|
0
registrerede
432
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Protestanten.
Tusind tak for dit svar, som for mig er meget givende. 
Det som for mig er givende, er, at du virker meget meget oprigtig i det du skriver. Og selvom det selvfølgelig er min subjektive tolkning, så er det jo nu en gang det jeg mærker når jeg læser det du skriver i dit svar til mig, og tak for det.
Du skriver:
"Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at emnet synd fornærmer mig. Jeg er meget opmærksom på min egen utilstrækkelighed i at leve et pletfrit liv. I den erkendelse opstår mit behov for en frelser, og i det lys får frelsen gennem Ham uendelig værdi for mig"
Jeg synes godt jeg kan genkende det du skriver her. Jeg tror bare vi har hver vores forståelse af begreberne, og ja, det er jo også her det ofte bliver lidt udfordrende når vi skal prøve at komme til en forståelse af hvad vi hver især nu mener eller oplever.
Begrebet synd har jeg en oplevelse af stort set altid associeres med skyld, og skyld associeres oftes ubevidst med frygten for straf, og det er dette mønster jeg ønsker at ændre på inde i mig. Hvis jeg kan se at der ikke er nogen synd, men at der blot er en fejl, og at denne fejl kun kan korrigeres igennem mildhed og kærlighed, så ophæver jeg ligesom alle de følelser og tanker i mit sind som tynger mig.
Det Selv som jeg i sandheden er skabt som, det Selv kalder jeg Kristus, ren ånd, ren kærlighed, fuldkommen, eet med Gud. Men det selv som identificere sig med kroppen og har følelser af skyld, frygt, vrede, had, utilstrækkelighed osv, det er et selv som ikke er skabt af Gud. Dette selv kalder jeg for egoet, og det er dette selv jeg ønsker at ophæve ved at praktisere tilgivelse. Og jo, jeg har brug for hjælp, og denne hjælp kaldes ved mange navne. Det kan kaldes Helligånden, det højere Selv, intuition osv.
Den måde at opfatte tingene på som giver mest mening for mig er, at forstå, at det jeg ser i andre, det er det jeg ser i mig selv, og det jeg ser i mig selv, det er det jeg ser i andre.
Det jeg oplever i forhold til denne verden, og det forhold jeg har til andre mennesker er, at uanset hvad min reaktion er, så bygger den altid på min fortolkning af tingene. Mit ego fortolker altid udfra troen på adskillelse(synd), og udfra denne fortolkning er der altid følelsen af at blive angrebet, og når der er en følelse af at være blevet angrebet(blevet uretfærdigbehandlet, såret), så er forsvaret oftes et modangreb, og i dette spil har vi følelserne af skyld, vrede, had, frygt, utilstrækkelighed osv osv. Det er mere eller mindre det menneskehedens historie vidner om, også indenfor de forskellige religioner.
Men min intuition(mit højere Selv, Kristus, Helligånden), fortolker altid udfra bevidstheden om Eenhed. Denne fortolkning ser altid enten et udtryk for kærlighed eller et råb på kærlighed, og det frembringer altid kærlighed i mig sind når jeg lytter til min intuition.
Egoets fortolkning er et forsøg på at retfærdiggøre vrede og projicere skyld, og Helligåndens fortolkning er at vise sindet, at kun tilgivelse kan retfærdiggøres. Og tilgivelse er for mig altid inspireret af erkendelsen af, at kærlighed er vores sande natur. Den ene fortolkning frembringer vrede og skyld, og igennem ønsket om at retfærdiggøre dette, så fastholdes disse følelser og tanker i sindet. Den anden frembringer kærlighed, og igennem den dybe oplevelse af kærlighed, så overbevises sindet om, at det i sandheden er kærlighed som er dets sande virkelighed hos Gud.
Det er denne forståelse/erkendelse jeg forsøger at tage udgangspunkt i, og indtil nu har det ført mig til en meget mere kærlig og venlig selv-opfattelse, hvilket så også har ført til en helt anden opfattelse af andre mennesker.
Du skriver:
"Følg mig lide i dette eksempel: Jeg som far elsker mine børn højdt. En dag bliver min søn snuppet i f.eks butikstyveri eller måske noget endnu værre. Af ren og skær kærlighed (og bekymring for drengens fremtidige udvikling) konfrontere jeg ham med hans lovovertrædelse. Jeg er som kærlig far ikke intereseret i af min søn skal udvikle en kriminel løbebane. For at komme igennem processen og genetablere tilliden er det så ikke nødvendigt at min søn skal forholde sig til disse ting? 1 Ansvar: Vedkender han at have gjort xx, 2 Erkendelse: Kan han se at det er forkert at gøre xx 3 Kursændring: Man vil som kærlig og bekymret far sikker forlange en form for løfte om, at noget lignende ikke sker igen. I modsætning til Gud, vil vi som forældre måske endda forvente at barnet gennem en periode derefter, beviser sin troværdighed. før tilliden igen er genetableret fuldt ud"
Jeg tror ikke der ville være mange mennesker som ville være uenig i det du skriver her, kære Protestanten.
Nu har jeg fået det sådan, at jeg altid tager udgangspunkt i hvad det er jeg skal se og lære i denne verden. Det jeg altid tager udgangspunkt i er hvad jeg oplever følelses/tankemæssigt. Er jeg i kontakt med Helligånden/intuition, så er der ingen tvivl i min bevidsthed. Og det jeg oplever i forhold til det at være i kontakt med Helligånden/intuition, det er at jeg giver slip på alt hvad jeg tror jeg ved, alle mine domme, alle mine fortolkninger, alle overbevisninger, og så blot lytter med mit hjerte. Så uanset hvad lærer jeg at gi slip og have tillid. Det er mig som skal lære at have tillid, uanset hvad der så end sker. Hvad andre skal lære er ikke op til mig at dømme.
Følg mig i denne: Da mine to sønner var henholdsvis 8 og 12, da kom de til mig og fortalte de havde stjålet en pakke tyggegummi over i det lokale supermarked. Det første de sagde var at jeg ikke måtte fortælle det til deres mødre(de har hver deres mor), for så ville de bare få skældt ud. Grunden til at de fortalte mig det, var at de havde tillid til mig, og vidste at jeg ikke ville dømme dem. Havde de ikke haft tillid til mig, så havde de sikkert ikke fortalt mig det, og de ville sikkert også have haft det rigtig dårligt og være nødtil at fortrænge den skyldfølelse som sikkert ville dukke op. Og dette ville måske have ført til, at skyldfølelsen i deres ubevidste sind ville tynge dem, hvilket så ville præge deres adfærd i en negativ retning. Altså hvis de har det dårligt med sig selv, så går det oftes også ud over andre mennesker.
Nå men, de fortalte mig hvad der var sket, og jeg spurte så hvad der lå til grund for det som var sket(og det vigtigste for mig var ikke at dømme dem, sådan de kunne mærke at de kunne stole på mig og være helt ærlige). De fortalte at de egentligt ikke helt vidste hvorfor det skete. Spænding måske, sagde min ældste søn. Så spurgte jeg hvordan de havde det med det. Og de sagde at de faktisk ikke havde det så godt med det, og at det føltes forkert at gøre. Det var derfor de kom til mig og fortalte det. Så spurgte jeg om det de havde fundet ud af i forhold til det de følelsesmæssigt oplevede, bragte dem noget de ønskede at opleve igen. Og her var svaret meget klart NEJ. Min ældste søn er ofte god til at sætte ord på det han føler, og han sagde at det ikke føltes særlig behageligt, og at der måtte være en anden måde at opleve spænding på som var mere behagelig, og som ikke føltes forkert.
Den tillid jeg har bygget op imellem mine to drenge og jeg, den kommer sig kun af at jeg bestræber mig på ikke at dømme dem. Jeg behøver ikke at konfrontere dem med noget, fordi de altid kommer til mig så snart de mærker noget som gør dem utrygge. Det eneste løfte de har givet mig er, at de altid vil være ærlige overfor dem selv og det de føler. Det jeg ønsker for dem er, at de i deres indre finder deres Højere Selv, sådan de altid kan føle der er noget i deres indre som vejleder dem på en kærlig og omsorgsfuld måde.
Og i virkeligheden ønsker jeg det for alle som jeg ønsker for mine to drenge. Det er det som motivere mig i denne verden. Og jeg ved godt jeg har meget at lære endnu, men jeg har en meget klar oplevelse af hvad det i sandheden er jeg ønsker for mig selv og alle andre som ser ud til at være i denne verden.
Du skriver:
"jeg kan ikke forstå, at du ikke kan få øje på den kærlige Gud. Når jeg tænker på hvad Jesus har taget på sig, for mig, bliver jeg overvældet af taknæmelighed og kærlighed til min Himmelske Far"
Jo jeg har oplevet Guds kærlighed, men som jeg forstår det du skriver og citere, så oplever jeg ikke Guds kærlighed igennem disse trossætninger. Jeg tror ikke på at Jesus har taget noget på sig for mig. Jeg tror på at Jesus viser mig, at der ikke er nogen grund til at være bange, føle sig skyldig og syndig. Jeg oplever at Jesus viser mig hvordan jeg kan gi slip på ideer om synd, skyld og frygt, sådan jeg kan finde fred og glæde i mit sind, og finde tilbage til Gud.
Jeg fornægter ikke at disse ideer er i mit sind, og at jeg stadig tildels tror på dem. Jeg forholder mig til de følelser og tanker af vrede, had, skyld og frygt som kommer frem i min bevidsthed, og giver slip så godt jeg kan, sådan jeg kan finde glæde og fred og dele dette med alle mine brødre og søstre.
Jeg tror på vi alle er lige. Jeg tror på alle er værdige til at føle sig elsket, og at det ikke er op til mig at dømme noget som helst. Mit ansvar ligger i at acceptere Sandheden som den er, og dele denne accept med alt og alle.
Hvis jeg tømmer mit sind for alle begreber om hvem jeg tror jeg er, så er det kun være Sandheden som er tilbage i mit sind. Og indenfor Buddhismen kalder de det vidst nok for klarhed, eller oplysning. 
Kære Protestanten, det vigtigste tror jeg er, at vi bare er ærlige overfor os selv og føler, at det vi tror på giver mening for os, og giver os styrke, mod, glæde, kærlighed og fred. Så er alle de begreber vi bruger nok ikke så vigtige i sidste ende. Blot vi finder det vi søger, og oprigtig kan sige vi følger vores hjerte.
Endnu en gang tak fordi du deler noget af det du finder vigtigt i dit liv.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
