|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
429
gæster og
43
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mental livskvalitet.
|
Morn' Ole..
"Da Arne ikke har ønsket at definere dette begreb, eller redegøre for sit syn på det, bortset fra at han tidligere har givet udtryk for, at det er noget ateister ikke har, og som unddrager sig en fornuftig tankegang".
- Arne har i utallige tråde taget skarpt afstand fra rationalitet, og dermed til fornuften i beskrivelser af synspunkter, som det fx. afspejler sig i hans livs- og menneskesyn. Det indebærer en række af uoverskuelige konsekvenser for ham selv, i og med han dermed må acceptere modsigelser i argumenter, som derfor aldrig vil nærme sig en beskrivelse af noget sandt.
Han er så at sige bare faldet på halen for religioners idéer om at 'sandheden' findes udenfor sproget, og har endnu ikke erkendt at der faktisk er tale om en egenskab ved et udsagn, dvs. i selve sproget som kommunikationsfaktor. Dermed skaber han for sig selv de konflikter vi har set så mange gange, og er ikke i stand til at formidle informationer med en stærk forklaringskraft - hans meninger blir jo dermed ikke stærkere end modsatrettede meninger, for det afhænger kun af favoritten indenfor fantasier. Det er konsekvensen af at sætte rationalitet udenfor døren.
Arne skr. så flg. i seneste tråd: "Jeg er glad for min "kurs" - og jeg har jo foreløbig ikke nogen anden, jeg kan sammenligne med - udover de forskellige religioners".
- Der er mere tale om en diskurs her, en sammenhængende række af overbevisninger i fortællinger mellem historier fra de store religioners begrebshåndtering i livssynsanskuelse og Arnes egne. Dermed må han indse uoverensstemmelsen mellem troen som livssyn og en status som agnostiker.
"Mental refererer jo til noget psykisk, og kvalitet refererer jo almindeligvis til noget, der ligger over den gennemsnitlige værdi. Når det drejer sig om livet, må man antage, at begrebet handler om graden af psykisk velfærd eller sagt på almindeligt dansk, hvilke psykiske glæder vi har i vores liv".
- Præcis.
"Vores fysiske tilstand og materielle levestandard har selvfølgelig en vis indflydelse på, hvordan vi føler os. Det er sværere at føle sig glad, hvis man sulter og fryser eller har smertefulde sygdomme, men hvis de ting er nogenlunde under kontrol, kan man sige, at resten af ens velbefindende er udelukkende af psykisk natur".
- Ja, men væsentlig her er kombinationen "mental livskvalitet", som igrunden er unødvendig pjat. Det er pjat, fordi ethvert menneske vil kvalificere livet i bevidstheden om sin psykiske reaktion på et givent livsgrundlag. Mennesket ku' således ikke kvalificere livsgrundlaget som livskvalitet, uden at registrere psykisk velvære.
Du trykker her på Arnes achillessene, når du her indfører de materielle forhold som et nødvendigt onde. For selv en grydeske, et bord og et tag over hovedet, må faktisk karakteriseres som materielle forhold, der lige nøjagtig udgør en vis livskvalitet.
Så mennesket har fra civilisationens vugge opkvalificeret sin tilgang til livet ved at lette adkomsten til føde m.m. gennem en udnyttelse af materielle forhold. Dette var i stor grad pointen med opbygning af klostrene, i hvilken forbindelse askese og forskellige former for materielle mådehold sjovt nok tog sit udgangspunkt i en kollektiv tilgang til netop materielle goder: det er altid let at agitere for mådehold, når man har sit på det tørre. Og som sagt: lad os se hvor megen buddhist der er de kry fortalere for den slags, hvis vi satte dem ud i et indisk slumkvarter uden penge på lommen!
"Som Mark Twain udtrykte det: Jeg var død i milliarder af år, inden jeg blev levende, og det gav mig ikke det mindste ubehag. Døden er nemlig en uadskillelig del af livet, så den, der frygter døden, frygter i virkeligheden livet".
- Og her må man tænke sig, hvad Mark Twain faktisk var oppe imod i sin samtid, hvor særdeles stærke moralbegreber svirrede i luften fra særlig fromme kristne, langt ind i accepterede konventioner i også litterære kredse. Og dét provokerede ham - ja, hvad er det mon igrunden Huck' konfronteres med i historierne? ;) Pragtfulde bøger fra den mand, særlig livsbekræftende...
Og netop det forhold, at mennesket hurtigt blir sig sin egen forgængelighed bevidst, sætter livet i perspektiv. Og det er her der kommer dimensioner på livet, som så kommer til udtryk på mange sære måder og ikke mindst, gennem hykleriske kristne der i den grad provokerede Mark Twains forfængelighed som et rationelt og eftertænksomt menneske. Han nåede trods store kontroverser langt ud over det meste af verden med sine historier, fordi mennesker flest kunne genkende sig i karaktererne.
Satte vi nu anekdoterne Arne stærkt favoriserer - og her er der tale om små historier der helt mangler et forhold til en observerbar natur i/udenfor mennesket -...op imod Mark Twains, hvilke mennesker ville da kunne genkende sig i Arnes beskrivelser af et tanke og virkelighedsrum, ja i foretrukne egenskaber ved en personlig karakter? Svar: udelukkende de i forvejen overtroiske religiøse troende selv! ;)
"Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg lærer om den, jo flere nydelser giver den mig, for snævertsyn og indskrænkethed og navlebeskuelse gør os sure og fjendtlige overfor andre, og fratager os vores naturlige humoristiske sans, og uden den bliver livet kedeligt".
- Enkelte af de stærkt troende får aldrig den pæne portion af ironi og morsomheder med sig, fordi de netop har vænnet sig til bogstavstro indlæsning af navlebeskuende "sandheder" fra trosbekendelser i religiøse skrifter. Dermed får humoren jo trange levevilkår, og det forklarer måske lidt om Arnes position - sjældent ser man så negativ en tilgang til konstruktiv kritik, samt så energisk en fastholdelse af rent sludder. Det mærkværdige er, at mennesker overhovedet ka' se det som en positiv faktor at overføre så subjektive livsynsparametre på selve livet, ja deres egen natur.
Det blir som at hoppe ned i Diogenes tønde og beskrive solen..;)
Det morsomme står jo én lige i øjet: når fx. Arnes overførsel af gammel metafysik på selve naturen atter slår fejl, da er hans refleksion altid en revision af naturen, ikke af metafysikken. Og beskriver man dette i morsomme varianter, da ser du straks med hvilken alvor han indlæser kriticisme ind i sit personlige liv. Det slår aldrig fejl, og minder mest af alt om apologetisme. At han ikke selv ser det, gør det altså ikke i mine øjne mindre morsomt. Men sagen er jo, at det intet har med hans personlighed at gøre, at forvekslingen udelukkende sker på Arnes egne præmisser. Og lige præcis her, bevæger vi os med det vuns over i den sygelige trang til hensyn vi ser fra religiøse fanatikere i østen, ikke mindst dens påvirkning på demokraters opfattelse af principielle frihedsbegreber. Og jeg ka' altså ikke lade være med at provokere mennesker, der ligefrem gør frihedsberøvelse til en religiøs disciplin. Der er noget der grundlæggende er kikset i Arnes politiske grundsyn, også hvad naturen angår. Det er dette jeg synes er værd at påpege, uanset hvorvidt Arne forveksler personlig kritik af synspunkter med en kritik af personen hans.
"livet er nøjagtigt, hvad det udgiver sig for, og ikke hvad vi tror og håber, at det skal være".
- Hvilket er værd at få med sig! - og betyder ingenlunde at div. religioners livssyn ikke ka' indeholde smukke og poetiske billedsprog, problemet opstår når den slags forveksles med selve livet.
mvh
Simon
|
|
|
|
