|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Menneskerettighedserklæringen og børn
|
Kære Kurt og Treram.
Hvor herligt at kunne mødes med jer i det nye debatforum, hvor man kan trække vejret frit uden at blive overvåget af en debatredaktion med skjulte dagsordener. Jeg synes også, at det er et godt emne, som Treram åbner diskussionen med. Dette synes jeg ikke mindst, fordi jeg har en fjern fortid som skolelærer, hvor også faget kristendomskundskab indgik i mit skema.
Allerede før jeg tog min lærereksamen i 1959 havde jeg tabt min kristne tro, men ingenlunde tabt interessen for religion som sådan. Derfor blev min undervisning i kristendomskundskab til ren kundskabsmeddelelse med nøgtern kritisk undersøgelse af dogmatikkens forskellige postulater.
Medens jeg underviste i Midtjylland (1959-1966) fik vi en ny præst. Han var højkirkelig, grænsende til det katolske, og han lagde overordentlig stor vægt på, at han var pastor (hyrde). Heraf fulgte nødvendigvis, at alle andre så var fårene, og de blev behandlet derefter. På et tidspunkt skrev han en artikel i kirkebladet, hvor han på det nærmeste skældte lokalbefolkningen ud for manglende villighed til at gå i kirke og benævnte sine sognebørn som »et stort sovende murmeldyr«.
Dette vakte naturligt nok vrede blandt folk, og det blev også mig for meget. Jeg gennemgik derfor hans artikel i de tre klasser, hvor jeg havde kristendomskundskab, og tog afstand fra den. Dette kom præsten for øre, og han udbad sig en samtale. Han så med betydelig alvor på sagen, og hans argumentation var bygget op over den myndighed på Guds vegne, som præstevielsen havde lagt på hans skuldre. Når han talte, var det jo ikke ham, der talte, men Gud.
Han sagde noget i retning af, at Kirken – med stort K – ikke stiltiende kunne være vidne til, at en lærer misbrugte sin stilling til »at så tvivl i ubefæstede sjæle«. Jeg meddelte ham, at jeg var blevet vred over, at en ca. trediveårig teologisk kandidat kom herud til Midtjylland og slyngede skældsord efter mennesker, hvoraf mange havde levet et brydsomt liv. Et liv, hvor det i 1930-erne og under besættelsen ikke altid var en selvfølgelighed, at børnene kunne spise sig mætte i ordentlig mad.
Men jeg gav ham et tilbud. Han kunne komme til stede i de klasser, hvor jeg havde gennemgået hans artikel. Så ville jeg sige præcist det samme, hvorefter han kunne få tyve minutter til at imødegå mig. Dette ville han tænke over, men nogle dage senere meddelte han, at han ville afstå herfra.
Ovenstående er ment som en kommentar til spørgsmålet om, hvilke muligheder man i lidt ældre tid gav børn for at tage selvstændig stilling i religiøse anliggender. Og dette er vel egentlig et spørgsmål om børnenes rettigheder, som Treram så udmærket har draget frem. Pastorens ytringer kan dybest set tolkes som et ønske om, at enhver kritisk undersøgelse af den kirkelige kristendoms trossætninger – herunder præsteembedets autoritet – skal bandlyses fra omgangen med børn.
Jeg er glad for at kunne sige, at de tider for længst er forbi, når vi taler om tilstanden i den danske folkeskole. Men den trives i bedste velgående i mange trossamfund, hvor navnlig Jehovas vidner dagligt begår åndelig voldtægt mod børnene.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
[size:12][/size][size:12][/color]
|
|
|
|
