger – men desværre kun er blevet mødt af den selvbegrænsning Arne har sat sig, nemlig, ikke at kunne forestille sig noget bedre for fremtiden end tilbageblik i overnaturlige trosretninger. Derfor har vi i stedet har fået bortforklaringer med henvisning til ikoner der behager en fortid, der åbenbart for Arne selv anses som et trygt verdensbillede. Mennesker idag har imidlertid brug for viden, nøjagtig som tilfældet var da religionsstiftere skabte sig magt i sociale rammer med overnaturlig tro - og dermed skabte angst for livet, døden osv.
Og hvad præcis dette angår, så ville samfundene næppe ha’ set disse kirker der repræsenterede al den overnaturlige tro, hvis ikke netop menneskeheden havde været så bange for mørket, vejret, sol- og måneformørkelser samt andre naturfænomener, der jo i dag er så let forklarlige og derfor ikke indgyder mennesker angst. M.a.o. har også her videnskabers formidling af viden skabt tryghed i sociale rammer – vi ser det i særlig grad indenfor medicinske spørgsmål.
Og menneskeheden havde heller ikke været udsat for den mængde lidelser kirkens folk og religioners fortalere selv skabte, ved netop at opløfte imposante religiøse bygningsværker (inkl. det vi i dag kalder for kunst – tidligere hed de nemlig bare håndværkere) med tvangsbetaling gennem uhyrligt høje tiender og skatter. Det var nemlig i kraft af et fokus på kun disse monumenters udvikling, at samfund i så stor en grad blev berøvet en bedre levefod.
mvh
Simon
|
|
|
|
