|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
353
gæster og
36
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Thomas.
He he, ja det ville da være dejligt at komme til vegatarmiddag med dig. Nu må vi se. Jeg skal til København i løbet af sommeren, og så kunne det da være smukt at kunne mødes og gi den gas sammen. 
Det jeg tænker på i forhold til det med angreb, uretfærdighed og sårethed, er, at der altid er skyld og fordømmelse blandet ind i denne opfattelse. Der er altid nogen som bliver set som de skyldige i andres smerte eller lidelse. Og med sådan en opfattelse vil sindet altid være splittet. Og så længe sindet er splittet, så vil det ikke kunne være fuldt ud kærligt og fredeligt.
Den pige du ser lider og føler smerte, er blot en afspejling af den smerte du selv føler i dit ubevidste sind. Og lidelse er altid forbundet med skyldfølelsen over den synd sindet tror det har begået overfor Gud. Du ser så nogen som lider, og den skyldfølelse som i dit sind er forbundet med lidelse, den projiceres som ud på et eller andet objekt som identificeres som årsag til lidelsen. Du har så sikkert medfølelse med den pige du ser lide, og føler måske du gerne vil hjælpe hende ud af hendes smerte, men på en måde føler du dig sikkert magtesløs, fordi uanset hvad du så end gør for denne pige på det fysiske plan, så vil hun stadig lide indtil du befrier hende fra den lidelse som er i dit eget ubevidste sind. Og uanset hvad du gør for at gøre denne verden til et bedre sted, så vil du blive ved med at rende ind i det samme problem så længe du ikke har befriet dit eget sind fra lidelse og smerte(skyldfølelse).
Mange mennesker bliver enormt frustreret over de ikke kan rede verden. Deres hensigt er god nok, men de forstår blot ikke, at det er deres eget sind som har brug for at blive helbredt.
Hvis du forstår at kærlighed er det som helbreder, så vil du også kunne se kærligt på alt. Men det kan du ikke så længe dit sind er splittet. Hvis du ser nogen som et offer, så vil du automatisk se nogen eller noget andet som skyldigt. Dit sind vil så være i en splittelse imellem skyld(frygt) og kærlighed. Når du så ser nogen eller noget som et offer(eller dig selv), så har du i dit sind valgt frygten og ikke kærligheden. I virkeligheden vælger du ubevidst imellem kærlighed og frygt i dit sind, og ser så dit valg i form af det du opfatter i verden.
Sindet tror ubevidst det er en krop og fornægter så sin åndelighed. Så ser det ud som om du er i en krop, og du ser så kroppens illusoriske verden, og Gud(Ånden) ser du ikke længere.
Du skriver:
"Det er ikke en "bestemt tro", der afføder vrede og sårethed. Små børn, som er aldeles ikke-troende, kan også blive såret. Sårethed er en helt almindelig ting, Jan. Ikke noget som fremkaldes af en bestemt tro. Det er meget jordnært at have følelser. Det har vi, fra vi er helt små. Det kræver ikke "forkerte tanker" eller "visse forestillinger" at kunne blive såret. Og her opponerer jeg kraftigt mod ekim, fordi det virker som en form for suggestion af visse "forestillinger", der skal lægge låg på helt almindelige og menneskelige tilstande. Men jeg kalder dig da ikke et "svin/klam/uren", gør jeg"
For mig handler det om at befri mit sind for alt det som ikke er kærligt og fredeligt. Det gør jeg kun ved IKKE at længe låg på det du kalder menneskelige tilstande. Det gør jeg kun ved at bevidstgøre mig om ÅRSAGEN til mine følelser af vrede, sårethed, skyld, afmagt, frygt, sorg, utilstrækkelighed osv osv. Men den opfattelse vi mennesker for det meste har om disse følelser er, at ÅRSAGEN ikke kommer fra vores eget sind, men kommer fra noget udenfor i den verden vi opfatter. Det vil sige hvis vi gerne vil frigøre os fra f.eks en følelse af vrede, så må vi finde det ude i verden vi identificere som årsagen. Det kunne være jeg indentificerede dig som årsag til min vrede fordi du havde behandlet mig uretfærdig. Og løsningen måtte så være, at jeg skulle prøve på en eller anden måde at ændre på dig. Når jeg så har ændret på dig, og det virker som om vreden er forsvundet, så skulle jeg være fri af vreden. Men det er jeg bare ikke, for jeg bliver vred igen når jeg f.eks ser at nogen andre bliver uretfærdigbehandlet. F.eks det du selv skriver:
"Mine tanker går til dem, der bliver kastet for løverne, kastet under tortur, holdes i umenneskeligt fattigdom, voldtaget, pint og plaget. Jo, uretfærdighed og ondskab findes"
Så forsøger jeg at bekæmpe den ondskab jeg ser i verden med den hensigt, at ville hjælpe dem som er ofre for denne ondskab. Men min vrede forsvinder ikke. Min smerte i mit indre forsvinder ikke. Min følelse af sårethed forsvinder ikke. Min følelse af utilstrækkelighed forsvinder ikke.
Hvis ikke det jeg oplever følelsesmæssigt fremkaldes af noget inde i mit sind, hvor skulle det så komme fra? Og hvis svaret er noget udenfor mig selv, altså noget som bliver påført mig, så er jeg i sandheden magtesløs. Og så ville jeg aldrig have nogen chance for at frigøre mig fra følelser som tynger mig. Det bedste jeg ville kunne gøre ville være, at fortrænge og projicere, men det ville ikke ændre på noget.
Ofte er vi mennesker bange for at kigge indad, og se på hvad det egentligt er vi føler. Og vi er ofte ikke bevidste om hvad vi egentligt tænker og føler. Hvad tror du grunden er til at mennesket er så optaget af det ydre? Er det ydre ikke blot noget vi bruger til at flytte opmærksomheden væk fra det vi føler i vores indre?
Har du aldrig oplevet at du har registreret, at noget du før blev bange for, faktisk ikke gjorde dig bange når du igen tænke på det eller så det?
Og jo, jeg oplever at vores følelser har meget med tro at gøre.
Den lille pige som ligger og sover i sengen og har mareridt, drømmer om trolde og vågner op fyldt med angst. Du beroliger hende og fortæller at trolde ikke er virkelige og, at der derfor ikke er noget at være bange for. Når hun så erkender at trolde ikke er virkelige, og at der ikke er noget at være bange for, så mister hun troen på at trolde er virkelige og kan gøre hende ondt. Hvis hun ikke tror på at der er noget som kan gøre hende ondt, så fortolker hun også hendes drømme helt anderledes, og hun vil ikke føle sig bange hvis et billede af en trold igen skulle vise sig.
EKIM skelner ikke imellem det vi kalder drøm og virkelighed. Når vi ligger og drømmer om natten, så reagere vi ligesom om det vi drømmer er virkeligt. Vi bliver bange, vores hjerte pumper derud af, vi sveder, vi ryster, vi bliver vrede, vi føler os uretfærdigbehandlet, vi bliver kede af det osv osv.
Det vi ser i drømmen er blot symboler på det vi tror på i vores sind, og vi fortolker så de symboler så de giver mening for os i forhold til det vi tror på. Når vi drømmer er vi ubevidste om at det er en drøm, og derfor reagere vi på drømmen som om den er virkelig. Vi er ubevidste om de tanker og følelser(sindet) som producere eller projicere drømmen.
I vores dagsbevidsthed er vores sind stortset også ubevidst. Det er de færreste mennesker som er opmærksom på hvad der sker i deres sind.
Går du en tur i skoven en mørk nat, og du hører en lyd som gør dig bange, hvor ved du så der er noget at være bange for? Det er ikke en kendsgerning det du reagere på, men noget du tror på du reagere på. Det er dit ubevidste sind som fortæller dig der er noget at blive bange for, fordi det fortolker lyden udfra noget det associere med en trussel. Men det er baseret på noget dit ubevidste sind tror på. Og det er baseret på identifikation med kroppen, og sindet vil så gøre alt for at forsvare det det indentificere sig med.
Men det skal huskes at sindet er metafysisk, og det er det jeg tror på Jesus forstod og lærte fra sig. Det er mentalt vi skal være forsvarsløs, for så viser vi der ikke virkelig er noget at være bange for, og på den måde udtrykker vi kærlighed og ikke frygt. Jesus var bare et lidt ekstremt eksempel, og forsvarede sig hverken mentalt eller fysisk.
Jeg siger ikke vi ikke skal hjælpe andre mennesker på det fysiske plan, men at det er en god ide at se om det er kærlighed som motivere en, eller om det er frygt.
Hvis vi fortolker udfra en følelse af kærlighed, så dømmer vi ikke nogen som værende hverken offer eller bøddel. Så ser vi blot et råb på kærlighed, og det er så det vi føler uden nogen følelse af fordømmelse eller vrede.
Men det kræver meget træning af vores sind før vi har integreret en fortolkning eller opfattelse som udelukkende kan se kærligt og fredeligt på verden.
Og hvis vi endelig skulle dømme noget retfærdigt, så skulle det være at dømme alt ens. Ellers ville det ikke være retfærdigt.
Ville det være retfærdig at dømme dig f.eks, uden at kunne se alt hvad der skete i dit sind? Uanset hvad det så så udtil du havde gjort, så ville det ikke være retfærdigt at dømme dig uden at have indsigt i hvad du tror på, hvad du føler, hvad du tænker, hvad dine overvisninger er osv osv. Det ville være uretfærdig at dømme dig som ond, uanset hvad det så end så udtil du måtte have gjort på det fysiske plan. Og derfor siger jeg, at hvis der er ondskab i verden, så må der også være en dyb indsigt i hvad verden afspejler. Så må der være en dyb indsigt i menneskets sind og dets forsvarsmekanismer.
Det er for nemt blot at sige der er masser af ondskab i verden uden at have nogen dybere indsigt i menneskets sind.
Hvis du har afdækket dit eget sinds labyrinter, og har opnået en fuld erkendelse og forståelse af dit sind, så vil jeg tro du ikke blot sagde, at der er masser af ondskab i verden, og at det ville være retfærdig at dømme nogen som helst.
Nå kære Thomas, jeg skal til at have mig noget at spise. Tak fordi du er så imødekommende og venlig.
Kærligst Jan.
Ps. Glæder mig til at spise noget vegatar mad med dig i København.
|
|
|
|
