|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
71
gæster og
74
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDS-ILLUSIONEN.
|
I denne søde juletid, hvor børnene spændt venter besøg af genfærdet af en tyrkisk biskop i et samisk transportmiddel, som trodser både tyngdeloven og luftfartsbestemmelserne, kan voksne måske også have behov for at slappe af med et besøg i fantasiens verden.
Her er endnu en historie fra min novellesamling "Tidens Labyrint."
Er tiden virkelig, eller er det blot en tanke, vi leger med? Måske er tiden selv en tanke, der leger med os, så vi indbilder os en virkelighed. Hvem ved, hvad vi i virkeligheden er, sagde Vern med et kryptisk smil.
Tids-illusionen.
Aftensolen kastede lange skygger hen over landskabets bløde kurver, hvor vinden lavede dovne bølger i majsmarkerne. Jeg havde sat mig på en bænk udenfor stationen, så jeg kunne nyde solnedgangen, mens jeg ventede på toget. Der var ikke andre stjerner fremme end supernovaen, der stod højt på himlen i sydvest. I flere dage havde man nu kunne se den ved højlys dag, og den var efter sigende ved at kulminere nu.
Der var noget mærkeligt ved den supernova. Verden var på randen af et sammenbrud, da den viste sig. Den panafrikanske oprørshær hærgede det centrale Afrika. Det endelige sammenbrud i fredsforhandlingerne i Mellemøsten havde startet den hidtil blodigste krig i området. Størstedelen af de europæiske topledere var dræbt ved et bombeattantat i Bruxelles. Borgerkrigen rasede i Kina, og i kulminationen på det hele - PakIndia krigen, havde parterne nu havde taget strategiske atomvåben i brug, og allerede dræbt eller lemlæstet over 40 millioner mennesker, og gjort store landområder ubeboelige.
Men pludselig, da supernovaen viste sig, var kamphandlingerne på besynderlig vis stilnet af og afløst af våbenstilstand de fleste steder. Var det mon på grund af noget i dens stråler, eller var menneskene i virkeligheden dybt overtroiske og så den som et tegn fra himmelske magter? Måske mindede den os blot om, hvor små og ubetydelige vi er i sammenligning med det uendeligt store univers. I hvert fald søgte man nu at løse alle problemer ved forhandling i stedet for ved hadefulde blodsudgydelser.
En lille rynket mand kom pludselig rundt om hjørnet, og gav sig til at studere afgangsplanen på muren. Der var endnu en halv time til næste tog, så han satte sig i den anden ende af bænken, og gav sig nervøst til at studere nogle medbragte papirer, mens han mumlede for sig selv.
Han må have følt, at jeg i smug iagttog ham, for pludselig vendte han hovedet mod mig og spurgte mig direkte uden omsvøb: Tænker De nogensinde på, hvor skrøbeligt livet er?
- Det har de fleste vel gjort fra tid til anden. Man kan jo få et hjerteanfald eller blive kørt over eller blive ramt af et meteor eller ...
- Det er ikke Deres liv, jeg mener, afbrød han mig lettere irriteret, jeg sagde Livet, alt liv selvfølgelig!
- Det vil jeg nok mene er temmelig robust, sagde jeg, eftersom det har klaret sig i flere milliarder år.
- Det tror De, sagde han, men hvad nu hvis jeg fortæller Dem, at livet blot er en illusion!
- I så fald er det en meget overbevisende illusion. Jeg føler mig i hvert fald meget virkelig.
- Selvfølgelig gør De det. Ellers ville vi forlængst have opdaget, hvordan det hang sammen, men jeg siger Dem, at ikke bare livet, men hele universet er blot en tanke hos et væsen uden for dette univers.
- Mener De, at vi blot er en tanke hos Gud?
- Nej, jeg mener ikke Gud, men det må De for min skyld gerne kalde det. Som jeg ser det, er også Gud, ja alle guder en del af illusionen.
- Det er jo en interessant filosofisk tanke. Så vidt jeg husker, var allerede Platon inde på, at ...
- Platon, bah!! Han vidste ingenting, han var ikke matematiker. Jeg er professor Jankowitz. Det er mig, der har skabt projektions-matematikken, der sætter os i stand til at løse ligninger, der indeholder flere inkommensurable størrelser, og min matamatik beviser, at jeg har ret. Tiden er en illusion, og eftersom såvel livet som universet skylder tiden deres eksistens, må de derfor også være illusioner. Det er da fuldkommen indlysende.
- Jeg tror ikke, jeg helt har fattet, hvad De mener, sagde jeg.
- Selvfølgelig kan De ikke fatte det. Jeg kan dårligt fatte det selv, og jeg er anerkendt som det største nulevende matematiske geni. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde.
Det begyndte altsammen med, at det gik op for mig, at enhver forståelse bygger på sammenligning med noget kendt. Uden analogier, ingen forståelse. Derfor bekymrede det mig, at der fandtes inkommensurable størrelser. Hvorfor kan man ikke måle siderne og diagonalen i et kvadrat med samme målestok? De ser dog ud til at være af samme art. Og hvorfor er selv de mindste punkter på en cirkelbue forskellige fra punkterne på en radius? Men de problemer løste jeg med projektions-matematikken, som arbejder i flere dimensioner.
Det var da jeg begyndte at arbejde med tiden, at jeg stødte på større problemer. Tiden er uforståelig, fordi den ikke kan sammenlignes med noget som helst. Alligevel er den en del af enhver begivenhed og enhver genstand. Det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne definere tiden matematisk. Jeg hentyder ikke til størrelsen t, som jo indgår i mange ligninger. Den er der bare. Jeg hentyder til en matematisk definition af tidens natur eller væsen, om De vil. Da først jeg havde løst dette problem, kunne jeg begynde at undersøge den nærmere, og da var det, at jeg gjorde den frygtelige opdagelse.
- Og hvad var så det, spurgte jeg.
- At tiden ikke, som vi har troet, er opstået samtidig med universet, men har sin oprindelse udenfor universet, sagde han med dyb alvor i stemmen, og rykkede lidt nærmere hen imod mig.
- Jeg kan ikke se, at dette kan være et problem, sagde jeg. Det kan da være tindrende ligegyldigt.
- Menneske, forstår De da ikke konsekvensen! udbrød han med forfærdelse malet i ansigtet.
- Overhovedet ikke. Hvad skulle det dog betyde?
- At universet er afhængigt af noget udenfor, og dermed er det ikke stabilt. Men det viste sig at blive meget værre.
- Hvad skete der da?
- Uanset hvordan jeg opstillede ligningerne, kom jeg til de samme resultater. Tiden eksisterer ikke som forløb. Fortid, nutid og fremtid er blot forskellige projektioner af en tilstand udenfor vort univers!
- Det forstår jeg overhovedet ikke. De sagde, De kunne bevise Deres teori. Hvori består dette bevis?
- Beviset er matematisk, og det vil De næppe kunne forstå, så lad mig prøve at forklare det i billeder. Glem for et øjeblik, at der findes tid, og glem at der eksisterer et univers. Forestil Dem så et væsen, der i sine tanker eller drømme har en masse billeder, hvoraf nogle ligner hinanden. Nu skifter dette væsen sin fokus fra et billede til det næste og derefter til det tredie, og pludselig virker det som om billederne bevæger sig, præcis som når fokus skifter fra billede til billede på en film. Det er disse skift, der frembringer illusionen af tid, der forløber i en bestemt retning.
- Nu forstår jeg, hvad De mener. Og hvis man kører filmen baglæns, vil det se ud som om tiden går baglæns, men jeg kan huske, at jeg har læst noget om entropi – noget om, at der er visse processer, der ikke kan gå baglæns.
- Det er netop der, man tager fejl! udbrød han. Allerede i 1700-tallet beviste David Hume at årsag og virkning ikke nødvendigvis afhænger af hinanden. Det er kun noget, vi tror, fordi vi er vant til at se det sådan. De logiske regler kan sættes ud af kraft, og det er netop det, der er ved at ske!
- Hvordan skal det forstås? At 2 + 2 ikke længere er 4?
- Det kan meget vel blive resultatet, sagde han triumferende. Alt er muligt i et univers uden logik.
- Ja, så forstår jeg slet ingenting, sagde jeg, så hører alting jo op. Det er jo det rene kaos. Hvordan vil De forklare det?
- Det kan jeg let, sagde han. Forestil Dem nu, at dette supervæsens koncentration begynder at flakke, og dets fokus springer til et andet sted i billedrækkefølgen. Pludselig er noget af fortiden eller noget af fremtiden blevet til nutid, og tidens gang er flyttet til et andet sted, og vores nutid er blot et stivnet billede i en ikke eksisterende rumtid.
- Det lyder ikke særligt logisk, at det skulle kunne finde sted. Det strider jo mod alle vore erfaringer.
- Logisk, logisk, vrissede han gnavent. Det er jo netop logikken, som jeg siger vil kollapse, i hvert fald i den form vi kender den. Lad mig give Dem et eksempel; Alice i Eventyrland. For hende var alting frygtelig ulogisk, men for kaninen eller den gale hattemager var alting indlysende logisk. Det er kun et spørgsmål om at kende de lokale regler for logik, og de varierer fra verden til verden.
- Jamen i et eventyrland kan man jo selv udforme reglerne. Det kan man ikke i den virkelige verden.
- Hvad mener De med ”den virkelige verden!” Menneske, har jeg ikke lige fortalt Dem, at verden er en illusion! En fantasi! Der er ikke mere virkelighed ved denne verden end ved de andre. De eksisterer allesammen i dette øjeblik. Hvordan i alverden tror De, at vi har fået kendskab til Eventyrland – eller til Olympens guder – eller Gullivers Lilleputland – eller Paradisets Have – det eksisterer alt sammen et eller andet sted. Alt det, vi kalder fantasi, er blot projektioner af andre illusoriske verdener. Ellers ville vi aldrig kunne få sådanne idéer.
- Vil De påstå, at Eventyrland virkelig eksisterer, og ikke blot er et produkt af vores fantasi?
- Det er mere end en påstand. Jeg har været der selv, og det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen. Nu ved jeg det, men det har ikke gjort min frygt mindre.
Jeg stirrede på ham, mens jeg tænkte som en rasende. Manden var gal, det kunne der ikke være tvivl om, men var han også farlig?
Som om han havde kunnet læse mine tanker, sagde han bedrøvet: Nej, jeg er ikke gal, men jeg forstår godt, hvis De tror det. Det gjorde jeg selv i starten. Det begyndte med at jeg så stjernen stå over Bethlehem, men det afskrev jeg som en fantasi, der var fremkaldt af supernovaen. Et stykke tid efter fik jeg et andet syn. Jeg så, at Jorden var flad, og båret på ryggen af en skildpadde. I dag ved jeg, at det er en religiøs myte, men det vidste jeg ikke dengang. Det fortsatte med andre mærkelige syner, som jeg ikke engang kan navngive, og det var sådan, at jeg fandt ud af, at det måtte komme til mig udefra.
Han fortsatte: Så længe det kun var noget, der overgik mig selv, kunne det jo være ligegyldigt, men siden har jeg truffet flere andre, der har det på samme måde. Jeg formoder, at nogle mennesker er mere følsomme overfor forandringer end andre. Noget afgørende er ved at ske – det viser mine ligninger med stor sikkerhed.
Jeg huskede noget om, at man i sådanne situationer altid skulle tale folk efter munden for at berolige dem, så jeg spurgte, så roligt jeg kunne: Og hvad mener De så er på vej til at ske?
- Vi er kommet til enden af en cyklus. Måske er væsenet ved at miste sin koncentration. Måske er det bare blevet træt af at tænke. Vi kan leve med at være en tankeprojektion, men vi kan ikke eksistere uden logiske sammenhænge mellem årsager og virkninger. Hvis dette væsen for alvor slipper sit greb i tankerne, så de begynder at flakke ukontrollabelt, vil verden gå under i et ulogisk kaos.
- Vil universet så ikke bare forsvinde, spurgte jeg.
- Nej, billederne er der jo stadig i væsenets tanker, men logikken ville forsvinde, og uden logikken vil vi alle blive sindssyge. Forestil Dem en verden, hvor landskabet uafbrudt skifter karakter og springer mellem forskellige tidsaldre, og hvis De prøver at spise, forvandler gaflen sig måske til en slange, der bider Dem i tungen, eller De rækker ud efter noget, og ser Deres arm forlade Deres krop og svæve gennem luften, eller De møder en heks med vorte på næsen, der forvandler Dem til en gris. Sådan kan vi ikke leve. Det er derfor jeg må tilbage til universitetet og tale med mine kolleger. Vi må prøve at finde en løsning, hvis det overhovedet er muligt.
Han var nu rykket helt hen til, hvor jeg sad, og hidsede sig mere og mere op, så det var en stor lettelse for mig at se en bil glide ind foran stationen og parkere. I det mindste er jeg ikke alene med ham, tænkte jeg. Bilens døre gik op, og to mænd i hvide jakker steg ud, og kom hurtigt hen imod os. Den lille mand måtte have set dem komme i mine øjne, for han sprang op, snurrede rundt og skreg: Nej, nej! Bliv væk fra mig! Jeg skal til byen. Det er meget vigtigt!
De to mænd var hurtigt henne ved ham, og holdt ham fast, og den ene af dem sagde i et beroligende tonefald. Så, så, lille Janke. Vær nu rolig. Det er bedst, du kommer med os hjem. Nu så jeg, at en tredie mand med lægetaske var på vej hen imod dem.
Nej, jeg vil ikke, jeg vil ikke! skreg den lille mand, men lægen gjorde hurtigt en sprøjte klar, og stak den i hans arm. Et øjeblik efter blev den lille mand slap og føjelig, og de hvide jakker ledte ham blidt hen imod bilen. Lægen kom hen til mig.
- Jeg håber ikke at professoren har generet Dem, sagde han.
- Nej, slet ikke, selv om jeg var ved at blive lidt nervøs på det sidste, sagde jeg. Var det virkelig professor Jankowitz?
- Desværre, ja, sagde lægen, og som De kan se, er han meget syg. Man siger jo, at genialitet og sindssyge ikke er langt fra hinanden, og det synes i hvert fald at passe i hans tilfælde. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for ham, men vi ved alt for lidt om, hvad der virkelig foregår i sjælens dybder.
- Det var i hvert fald en mærkelig, men også spændende historie, han fortalte mig. Langt hen ad vejen var jeg dybt fascineret af ham.
- Jeg formoder, at det handlede om hans mærkelige syner, sagde lægen. Vi får flere og flere af den slags patienter. Det er næsten en epidemi. Jeg tror, det skyldes, at vores tilværelse er blevet for stresset. Flere og flere mennesker forsøger at slippe væk ved at drømme sig ind i en fantasiverden. Det er en sørgelig udvikling. Nå, men jeg må tilbage til sanatoriet med ham. Endnu engang undskyld, hvis han har voldt dem ulejlighed.
- Alt i orden, sagde jeg, og lægen gik tilbage til bilen, som kort efter kørte bort. Jeg lænede mig lettet tilbage, og så op mod supernovaen, som her i aftenrøden lyste meget klart. Måske var det i virkeligheden supernovaen, der øvede sin indflydelse og satte gang i vores fantasi.
Pludselig strøg en iskold vind hen over mig, og supernovaens lys forsvandt, som havde nogen slukket for en kontakt. Aftenrøden blegnede hurtigt, og midt på himlen dukkede fuldmånen op, hvor ingen måne burde være. Så begyndte det at sne. Fine hvide krystaller dalede ned i sommernatten, og dækkede landskabet med et hvidt tæppe, og mens en uforklarlig angst begyndte at snøre mit hjerte sammen, så jeg i silhuet mod fuldmånens lys julemandens kane, trukket af otte rensdyr, glide hen over himlen ledsaget af en lystig klang af bjælder.
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
God jul til jer alle.
|
|
|
|
