|
0
registrerede
283
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN
|
Kære Ransom.
Som én af dem, der for et års tid siden var involveret i en diskussion med Ipso Facto om netop dette problemkompleks, vil jeg gerne her fremkomme med nogle betragtninger. Mine forudsætninger er, at jeg i tiden fra 1987 til 1995 var stationeret i Bruxelles, hvor jeg repræsenterede danske uddannelses- og arbejdsmarkedsinteresser.
Dette bragte mig af og til på kollissionskurs med Fællesskaberne, hvorfor mine gallup-tal i Kommissionen indimellem antog negative værdier. Der var faktisk en periode, hvor en højtstående embedsmand i ét af generaldirektoraterne forbød sine medarbejdere overhovedet at tale med mig.
Dette nævner jeg, fordi Ipso Facto – selv om han er blevet orienteret om det modsatte – har antydet, at jeg har arbejdet i Fællesskabernes regie. Hertil har jeg blot at sige: Tværtimod, når talen er om netop uddannelsepolitikken.
Jeg var samtidig medlem af styrelsen for den europæiske paraplyorganisation (ETUCE) for undervisere, der repræsenterer organisationer af undervisere fra småbørnsniveauet til og med universiteterne. Jeg var tillige placeret i styrelsens forretningsudvalg – Officers’ Group – og var i en periode også vicepræsident for ETUCE.
Årsagen til, at jeg i fjor tog til genmæle over for Ipso Facto var blandt andet følgende, som han skrev på KD-debatforumet 23/08/2007 17:23 efter at have præsenteret Bat Ye’ors Eurabia-teser:
»Da en så vidtrækkende og radikal plan aldrig ville være blevet godkendt af de europæiske befolkninger, der var blevet bildt ind, at EF alene handlede om et økonomisk og handelsmæssigt samarbejde stilendende henimod skabelsen af et frit indre marked, blev den implementeret bag ryggen på befolkningerne, idet eliterne lod hånt om de demokratiske institutioner fællesskabet angiveligt byggede på.
I stedet besluttede de europæiske eliter sig for at samarbejde om at tilrane sig den absolutte magt ved at kortslutte, forvirre og gå uden om, og i sidste instans afskaffe det demokratiske system.« (Citat slut).
Dette blev senere af Ipso Facto præciseret til, at de europæiske stats- og regeringschefer arbejdede efter en hemmelig plan, ifølge hvilken det angiveligt var blevet aftalt med Den arabiske Liga, at de nationale demokratiers grundlove på sigt skulle udskiftes med Koranen og Sharia, samt at der skulle indføres muslimsk præstestyre.
Det er klart, at sådanne postulater virker overraskende på mig, al den stund jeg gennem en årrække har færdedes i det miljø, i hvilket Fællesskabernes politikker er blevet udmøntet, uden at kunne konstatere det mindste i retning af et sådant påstået højforræderi.
Personligt har jeg da oplevet visse ekkoer af projektet Euro-Arab-dialogen. De kom forståeligt nok fra fransk side, hvor venstreorienterede franske lønmodtagerorganisationer medbragte bisiddere fra palæstinensiske organisationer til visse konferencer på europæisk plan. Disse palæstinensere forsøgte oven i købet at få fremlagt resolutionsforslag rettet mod Israel. Der blev dog ingen bukser af det skind.
Jeg tror – men véd det ikke med bestemthed – at konspirationsteorien delvist kan være bygget på det faktum, at De Europæiske Fællesskaber indtog en imødekommende holdning over for den arabiske verden, da man opbyggede systemet omkring Euro-Arab-dialogen.
Sagen var, at initiativet fra europæisk side oprindeligt sigtede mod at etablere handelsaftaler med diverse modkøbsklausuler, hvori oliespørgsmålet var det væsentligste element. Imidlertid ville den arabiske verden ikke deltage, hvis ikke politiske spørgsmål samtidigt blev inddraget. Dette tiltrådte Fællesskaberne, hvilket for eksempel kom til udtryk fra formandskabets side, da Hans-Dietrich Genscher, der på daværende tidspunkt beklædte formandsposten i EF, udtalte den 11. april 1983 ved åbningen af det såkaldte Hamburg-Symposium:
»Den Euro-Arabiske dialog ville bestemt forblive ufuldstændig, hvis den politiske side skulle ignoreres eller ikke blive taget alvorligt. Begge parter i dialogen – begge parter – bør til stadighed erindre sig det fælles memorandum udarbejdet i Cairo i 1975, som er dialogens grundlag. Dette memorandum indeholder følgende formulering: ’Den Euro-Arabiske dialog er resultatet af den almindelige politiske vilje, der stræber mod etableringen af en speciel relation mellem de to grupper’« (Citat slut. Min oversættelse)
Det hører til den lille tabel inden for storpolitik, at en overgribende sammenlutning af stater, der så at sige puljer deres suverænitet for at kunne manifestere sig stærkere i global hensende, nødvendigvis må forholde sig til væsentlige magtkoncentrationer, der territorialt er placeret så at sige på dørtrinet.
Derfor var – og er – det arabiske område interessant for De europæiske Fællesskaber. Og hvis man skal opnå noget positivt, må man forhandle efter ’give and take-princippet’. Gevinsterne ved et positivt forhold til den arabiske verden er til at få øje på. Der er dels muligheden for at konkurrere med USA’s indflydelse i Mellemøsten og dels muligheden for at skabe forsyningssikkerhed på energiområdet.
Dette har en pris, og denne pris har forhandlerne fra arabisk side været intelligente nok til at udnytte ud fra ’give and take-princippet’. Jeg har selv været involveret i processer, hvor aftaler om multikulturele aspekter inden for undervisnings- og uddannelsesområdet er blevet udmøntet.
Dette skete, da jeg i sin tid var formand for et større tværgående udredningsarbejde omkring Teacher Education.. Dette var noget af en Urias post, idet der skulle navigeres konstruktivt mellem yderstandpunkter.
Det ene yderstandpunkt var repræsenteret af organisationer fra Den tyske Forbundsrepublik, der fortsat led af Holocaust-traumet og ikke kunne få det hele gjort multikulturelt nok. Det andet yderstandpunkt var katolske underviserorganisationer, der så med mistro på enhver tendens, der ikke var kristeligt orienteret.
Men det lykkedes at sejle en støt kurs mellem Scylla og Charybdis, og vor afsluttende rapport ’Teacher Education in Europe’ blev vel modtaget af langt de fleste nationale undervisningsministerier. Men naturligvis ikke af alle. Delstaten Baden-Würtemberg ønskede os derhen, hvor peberet gror.
Ovenstående er ment som en redegørelse fra én, der har erfaringer for, hvordan The Euro-Arab Dialogue har sat sine spor i den faktiske politiske proces på europæisk plan. Men herfra er der lysår til forskel fra de hypoteser, som bliver fremsat som partsindlæg fra Bat Ye’or og andre, der har en på forhånd truffet beslutning om, at den arabiske verden ikke skal berøres med en ildtang.
Derfor må hypoteser om højforædderi fra stats- og regeringschefernes side slås i hartkorn med demagogisk disinformation. En sådan disinformation er i deres interesse, som ser med uvilje på en fortsat udvikling af De europæiske Fællesskabers fodfæste i navnlig Central- og Østeuropa. Men hvem, der så går disse interessers ærinde, vil vi nok aldrig få nærmere at vide om.
Ipso Facto har udtrykt det ønske, at diskussionen om disse spørgsmål bliver ført uden ad hominem argumenter. Dette finder jeg acceptabelt, og derfor undlader jeg at gå videre ad det netop antydede tankespor.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
