|
0
registrerede
242
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Thomas.
Du skriver til Protestanten:
"Du møder også det, som jeg har mødt i de år, som jeg har debatteret på nettet (med mange af dem der kalder sig kristne): Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu). Det kan også bestå i, at andre fra sidelinien kommer ind og giver "applaus" til den, du argumenterer med (også det har du oplevet nu). Og det utrolige er, at jo mere du henviser til Guds og Jesu egne ord, jo mere vil de tale dig imod, og jo mere vil de klappe dem på ryggen, som taler dig imod"
Jeg tænker at det vi/i kalder Jesu ord, det for det første er noget som er overleveret igennem andre menneskers fortolkninger, og dernæst så fortolker vi det også selv når vi læser disse ord. Hvad end der så åbner et menneskets hjerte for den kærlighed som efter min fortolkning ligger bag Jesu budskab, det må være op til det enkelte menneske at finde ud af.
Det jeg tror på at Jesus mente med at vi skulle forkynde hans budskab, er, at vi først selv må finde ind til kærligheden som er hinsides ord og begreber, og dernæst være et eksempel på den kærlighed som er i vores indre. For hvis det er selve ordene og begreberne eller et bestemt trossystem vi skal forkynde, så har vi jo set at mennesker begynder at ville overbevise hinanden om hvad der skulle være det rigtige, og det skaber oftes konflikt og adskillelse, frem for at skabe glæde og fred imellem mennesker.
Jeg har også tit en følelse af at jeg skal overbevise andre om noget, og at jeg ved hvad der ville være det rigtige for andre mennesker. Om det så er Jesu ord jeg har en opfattelse af jeg vidergiver eller Buddha`s, det er egentligt ligegyldigt så længe jeg føler der er noget jeg skal overbevise andre om. For hvis de nu ikke vil overbevises om noget, men blot gerne selv vil finde ud af hvad der giver mening for dem, så forsøger jeg jo at pådutte dem noget som de ikke har lyst til at blive påduttet. Og det er her konflikten så opstår.
Hvis der er nogen som forsøger at pådutte mig noget som jeg ikke kan sige ja til, fordi jeg måske bare ikke er parat eller kan forstå det, eller måske har en anden fortolkning eller forståelse af det, og andre så bliver ved med at ville overbevise mig om hvad der skulle være rigtigt og sandt, så ville jeg nok få en følelse af, at det de formidler ikke kommer af kærlighed, men mere er et udtryk for usikkerhed og måske sårethed.
Det er ihvertfald det jeg oplever med mig selv. Når jeg føler mig usikker på mig selv, så forsøger jeg ofte at ville overbevise andre om noget, og så bliver det mere vigtigt at fokusere på ord og begreber end at have en følelse indeni af fred, glæde og kærlighed.
Og når nogen så ikke vil acceptere det jeg skriver, ja, så får jeg en følelse af ikke at blive modtaget, og jeg føler mig meget sårbar og nogen gange uretfærdigbehandlet, og så mister jeg synet af, at det i virkeligheden var kærlighed og glæde jeg ønskede at formidle. Og ofte når dette "spil" udfolder sig, så begynder jeg at fokusere på de fejl jeg nu kan finde hos andre, og ja, så kører lavinen bare derud af, og stopper først når jeg lige trækker vejret stille og roligt, og så lige kommer ind til kernen af hvad det egentligt var jeg ønskede at formidle.
Jeg føler også nogen gange at andre på en måde er en form for fjende som skal bekæmpes, hvis ikke de lige vil godtage det jeg skriver. Og denne position er ikke særlig fredfyldt og kærlig, men opfordre nærmere til en kamp imod dem som jeg i virkeligheden dybt i mit hjerte ønskede at se som mine elskede venner og brødre, uanset hvad de så end tror på.
Jeg ved med mig selv det ikke altid er helt nemt, for der sker så meget i vores indre som vi måske ikke altid er bevidste om, eller som vi ikke kan rumme. Og så går det ofte ud over andre mennesker, og hvis de så heller ikke kan rumme eller forstå det som måske dukker op i deres indre, så opstår der måske en konflikt som blot skaber adskillelse frem for forening.
Men uanset hvad, så ønsker jeg at tro på vi alle gør det bedste vi nu kan.
Håber du har det godt, kære Thomas.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
