|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: PÆDOFILI. Hvor går grænsen?
|
I den seneste tid er der kommet en del fokus på pædofili begrebet, dels foranlediget af nye tiltag for at forhindre pædofile i at blive ansat i institutioner for børn og unge, og dels at indføre glasvægge og stramme regler i børneinstitutioner, angiveligt for at forebygge uberettiget mistanke om pædofili hos mandlige ansatte, men reelt en overvågning der vil medføre, at børnene ikke vil få den fysiske trøst at blive krammet, når de af en eller anden grund er kede af det. Er vi ved at ryge i den anden grøft i sexforskrækkelse, og berøve vore børn den fysiske tryghedsfornemmelse, som de behøver for at udvikle sig til sunde og naturlige mennesker? Skal vi lære dem, at de kun må kramme og krammes af mænd i deres nærmeste familie?
Der gives ingen garantier, og der er masser af eksempler på, at børn bliver seksuelt misbrugt af egne familiemedlemmer, endda af både fædre og mødre, men det afgørende spørgsmål er: Hvor går grænsen mellem kærlighedsytringer og overgreb/seksuelt misbrug? Hvad tager børn mest skade af? Kærlige berøringer eller mangel på samme.
Jeg holder meget af børn og elsker at kramme dem, og det har intet at gøre med seksuel tiltrækning. De fleste børn kan også lide den fysiske kontakt med mig, og de skal ikke være sammen med mig ret længe, før de af sig selv kravler op på skødet til mig. Jeg antager, at det skyldes en kombination af, at jeg har en vis pondus, et hvidgråt bedstefar skæg og deres intuitive følelse af, at jeg holder af dem. Jeg oplever det som et tryghedsbehov hos dem.
Jeg har skiftet bleer på babyer fra jeg var 14 år gammel, og set dem nøgne i alle aldre, og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan nogen kan føle sig seksuelt tiltrukket af børn, som endnu ikke har udviklet de seksuelle kendetegn, som pubertetens hormonstorm forårsager. Men at nogle har denne trang er en kendsgerning, som vi må forholde os til.
I fortidens græske og romerske kultur var pædofili en naturlig og accepteret ting, og kærlighedsforhold mellem voksne og større børn praktiseres stadig i adskillige kulturer verden over, uden at børnene synes at tage nævneværdig skade af det. Det har givet mig den opfattelse, at det måske mest er den moralske fordømmelse og vores syn på nøgenhed, der er årsagen til de langvarige psykiske skader hos børn, der uden nogen anvendelse af tvang har deltaget i seksuelle aktiviteter, før de var følelsesmæssigt modne til det.
En ungdomsven af mig kom som 25-årig sammen med en køn og livlig pige på 16, og mange misundte ham den lille velskabte godte, og selv om hun ikke var myndig, var det med moderens fulde billigelse, at hun ofte overnattede hos ham. Hun var glad for, at hendes ustyrlige datter nu var i et fast forhold, og ikke føjtede rundt mere. Efter et halvt år i lykke afbrød han forholdet, og betroede mig hed om ørerne, at moderen havde fortalt ham, at datteren faktisk kun var 13 år. Han var skrækslagen ved tanken om, at han stod til en længere fængselsstraf, hvis det blev opdaget, selv om moderen gerne ville bevidne, at han havde været i god tro, og pigens udvikling sandsynliggjorde det.
Jeg traf adskillige år efter tilfældigt pigen, som nu var gift og havde to børn og var strålende lykkelig. Hun så ikke ud til at have taget skade af at hun blev defloreret som 13-årig, så hvor skal vi trække grænsen for strafbare forhold mellem voksne og børn?
Det er for mig indlysende, at i forhold hvor den voksne anvender tvang eller trusler eller udnytter sin autoritet til at overtale barnet, skal det medføre konsekvenser i form af straf eller psykiatrisk behandling, men skal vi afskaffe aldersgrænsen til fordel for en individuel bedømmelse af forholdet, baseret på en formodet skadevirkning på barnet?
I adskillige nutidige kulturer ser man anderledes på pædofili og incest, end vi gør i Danmark, og udviklingen i vestlige samfund går mod at gøre stadig yngre piger seksuelt tiltrækkende, så mennesker med afvigende seksuelle præferencer bliver udsat for endnu større fristelser. Måske er det på tide, at vi sætter både loven og vores seksuelle moralopfattelse til diskussion. Den nuværende dobbeltmoralske dels dyrkelse og dels fordømmelse af seksualitet er både naturstridig og uholdbar.
Hvor mener du, at grænsen skal trækkes for strafbar pædofili og andre seksuelle afvigelser, og hvordan skal vi kontrollere, at reglerne bliver overholdt?
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
