|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
187
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Thomas.
Det jeg hentyder til er det du skrev til Protestanten. Og jeg fortolker det således, at det i forkynder er Guds ord eller Jesu ord, og dem som ikke er enige i dette, eller har den samme forståelse af det i mener at forstå, de udviser en ligegyldighed overfor Guds ord eller Jesu ord. Og hvis man så kommer med et eksempel fra ens eget liv baseret på ens forståelse af hvad Jesu budskab er, så beskriver du det som værende at tale Jesus lodret imod. Det er blot det som for mig virker som om, at i har forstået det hele, og de som måske har en anden oplevelse eller forståelse, de er ligesom imod jer, eller imod det i kalder Guds ord.
Jeg tænker bare, at hvis dette udsagn skulle gøre sig gældende:
"Lad de som har ører hører"
Eller som du selv skriver:
"Lyt med hjertet; hvis du kan høre ånden i ordene, er den en del af dig"
Så var der måske ingen grund til at gøre andet end at citere det man nu mener er Guds ord, og så ikke gå ind i hvad andre nu mener om en, eller om de nu vil tage imod de ord som menes at være Guds ord.
Og jeg tænker også, at hvis man virkelig lytter med hjertet uanset om det er Ole, Kurt, Bente eller Pia som taler/skriver til een, så vil man heller ikke se at der er nogen som anklager en, men at der i virkeligheden er et råb på kærlighed, forståelse og trøst. Så vil man ikke se at der er nogen som taler een imod, men at der er nogen som i virkeligheden beder om at blive set i det lys som de måske ikke selv kan finde i deres indre.
Som jeg oplever det, så sker der det når jeg lytter med hjertet, at jeg overhovedet ikke kan se fejl hos andre. Så er de smukke og fuldkommen elskelige uanset hvad mit ego så end ville overbevise mig om. Når jeg lytter med hjertet, så tager jeg intet personligt, og det er fuldstændig ligegyldigt hvilke ideer andre så end måtte have om mig, for det er kun egoet det personlige selv som tager sig selv højtideligt og føler sig anklaget, forfulgt, uretfærdigbehandlet osv. Og så bliver egoet fornærmet og begynder at pensle det ud som det føler er blevet gjort imod det, og fastholder så sindet i en følelse af at være blevet forfulgt eller uretfærdigbehandlet. Og på et tidspunkt hvis ikke sindet forstår, at det må gi slip for at finde fred og kærlighed, så springer ballonen, og så er der byttet om på offer og bøddel skuespillet.
Det du skriver til protestanten lyder for mig meget som om det lidt går ud på at retfærdiggøre sårede følelser, og antage en offer-rolle, frem for blot at formidle det man nu har på hjertet og så gå videre?
Jeg ønsker at tro på det ikke gælder om at vælge side, eller om at gå i rette med nogen.
Grunden til at jeg skrev det jeg skrev, var, at jeg tolkede det du skrev til protestanten som værende et udtryk for, at det jeg skrev til Protestanten var imod Guds ord, selvom jeg følte at det virkelig kom fra mit hjerte. At jeg måske ikke har den samme opfattelse eller forståelse af det du kalder Guds ord eller Jesu ord, det behøves vel ikke mene, at jeg taler imod Guds ord eller Jesu ord, og derfor også skulle være imod dig?
Hvis det er ånden bag ordet som er det vigtige, så er det vel heller ikke så vigtigt om andre mennesker nu har den samme opfattelse eller forståelse af hvad der skulle være Guds ord eller Jesu ord? Og om andre mennesker taler Guds ord eller Jesu ord, det kan vel kun være op til Ånden at dømme? Og hvis Ånden er kærlighed, og man lader Ånden dømme, så tror jeg heller ikke man vil opleve man bliver anklaget eller forfulgt eller hvad det nu kan være, men hviler blot i visheden om Åndens tilstedeværelse i ens hjerte.
Om du fortolker det jeg skriver til dig som en anklage, Thomas, det er selvfølgelig op til dig. Men jeg føler at det jeg skriver til dig kommer fra mit hjerte, og ønsker kun du selv også lytter til det dit hjerte fortæller dig.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
