|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: HVAD ER ET AKSIOM?
|
Hej Ransom!
Tak for din interesse for Sørlanders filosofi. Da du ikke stiller flere afklarende spørgsmål til hvad begrebet aksiom betyder eller implicerer, antager jeg, at du langt om længe har forstået de rimeligt udførlige begrundede forklaringer jeg er fremkommet med. Det betragter jeg som et væsentligt fremskridt.
Desværre er du endnu ikke rent forståelsesmæssigt kommet på omgangshøjde med Sørlanders filosofi. Her kniber det åbenbart både med forståelsen og selvbeherskelsen.
Du bør vide, at som udgangspunkt anser jeg det ikke for fremmende for den gode saglige debat at karakterisere en opponents ultrakorte beskrivelse af grundlaget for en filosofisk teori med rene forhånelser som ”himmelråbende vrøvl”, ”filosofisk bragesnak” samt en henvisning til ukendte ”eksperter” der angiveligt netop ikke har sat sig ind i tingene, men alligevel udtaler den opfattelse at der er tale om ”middelmådighed”.
Til beroligelse kan jeg oplyse, at jeg ikke har vist dine indlæg til ”eksperter”, da jeg ikke har fundet nogen som helst anledning til at spilde kompetente personers tid med rent retoriske våserier og provokationer.
Jeg foretrækker at opponenter samarbejder således at de ved fælles anstrengelser måske kan nå til en dybere forståelse af hvad det er som giver anledning til, at man vurderer tingene forskelligt samt at dette sker gennem en gensidig respektfuld dialog. Dette er åbenbart ikke en opfattelse som du deler.
Hvis man er uenig i hvad der hævdes i en fremlagt filosofisk teori, så må man, hvis man ønsker at blive taget alvorligt, basere sig på saglige argumenter der påviser inkonsistenser i teorien, eller henvise til en alternativ filosofisk teori, som man støtter sine holdninger på. Det har du desværre undlagt at gøre. I stedet har du støttet dig på nogle ukendte eksperter som måske slet ikke har sat sig ind i Sørlanders filosofiske teori. Hvis Sørlander virkelig er så ”middelmådig” som dine eksperter hævder, så må det jo være en let sag at påvise, hvor Sørlander går fejl og er inkonsistent. Kunne du ikke oplyse mig om de pågældende filosoffers navne samt om, hvor de står rent filosofisk og erkendelsesteoretisk samt hvilket emne de har skrevet speciale om. Her kan jeg oplyse, at Sørlander ved afslutningen af sit filosofistudim på Københavns Universitet skrev guldmedaljeafhandling om Wittgensteins filosofi. Har de pågældende eksperter også fået guldmedalje for deres filosofiske afhandlinger? Hvad har de i øvrigt publiceret inden for moderne logik eller filosofi? Det ville være både rart og betryggende med et par referencer til deres arbejder.
Og kunne du ikke gøre mig den tjeneste, nu du har koblet sagkundskaben på vor lille diskussion, at spørge dem, hvordan de bedømmer Wittgensteins, Zinkernagels og Favrholdts filosofiske arbejder, idet de to sidstnævnte ikke står særlig langt fra Sørlander rent filosofisk, idet de alle tilhører den transcendentale analytiske tradition og alle bygger deres filosofi på modsigelsesprincippet?
Uden et nærmere kendskab til dine eksperters baggrund og filosofiske position, kan jeg ikke tillægge deres bedømmelse af tingene større vægt, end hvad ”Maren i Kjæret” mener om Sørlanders filosofi.
Og det skal stort hjælpe på en afklarende dialog, at min opponent demonstrerer sin egen manglende forståelse af implikationsbegret ved fuldstændig ude af enhver kontekst blot at opremse nogle af de logiske konstanter for sandhedsfunktionelle konnektiver, i stedet for at bede mig om at specificere og kvalificere det implikationsbegreb jeg har anvendt i den ultrakorte beskrivelse.
Så lad mig forklare tingene lidt mere udførligt, så kan det jo være, at der opstår en gryende forståelse hos min opponent og hans eksperter:
Kravet om, at der skal begyndes med modsigelsesprincippet, er naturligvis et krav om, at der skal begyndes med en konkret formulering af dette princip. Men da det i sig selv er kontroversielt, hvorledes modsigelsesprincippet skal formuleres, så er det vigtigt, at vi begynder med så simpel en formulering som muligt, således at også min opponent kan følge med.
Eller måske er det endnu bedre at begynde med forskellige simple formuleringer. Når der er flere, og når det ikke umiddelbart er klart, at den ene er bedre eller simplere end den anden, så er der ingen grund til at foretage et eller andet vilkårligt valg. (Det her handler jo ikke om at definere aksiomer). Så er der snarere grund til at tro, at det bedste vi kan gøre, er at finde vor begrundelse ud fra det fælles indhold i de forskellige formuleringer.
En simpel formulering af modsigelsesprincippet lyder: En påstand er uforenelig med sin egen negation. Det kan også udtrykkes således, at en påstand og den samme påstands negation ikke begge kan være sande. I en anden formulering lyder den samme tanke: Konjunktionen af en påstand og dens egen negation (p&-p) kan ikke være sand. Endvidere kan princippet udtrykkes ved hjælp af implikationsbegrebet: Hvis en påstand er sand, så kan dens negation ikke også være sand. Disse forskellige formuleringer af modsigelsesprincippet har en fælles kerne. Derfor er det korrekt at tale om forskellige formuleringer af det samme princip.
Hvad lærer modsigelsesprincippet os så? Et umiddelbart svar er, at det lærer betydningen af ordet ”ikke". Eller sagt på en anden måde: Modsigelsesprincippet udtrykker en definition af negationsbegrebet. Det fastlægger rent definitionsmæssigt det mulige forhold mellem det, at en påstand er sand, og det, at den selvsamme påstands negation er sand. Det næste som må påpeges, er så, at dette forhold også er et IMPLIKATIONSFORHOLD: Det er impliceret i betydningen af ordet ”ikke” (og altså i negationsbegrebet), at hvis en påstand er sand, så er dens negation ikke sand.
Hvis vi således accepterer, at modsigelsesprincippet definerer betydningen af ordet ”ikke”, og at det specielt fastlægger denne betydning ved at angive, hvorledes negationen af en påstand forholder sig implikationsmæssigt til påstanden selv, så har vi også forudsat en betydningsteori: en teori om, hvori et ords betydning består. Vi har forudsat, at der i selve modsigelsesprincippet er impliceret en sådan betydningsteori. Når vi siger, at ordet ”ikke” defineres ved det, at hvis en påstand er sand, så kan dens egen negation ikke være sand (og omvendt: hvis påstandens negation er sand, så kan påstanden ikke selv være sand), så forudsætter vi her ikke blot en bestemt sammenhæng mellem betydningen af ordet ”ikke” og et bestemt implikationsforhold mellem en påstand og dens negation. Vi forudsætter samtidig, at der her er tale om et særtilfælde af en almen sammenhæng mellem betydningen af betegnelser og implikationsforhold mellem påstande. Det eneste, som vi må og skal tage som et særtilfælde ved ordet ”ikke”, er, at dets betydning netop fastlægges i det implikationsforhold, der udtrykkes i modsigelsesprincippet. Dette anfægter ikke, at betydningen af andre ord så også må fastlægges ved andre mulige implikationsforhold mellem påstande.
Således giver modsigelsesprincippet – og den betydningsteori, som det forudsætter – os et reelt grundlag, hvorfra vi objektivt kan tænke os frem til, hvilken begrebsstruktur et muligt sprog nødvendigvis må indeholde. Det er et krav, at vi sætter alt andet (og altså al empirisk viden) til side, og at vi alene tænker os videre på basis af modsigelsesprincippet og dets betydningsteori.
Hermed har jeg givet en lidt mere fyldestgørende forklaring som burde sætte min opponent og hans eksperter i stand til at forstå grundlaget for Sørlanders filosofi lidt bedre. At denne forklaring selvfølgelig langt fra er udtømmende siger sig selv. Men hvis der er noget i forklaringen som min opponent ikke forstår, står jeg selvfølgelig til tjeneste med yderligere uddybende forklaringer. God debat forudsætter som bekendt at man kan forklare og begrunde sin stillingtagen i stedet for at forfalde til at fyre retoriske skældsord af når der er noget man ikke har forstået.
Min opponent stiller dog et konkret relevant spørgsmål, men da han selv besvarer det ved at beskrive sit eget spørgsmål som ”Det er filosofisk bragesnak!”, kan man jo let komme i tvivl om, hvorvidt opponenten reelt ønsker et uddybet svar eller blot at lukke lidt mere retorisk varm luft ud.
Det selvbesvarende spørgsmål lød:
Hvad er en deduktion fra modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori?
Efter at jeg ovenfor lidt mere udførligt har redegjort for og begrundet hvad der gemmer sig bag udtrykket ”modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori”, skylder jeg selvfølgelig en forklaring på, hvad der menes med ”en deduktion” på dette grundlag.
For at undgå nye misforståelser eller flere uhæmmede følelsesudbrud må jeg hellere indlede med at forklare, hvad en deduktion er for en kamel i den moderne logik.
I formel logik er en deduktion identisk med at udlede et udsagn (en dom i domslogikken) fra andre udsagn (domme) i overensstemmelse med logiske slutningsregler.
Derudover skal jeg henvise min opponent til at læse en kortfattet redegørelse for betingelserne for gyldigheden af logiske deduktioner med udgangspunkt i den analytiske transcendentale filosofi, som jeg nyligt skrev her på debatten, således at han kan komme på omgangshøjde med situationen. Link:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/ubb/printthread/Board/22/main/495/type/thread.html
Det korte svar på spørgsmålet er: De betegnelser som abstrakt kan defineres (ved logisk deduktion) ud fra den betydningsteori der er impliceret i modsigelsesprincippet har selv status af endegyldige sandheder.
Problemet for opponenten kan tænkes at være, at han principielt afviser, at der findes endegyldige sandheder. Hvis dette skulle være tilfældet, skal jeg venligst anmode om, at opponenten eller hans eksperter fremlægger en konsistent argumentation for, at vi ikke kan erkende endegyldige sandheder eller at sådanne umuligt kan eksistere.
Med dette svar håber jeg at tågerne i min opponents mentale univers er begyndt at lette, således at han, om ikke forstår, så dog begynder at kunne se konturene af den filosofiske teori jeg har prøvet at forklare på en letfattelig måde, således at alle kan deltage i den videre diskussion uden krav om besiddelse af særlige forudsætninger. I modsat fald skal jeg henvise opponenten til at læse op på Zinkernagels og Favrholdts filosofiske teorier, idet springet herfra til Sørlanders filosofi som nævnt ikke er voldsom stort, selv om den er dyb og enkel. Faktisk lader forskellen sig forklare i ganske kort form:
Forskellen består i, at Sørlander sætter vort givne sprog i parentes (for at holde det ude af begrundelsessammenhængen) og i stedet anvender modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori til at foretage en transcendental deduktion – i Kants forstand – af det system af grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse.
Derfor kan Sørlander besvare et spørgsmål, som ligger uden for både Zinkernagels og Favrholdts rækkevidde; Spørgsmålet om, hvorfor strukturen af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse er, som den er, og ikke anderledes. Hvorfor det er logisk udelukket, at den kunne være anderledes.
Således forstået har modsætningen mellem de to bestræbelser en genklang i Kants værk – i modsætningen mellem det, som han gør i ”Prolegomena” og det, som han gør i ”Kritik der reinen Vernunft”. Hvor Zinkernagel og Favrholdt argumenterer i analogi med den analytiske metode i det første værk, forsøger Sørlander at argumentere i analogi med den egentlige transcendentale metode i det andet værk.
Blot er Sørlanders projekt anderledes og dybere end Kants, eftersom han udgår fra selvbevidsthedens mulighed (og derfor forudsætter modsigelsesprincippet), mens Sørlander alene bygger på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori.
At mine svar langtfra er udtømmende skal jeg være den første til at indrømme og beklage, men man er jo nødt til at begynde et eller andet sted og så bevæge sig videre fremad i en dialogisk proces hvor opponenten bidrager med seriøs kritik og stiller afklarende spørgsmål til det som stadig er dunkelt for ham.
Herefter imødeser jeg min opponents begavede og seriøse kommentarer og skal venligt anmode ham om, at friholde debatten for mere retorisk vås, flere uhæmmede følelsesudbrud samt undlade at krydre kommentarene med skældsord og forhånelser. Det er jeg sikker på at de fleste seriøse debattører også vil sætte stor pris på.
I modsat fald må jeg henvise opponenten til chatten eller Arenaen der egner sig fortrinligt til hundeslagsmål, mudderkastning og deslige.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
