|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
470
gæster og
58
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Den retlige afgørelse.
|
Kære debatkolleger.
Vi skal nu se på den form for retlig afgørelse, som vi kalder en dom. Denne er karakteriseret ved at være definitiv. Domstolssystemet er opbygget hierarkisk i tre niveauer: (1) Underret (byret), (2) landsret og (3) højesteret. Endvidere er det fastsat, at en dom kan ankes til en højere instans. Hvis byretten er første instans, kan der ankes til landsretten, og er sagen blevet påbegyndt i landsretten, kan dommen ankes til højesteret.
Der kan i særlige tilfælde gives tredjeinstansbevilling, og i dette tilfælde falder der altså tre hinanden efterfølgende domme i én og samme sag. I så fald er det højesteretsdommen, der er den definitive afgørelse.
Domstolssystemet har sin forfatningsretlige basis i grundloven, der deler den statslige magt i tre dele, og der tales her om den dømmende magt som én af de tre ’magter’.
I statsforfatningsretten er det almindeligt at bruge følgende definition af dette begreb: Den dømmende magt er magten til definitivt at normere retten i et konkret tilfælde ved at henføre kendsgerninger under retsregler.
Lad os vende tilbage til vor efterhånden velkendte person B, der – som vi jo husker – er en gennemsnitskværulant under sygekassegrænsen. Men han har også andre uheldige sider, thi han er også en tyveknægt. En mørk nat får han øje på en særlig fin og dyr cykel, der står i carporten til et parcelhus. Han sparker låsen op og kører hjem på cyklen. Han stiller den i cykelkælderen og betragter herefter cyklen som sin egen.
Efter et par måneders forløb bliver cyklen genkendt, da B fornøjet triller af sted på gaden. B bliver meldt til politiet, bliver forhørt og må tilstå, at han ikke er kommet ærligt til den flotte cykel. Derfor bliver der rejst tiltale imod ham, og det sker efter følgende paragraf i straffeloven:
»§ 276. For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. (…)«
Dette er retsreglen, og spørgsmålet er nu, om de kendsgerninger, som anklageren gør rede for i retten, nu også passer nøjagtigt sammen med de enkelte elementer i retsreglen. Det gør de:
(a) Besidderen af cyklen har ikke givet B lov til at tage cyklen.
(b) B har borttaget cyklen.
(c) En cykel er en rørlig ting.
(d) Cyklen er ikke B’s, og derfor er den i forhold til ham fremmed.
(e) B har været ude på at skaffe sig selv økonomisk vinding ved at slippe for selv at betale for en cykel.
(f) Denne vinding har været uberettiget, idet han ikke har fået cyklen som vederlag for noget andet og heller ikke har fået den som en gave.
(g) B har tilegnet sig cyklen, idet han har stillet den ned i kælderen og betragtet den som sin egen.
Alle kendsgerningerne passer nøje sammen med elementerne i straffelovsreglen, og vi kan derfor sige, at B har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 276, første punktum, som er gengivet ovenfor. Derefter afsiger dommeren en fældende straffedom.
Thi dommeren er repræsentant for statsmagten, og Den dømmende magt er magten til definitivt at normere retten i et konkret tilfælde ved at henføre kendsgerninger under retsregler.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
