|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
434
gæster og
158
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Thomas.
Sikke et følelsesladet indlæg du her har skrevet, Thomas. Det må jeg virkelige sige er meget meget flot. Og jo, jeg tror godt jeg forstår dig, de følelser du giver udtryk for, og de tanker du beskriver.
Jeg synes selv at opleve meget af det du beskriver. Da jeg startede på religion.dk, der havde jeg en oplevelse af, at jeg havde fundet sandheden igennem mit møde med EKIM. Jeg gjorde lidt det samme som dig, altså citerede fra en bog(i mit tilfælde EKIM), og uanset om jeg ville være ved det eller ej, så var min hensigt faktisk at overbevise andre om noget.
Men jeg var bare så enormt begejstret for det som stod i EKIM, og den sandhed jeg troede på var i EKIM, den ville jeg dele med andre. Men der hvor kæden hoppede af for mig - og gør det stadig - var at jeg ville overbevise andre om noget, hvilket jeg kunne erkende ved at se på min reaktion når nogen talte mig imod. Der blev også skrevet alt muligt til mig som jeg umiddelbart også følte mig såret over. Umiddelbart tænke jeg, at det er da ikke rimeligt, at jeg skal behandles på den måde, når det er jeg blot ønsker at vise andre dette kærlige og fredelige budskab jeg havde fundet i EKIM.
I min bevidsthed havde jeg en ide om, at formålet med at skrive på debatten også var, at jeg ville se på min måde at reagere på overfor andre mennesker med en anden opfattelse end jeg. Jeg ville bruge det til selv-erkendelse. Når jeg havde/har det godt med mig selv og jeg er hurtig til at give slip på hvad end der nu måtte komme frem af såret følelser, og erkende at jeg altid selv er årsag og ansvarlig for hvad end jeg nu oplever følelsesmæssigt, så kører det bare for mig.
Jeg kan sagtens genkende det du skriver, Thomas. Min erkendelse er blot den, at jeg ofte ubevidst antager en offer-rolle, og på den måde retfærdiggøre jeg de sårede følelser jeg nu end måtte have i mit sind. Og jeg tror så på at årsagen til min sårethed eller smerte kommer sig af noget som bliver gjort imod mig, og ikke fra noget jeg i virkeligheden gør imod mig selv.
Hvis jeg følger det Jesus siger med hensyn til at vende den anden kind til, men ikke forstår hvad det i virkeligheden er han mener, så ophober der sig bare en enorm vrede inde i mig, og på et tidspunkt vil der være noget som bare tricker denne vrede, og så er det pludselig mig som er bøddel og ikke offer.
Men hvis jeg forstår hvad der menes med at vende den anden kind til, og hvad Jesus begrunder dette udsagn med, så vil det befri mig fra vrede, frygt og skyld. Som jeg forstår det, og som jeg ofte har skrevet, så kommer vores følelser af sårethed og vrede fra vores måde at fortolke på. Hvis du vender den anden kind til og stadig fortolker det som om du bliver angrebet, uretfærdigbehandlet, såret osv, så vil det fremme vreden i sindet. Og i første omgang føler man sig måske såret og uretfærdigbehandlet, men vreden vil ligge på lur og se sin chance for at kunne gå til modangreb.
Det ubevidste sind fortolker alt hvad vi ser, og vi reagere i virkeligheden aldrig på noget som er udenfor os selv, men altid på det vores sind tror på, og vi retfærdiggøre så denne tro igennem vores fortolkninger.
Hvis du tror på du har syndet eller andre har syndet, så vil dit ubevidste sind også fortolke det som om der er sket et angreb. Og angreb eller synd hænger sammen med skyld og frygten for straf. Og uanset hvordan du end vender og drejer sindets forsvarsmekanismer, så fortolker sindet altid vreden som en retfærdig reaktion når det opfatter et angreb. Og i virkeligheden så er opfattelsen af angreb en projektion af ubevidst skyldfølelse som kommer af troen på at der er blevet begået en synd. Der skal jo være nogen eller noget som er skyldig i de sårede følelser som sindet oplever, hvis ikke sindet selv er årsag.
Så vender du den anden kind til og stadig tror på du er blevet angrebet, så vil du ikke slippe af med dine sårede følelser. Og forstår du ikke hvor dine sårede følelser eller din opfattelse af at være blevet uretfærdigbehandlet eller forfulgt kommer fra, så vil du sikkert blive ved med at møde det samme om og om igen, indtil du forstår hvad det er som producere dine følelser af sårethed.
Det vi bevidst/ubevidst tror på, det er en selvopfyldende profeti. Så tror du f.eks på, at du kan blive forfulgt, så vil det også være det verden vil afspejle for dig. Det er det jeg mener med fortolkninger. Du fortolker verden således at det passer ind i det dit sind tror på.
Jeg tror ikke på at Jesus oplevede han blev forfulgt, angrebet eller uretfærdigbehandlet. Der skal være en splittelse, adskillelse i sindet for at sindet kan opleve det bliver angrebet. Udfra en følelse af helhed eller eenhed, der giver det bare overhovedet ingen mening at fortolke noget som værende adskilt.
Hvis jeg virkelig mener jeg vil følge Jesus, så må jeg også først forstå hvad det virkelig er han siger. Nogle af de beskrivelser af Jesus som er i Biblen, de giver slet ingen mening overhovedet for mig. Nogle af beskrivelserne får det til at lyde som om Jesus bliver fornærmet eller vred. Og den gud som er i Biblen virker også dømmende. Hvis Jesus f.eks blev vred, så er han faktisk den største hykler af alle. Og hvis Gud dømmer, så er Gud også den største hykler af alle. For hvorfor skal vi lærer ikke at dømme? Hvorfor skal vi ikke blive vrede på vores brødre?
Det er klart, at hvis man tror på en gud som dømmer, så bliver man selvfølgelig også selv ved med at dømme. Det er også klart, at hvis man tror på at Jesus fortolkede angreb som virkeligt, så er det klart man holder fast i denne fortolkning.
Jeg havde den opfattelse af dig Thomas, at du virkelig forstår det Jesus taler om, og derfor godt kunne klare dig selv. Altså at du med den forståelse du har af Jesu budskab godt kunne håndtere de følelser og tanker som nu måtte dukke op i dit møde med andre mennesker her på debatten.
Som jeg skrev først i dette svar, så har jeg været igennem meget af det samme som dig. Og selvom jeg stadig oplever følelser af vrede og sårethed, så synes jeg, at jeg er god til at erkende jeg selv er ansvarlig for det jeg oplever følelesmæssigt. Jeg ved godt jeg stadig ubevidst projicere, men jeg bliver bedre og bedre til at erkende, og så arbejder jeg meget målrettet med at få givet slip. Alt det der med at bebrejde andre for min følelse af sårethed, og blive fornærmet, det prøver jeg virkelig på at gi slip på. For jeg kan godt se det bliver til noget barnligt fnidder fnadder hvis jeg begynder at skære ud i pap hvad andre skulle have gjort imod mig eller ikke have gjort for mig.
Jeg tror på du sagtens selv kan klare dig, kære Thomas.
Og igen, så forstår jeg dig godt hvis jeg ser det udfra troen på, at det er andre mennesker som er årsag til ens sårede følelser. Og så forstår jeg godt du føler dig uretfærdigbehandlet og forfulgt. Og så forstår jeg også godt du føler dig som et offer.
Men Thomas, hvis nu ikke andre mennesker forfulgte dig og behandlede dig uretfærdigt, så ville det du tolker som noget Jesus skulle have sagt jo ikke gå i opfyldelse. Så der er vel ingen grund til at beklage sig?
Grunden til at jeg skriver dette indlæg og skrev til dig tidligere, er, at jeg tildels som jeg har været inde på, bruger det som en form for selverkendelse, og, at det virker som om dig og Protestanten mener at vi andre absolut skal bifalde eller acceptere den forståelse eller opfattelse i har af det i kalder Guds ord og Jesu ord.
Som du kan læse har jeg en anden opfattelse og forståelse. Og ja, meget af det du citere det drejer sig om uselviskhed og kærlighed. Men det hjælper ikke noget at ville være usselvisk og praktisere kærlighed hvis man stadig fortolker udfra troen på noget som afføder vrede og sårethed. Og ikke mindst holder fast i en opfattelse af at være blevet uretfærdigbehandet, og fremhæver alt den smerte andre skulle have påført en.
Og igen, så ved jeg godt jeg har meget at lære endnu. Men jeg synes jeg er god til at erkende det ikke er andre mennesker som er årsag til mine sårede følelser.
Det er ikke andre vi skal tilgive, men vores egen misfortolkninger og misopfattelser af andre vi skal tilgive. Hvis det var sandt det vi opfattede(som f.eks at andre angreb os og sårede os), så er det sandheden vi tilgiver, og det ville være meget ulogisk og meningsløst. Det er illusioner som har brug for at blive tilgivet, for på den måde at ophæve dem i vores sind.
Det er det jeg forstår ved Jesu budskab.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
