|
0
registrerede
364
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Klima, mod og kirkens synlighed
|
Hej Michael,
mange tak for dit bidrag til tråden, jeg har desværre lidt for travlt til at følge med i de spændende debatter, og hvad angår denne tråd, synes jeg, at du har sagt det, der kunne siges. Så jeg vil nøjes med en kort kommentar her på lillejuleaftensdag.
Du starter med at lægge en for dig at se mere nuanceret debat på bordet: Spørgsmålet om adskillelsen mellem kirke og stat og spørgsmålet om, hvor meget religion må fylde i det offentlige rum. Og det er i grunden godt set. Det var ikke den debat, jeg sigtede efter med mit indlæg. Det var, som du også er inde på til sidst i dit indlæg, en overvejelse over, hvad gudstjenesten i grunden betyder og gavner - taget i betragtning af, at kirkeklokkerne ringer rigtig mange steder hver søndag, hele året, år efter år.
"Problemet" for mig er nok, at jeg ikke er vokset op med at gå i kirke, hvorfor kirkegang er lidt uvant for mig. Selvom jeg i dag er blevet et kristent troende menneske, går jeg stadig ikke så ofte i kirke, men jeg har trods alt alligevel en fod (eller to) inden for kirken. Det er dog ikke her, at jeg søger fællesskabet og netværket, for det har jeg omkring mig i privatlivet og blandt de venner, jeg nu møder på min vej.
Jeg er ikke af den holdning, at Fadervor og kristendomsundervisning nødvendigvis skal afskaffes fra folkeskolen og undervisningen, men jeg er heller ikke bundet til nogen specifik traditionsfølelse eller en følelse af danskhed, så jeg på samme måde som dig kan sige, at i disse spørgsmål bør vi holde fast på traditionen. I den forbindelse føler jeg mig splittet, ligesom jeg er i mange andre spørgsmål - og det er faktisk af og til til stor irritiation og frustration. Men fordelen er, at jeg kan bevæge mig mellem mange rum, og måske er det i virkelighedens også kristendommens force, som jo på mange områder også er nært forbundet med religionskritikken. Kristendommen siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert, men henviser os konstant til livet. Gud er relationen, som vi befinder os i uanset, om vi taler om nuet, fortiden eller fremtiden. Fortiden har vi altid med os, ligesom fremtiden altid venter os, hvorfor fortid, nutid og fremtid er en treenig størrelse, der er uløseligt forbundet med hinanden; et trinitarisk forhold i kristen forstand. Man kan f.eks. ifølge en vis tysk nutidig Tolle, der har skrevet noget om Nuets kraft, sortere i sine tanker ved at lægge fortidstanker og fremtidstanker til side for derved at lande i nuet. Men dette 'nu' er jo ikke bare et indholdstomt NU og skal ikke stræbes derefter ifølge ALH, men vi kan derimod tale om et 'nu', der er betinget af både fortid og fremtid - og det er i sig selv en gave, fordi vi ikke kan løbe væk fra vores fortid og ej heller kan undslippe fra fremtiden. Så lad os slappe lidt af ift. dette nu, det render ingen steder.. Langt vigtige er det, at evigheden berører os i vores liv (jf. Tillichs prædikensamling om Det evige i nuet).
Det er nøjagtigt her kirken står som Fader, Søn og Helligånd. Den er en relation, en manifestation af den treenige Guds Ånd og en bolig, hvor der sættes ord og tegn på dette forunderlige gudsforhold, ja, hvor ånd får krop og krop får ånd.
Når det er sagt, må kirken også gerne bevæge sig som en relation og en manifestation af både Fader, Søn og Helligånd. Til den økumeniske gudstjeneste fik jeg en noget dybere følelse og respekt for selve gudstjenesten, fordi kirken kom i bevægelse mellem selve Guds skaberværk og nyskabelsen i Kristus - eller sagt mao. så var der stemning, følelser, lys og kærlighed samlet fra flere dele af verden. Der er selvf. også elementer i en sådan gudstjeneste, jeg ikke på samme måde ser som noget positivt, men pointen er, at der var virkelighed til grund for overhovedet at arrangere en gudstjeneste som relation, manifestation og udtryk (ord og tegn).
Men spørgsmålet er, når jeg har dit indlæg med i betragtningen, ikke blot et spørgsmål om vidnesbyrdet og overleveringen af evangeliet, men også et spørgsmål om traditionen - en tradition, du Michael, forbinder med kristendommen og - men ikke mindst - en tradition, der skal fastholdes over for andre traditioner, der ikke har en oprindelse i vor kultur som f.eks. islam. Hermed mener du, at kirken spiller en rolle som traditionsbærer, hvilket du på sin vis har ret i. Jeg kunne i den forbindele referere lidt til nogle sekulariseringsteorier og lidt stof fra min opgave, hvor jeg med udgangspunkt i John Shelby Spong beskæftiger mig med forholdet mellem traditionel tro og ny tro, men jeg vil stoppe her, fordi fremtiden i denne dag rummer nogle gøremål. Men jeg har jfr. denne tråd noget at tænke nærmere over, inden jeg erklærer den danske almindelige søndags gudstjeneste for død med visionen om, at noget nyt er på vej for nu at lege med på Spongs noder  (så er det jo godt at vi har en gammel en som Tillich til at redde det hele inden det går op i New Age og hvad har vi her, Ghitta'er and so on (drilsk, som jeg kan være)) 
Kære gode Michael, jeg ønsker dig en glædelig jul og håber, at du får nogle dejlige feriedage i frisk luft, i hyggens lune lys og med glæden fra dine dejlige nevøer.
I dag bliver mit mvh. til et
Knus
fra Anne
|
|
|
|
