|
0
registrerede
416
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Jan,
Det kommer an på, hvad du mener med "ikke samme forståelse" og "rumme". Jesu ord vidner om kærligheden, uselviskheden, tjenergerningen, barmhjertighed, afkald på materielle goder til fordel for at samle skatte i Himlen...
Hvis din forståelse ikke handler om uselviskhed og ikke handler om at elske sine medmennesker, så kan jeg ikke rumme din forståelse, men jeg kan stadig ønske for dig, at du finder ind til Ånden i Jesus-ordene. Jeg kan stadig ønske dig det bedste, så længe dette er i Gud.
Kan du svare mig på følgende, Jan: Selv om flere af jer her og på den anden debat har påstået at være mine venner, så har ikke én af jer forsvaret mig, når den uret, som I har været vidne til, er begået mod mig. Ord som "ond", "uren", "bundløst had", "hykler", "satan", "klam", "til grin", "latterlig", "uden for pædagogisk rækkevidde", og jeg ved snart ikke hvad, har regnet ned over mig dagligt fra flere, der har stimlet sammen. Hvorfor er det vigtigere for jer, der kalder sig mine venner, at gå i clinch med mig, når I føler jeg strejfet på troen (når jeg vidner om, at Jesus taler om den fuldkomne kærlighed), når I dog blot én enkelt gang har kunnet sige: "Nu er det nok!" til dem, der - for at sige det på moderne dansk - sviner mig til dagligt. Jeg har da flere gange forsvaret jer (altså ikke kun jer der kalder sig "ven") - selv de af jer som så åbenlyst har lagt en hadfuld afstand til mig ved at kalde mig alt muligt grimt, har jeg valgt at forsvare, når uretten er begået mod jer. (Nu har vi kontakten over nettet, og her ser jeg ikke, at folk stimler sammen og overfalder jer på daglig basis, men hvis det en sjælden gang er sket, så har jeg været der, og også har jeg forsvaret jeres indlæg, hvis jeg mener, at der har stået noget godt).
Kan du svare mig på det?
Jan, helt ærligt mand, hvordan tror du, at det er at blive slået ring om og så ellers bare skulle have tudet ørerne fulde af den slags personlige angreb dag efter dag? Kan du slet ikke leve dig ind i det, når du dog sagtens kan leve dig ind i din eget 'ramthed' og gerne vil gå i clinch med mig, når jeg glæder mig over, at der er bare én anden på alle disse år, som også elsker ordene af Jesus? Du kender til det at være såret. Du burde da kunne se, at det er for meget, at jeg skal kaldes alle disse ting på daglig basis?! Men du ser det ligesom ikke - i stedet bliver det til lidt hyggechat med mine forfølgere... men hvis jeg så skriver et indlæg, så kan du pludselig stille et forsvar op - for dig selv.
På sin vis ærgrer det mig lidt, at jeg spørger dig (og hvem der ellers hører), for jeg regner ikke med et direkte svar, og jeg ved også, at andre, der har brugt Jesu ord, får nøjagtigt samme omgang. Men jeg håber, at mit spørgsmål kan krybe under huden på jer - for helt ærligt: Jeg synes, at det er dybt unfair. (Hvis du blev kaldt alt det, som jeg er blevet kaldt, Jan, så havde jeg været der som et søm og forsvaret dig - så var jeg ikke først og fremmest gået i clinch med en af dine forståelser, blot fordi den var anderledes end min).
Sidst svarede du mig, at du ikke tager parti/vælger side. Men det er da heller ikke et spørgsmål om at vælge side, men at sige fra over for de eder og forbandelser, der regner ned over et menneske. Hvis du kan føle dig "såret" eller på anden måde ramt på din tro, når jeg roser protestanten for at bruge Guds ord i sit indlæg, hvorfor kan du så ikke leve dig ind i den smerte, som jeg skal gennemgå dagligt ved at være en total "outcast"? Og dog ved jeg, at jeg også skal være salig herfor. Hvis jeg skriver om alt muligt andet end min kerne: "Vi skal holde fast i Jesu ord", så kan folk klappe mig på skulderen. I det mindste vrænger de ikke ad mig. Men så snart jeg holder fast i, at vi skal drikke af Jesu mund, så er den gal igen. Og dog er dette forudsagt - også så lige præcist som det sker for øjnene af jer.
På samme vis er det, når jeg stiller jer et spørgsmål. I hagler mig igennem med spørgsmål, selv om I ved, at jeg ikke rokker mig en tøddel. Jeg står uendeligt fast på, at Jesus vidner om den fuldkomne uselviskhed, og at vi oplever kærligheden ved at give den til vores medmennesker. Jeg holder fast i de ord, der står i nye testamente, når han fortæller, at vi skal handle på hans ord, hvis vi vil bygge hus på solid grund. Det er som om, at det irriterer jer nådesløst, hver gang jeg "argumenterer" for den kærlighed, som vi skal rette udad mod vores medmennesker, og ikke kun dvæle ved den kærlighed, som gives os.
Så regner det med angreb, og jeg skal kaldes en, der har et "bundløst had". Hvis jeg beder vedkommende om at retfærdiggøre hans angreb, så kommer der et nyt: "Det er fordi, du er en hykler". Og hvis jeg beder dette retfærdiggjort, så kommer et nyt: "Du er ond og uren". Forbandelserne og latterliggørelsen bliver 'stakket' og 'bunket' på mit hoved. Men jeg tror ikke, at det er mig, der i sidste ende skal føle vægten af dem. Det er den, der taler ordene, der i sidste ende må stå til regnskab.
Det er heller ikke 'rart' (for egoet) at skulle "ydmyge" sig til at stille sådan et spørgsmål til dig, Jan, mens de, der dagligt forbander mig, sidder med på sidelinien og ser mig stille det. Men nu er det gjort. Det er vigtigt at kunne ydmyge sig. Så længe det er egoet - og ikke sjælen - der går en flig af! På sigt skænker dette fred. En fred som jeg håber, at andre også må få.
Jeg kom i tanke om, at det på sin vis er helt fint at kunne sige, som jeg gjorde, da jeg i går læste om Jesus, der vaskede sine disciples fødder. At tænke sig: Disciplene lå i strid med hinanden om, hvem der var først og størst, og hvad gør Jesus? HAN ydmyger sig til at vaske deres fødder. Han gav dem et eksempel.
Jeg håber, at dette også må være et eksempel for dig og andre, som kan bære det. Et eksempel på det at blotte sig. Du ser mig blotte mig denne gang, bede om din hjælp og din forståelse. Jeg beder om din medfølelse, der rækker længere end til: "Det skal du ikke tage dig af, Thomas, for i virkeligheden findes denne verden og negative følelser slet ikke" (når du dog sagtens selv kan føle dig såret og gå i brechen for dig selv). For vores ego er ikke det største i dette liv. Det er vores sjæl - og dens føde til evigt liv er kærlighed og ydmyghed.
Og Jan, endnu en ting. Hvis du virkelig mener det, så gå i clinch med, hvad jeg har spurgt dig om. Spis mig ikke af med nogle rosende ord, der slet ikke går i dybden. Jeg vil ikke have din smiger, men din forståelse.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
