|
1
registreret Arne Thomsen
324
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Sæt samfundsnasserne til noget nyttigt.
|
- Du placerer indlæggets motiv i din egen misforståelse, forstod ikke pointen og indlægget.
citat simon
Min kommentar:
jeg har slet ikke kommenteret dit indlæg så vidt jeg husker (hvordan skulle jeg så misforstå den), blot påpeget overfor bjørn at både han selv og du simon i denne tråd taler om andet end samfundsnasserne (læs: "kontanthjælps modtager" i bjørn formiddags kuglestøde blads jagon).
Bjørn anklagede troldene for at være gået væk fra emnet, nemlig kontanthjælpsmodtagerne, jeg påpeger så bare overfor bjørn at både han selv og simon også i denne tråd har bevæget sig væk fra emnet, samfundsnasserne, kontanthjælpsmodtager..
Hvis du mener jeg har kommenteret dit indlæg må du lige vise mig hvor.
du skriver simon:
et kritikforhold som Arne er blevet mødt med i særdeles humoristiske vendinger i adskillige år, og egentlig fordi der hverken er hoved eller hale i overtroen, i modsætning til de videnskabelige beskrivelser, som vi igen i modsætning til mystikken ka’ bruge til noget.
Først lige en anke, hvor jeg ikke er enig med dig, nemlig i følgende:
et kritikforhold som Arne er blevet mødt med i særdeles humoristiske vendinger i adskillige år
min kommentar, ja var det bare så vel, og du forsynder dig også straks i næste sætning og viser der ikke er tale om humoristisk vendinger, men noget helt andet er på færde, hvor du skriver:
fordi der hverken er hoved eller hale i overtroen, i modsætning til de videnskabelige beskrivelser, som vi igen i modsætning til mystikken ka’ bruge til noget.
svært at se hvor humoren er her at finde, og hvis jeg tænker tilbage på hvad du har skrevet til arne og om arne og mig selv, så er der bestemt ikke tale om humor, det er langt fra at være det der er på spil, men lad os nu forsøge at lægge alt det bag os,
Jeg er enig med dig i at arne "måske" (kommer meget an på hvordan man læser ham) blander astrofysiske videnskabelige forhold sammen med vores mystiske eller mythologiske (1)* (se nederst) forhold til verden, universet, eller kosmos (mystiske samhørighedsfølelser universet).
Modsat dig simon mener jeg sørme at vi kan bruge de mystiske samhørigheds forhold universet til noget:
Det mystiske forhold til universet (1)* kan være af afgørende betydning for vores sundhed, fysiske og mentale og har at gøre med at hjernen har brug for at overskride, eller ophæve subjekt objekt betragtningerne (Hegels ophæve, på et niveau over, uden at ødelægge strukturen under) og dichotomien eller splittelsen ((lateraliseringen) lig med syndefaldet hos Berdyaev, Tillich mmfl), hvilket er en kendt sag indenfor neurovidenskab, og i den sammenhæng spiller hjernebjælken en seriøs rolle, som formidleren af kommunikationen de to hjernehalvdele imellem. Selvfølgelig også derfor Einstein læser Blavatsky's "Den Hemmelige lære" med så stor interesse og i Boston af og til frekventerede Christian Science's læsesal for at studere deres lære (grundlæggeren Mary Baker Eddy var igennem en retssag hvor hun blev anklaget for at have plagieret Hegel, men hun blev frikendt (og hvor tæt Spinoza og Hegel på mange måder er på hinanden er en kendt sag; så forståeligt nok at Einstein der om noget var fascineret af Spinoza også formår at finde noget i Christian Science der minder så meget om Hegels filosofi).
Einstein er selv inde på at da ingen mennesker vil kunne beherske den samlede videnskab de områder vi interesser os for, i hans tilfælde den fysiske, da er det nødvendig at vi bruger vores forstillingsevne, imagination, også: ”Imagination is more important than knowledge." (Albert Einstein). Og det har jo intet at gøre med at Einstein er videnskabsfjendsk eller kunne finde på at lancere nye teorier der ikke tar hensyn til den viden vi har i øjeblikket og bygge videre på og revidere derfra.
Men alt i alt, er det jo også min anke imod arne, at jeg finder at astrofysiske videnskabelige forhold blandes med religiøse, mythologiske eller mystiske måder at forholde sig til universet på, eller verden, eller verdens umiddelbare påtrængende ER-hed. Men den diskurs Edgar Morin omtaler (se her nederst (1)*), kan ikke diskvalificeres af nok så meget videnskab og videnskabelighed (2)*, den vil altid være der for os, grundet at vi kan overskride, ophæve subjekt objekt splittelsen (det Tillich behandler under begrebet den ekstatiske fornuft), og tilsyneladende ser hjernebjælken her ud til at spille en rolle sammen med endorfinske neurotrasmitter substans forhold.
(2)*:
De store rationalistiske og endda videnskabelige grunddoktriner (fx determinisme, materialisme og formalisme) bliver til Mester-Ord, der i sig fortætter al Mening og Sandhed. Herved opnår man en magisk tilegnelse af det Virkelige og bliver indehaver af det højeste Ords mytologiske Dyder. Selve Fornuften og Videnskaben bliver myter eftersom de bliver højere Enheder, der påtager sig Menneskehedens Frelse. Morin.
Du skriver simon:
I hvilken forbindelse hun fik en grundforklaring på det man kalder eksistentialismen – som for lige at rette endnu en misforståelse fra dig, har reference til Sartre, ja Kierkegaard og antik græsk filosofi, men ikke til Dawkins! –,
for lige at rette endnu en misforståelse fra dig, har reference til Sartre, ja Kierkegaard og antik græsk filosofi, men ikke til Dawkins! –,
Jeg aner ikke hvad du refererer til, men om du kan finde den tekst jeg går ud fra jeg har skrevet som du refererer til, må du meget gerne det simon.
Og jeg er enig med dig i at arne har en meget speciel forståelse af eksistentialisme og hvad det dækker over, men det har jeg jo haft mine mange mange indlæg med arne om.
mvh HansKrist.
(1)*:
Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.
|
|
|
|
