annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15532982
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372074
Et andet syn 1980581
Jesu ord 1518197
Åndelig Føde 1464857
Galleri
Rødhus hedeklit
Hvem er online?
0 registrerede 228 gæster og 259 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: HUMOR - ET FILOSOFISK PROBLEM

Åndelig fordybelse må efter min opfattelse også forholde sig til humorens væsen og dykke ned i den sump som humor også er. Humor, sammen med ironi og sarkasme er noget helt unikt som vi blandt alle skabninger har fået i nådegave, eller som en alternativ mulighed vi har udviklet for at udholde vor forfærdende eksistentielle situation.

Dyrene har lige så lidt behov for humor som de har for religion og åndelig fordybelse, for de lever i nuet og er et med naturen. Mennesket derimod ser sig stillet over for naturen, på valgets afstand af den og det har ikke blot friheden til at vælge, det er tvunget til det. Man kunne næsten fristes til at udtrykke vor situation på den paradoksale måde, at vor frihed er et påtvunget eksistentielt grundvilkår.

Mennesket er et væsen som både besidder en selvreflekterende bevidsthed og sprog. Dyrene har bevidsthed og kan kommunikere ved hjælp af signaler (tegn), men de har ikke det vi forstår ved sprog. Dyrene erkender deres omgivelser og kan reagere adekvat på dem. Dyret ved, men det ved ikke hvorfor det ved, og det har ingen mulighed for at stille det eksistentielle grundspørgsmål HVORFOR?

Mennesket er det eneste væsen, som kan stille sig uden for sig selv, som forholder sig til sig selv. Med Søren Kierkegaards ord: "Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er selvet. Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller det er i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv."

Med mennesket er der kommet en spalte i den umiddelbare måde væsener eksisterer i verden på. Denne spaltning kan kort udtrykkes ved vor selvbevidsthed og sprog. En forklaring på hvordan denne spaltning er opstået og hvad menneskets eksistentielle situation er, finder vi i vor kulturs grundmyte Genesis.

Det er med ord, at den almægtige skabergud ud af kaos skaber verden med alle dens ting; og til sidst skaber han mennesket i sit eget billede. Det er Gud som navngiver det første menneske, som han kalder Adam, som han derefter suverænt overlader, at navngive alle de andre skabte ting. Og således kommer de af Gud skabte ting ind i menneskets bevidsthed derved, at mennesket selv sætter navn på tingene. Erkendelsen vokser i sproget kunne man også sige.

Adam er altså skabt med sprog og bevidsthed, men han mangler tilsyneladende selvbevidsthed, så Gud må lære ham reglerne for, hvad han må og ikke må gøre. Adam, hvis opgave det var at dyrke og vogte haven keder sig i den perfekte Edens have som Gud har skabt, så Gud skaber ud af hans riben en medhjælp, en variant af Adam, kaldet en "mandinde" eller kvinde - væsenet Eva, hvis nysgerrighed og autonomi synes at være noget større end Adams. Men selv Gud magter åbenbart ikke at skabe en perfekt god verden, for det gode har alene mening som kontrast til det onde. Gud har nok givet de første to skabninger regler de skal overholde, men han har også givet dem frihed til selv at vælge og plantet en stor fristelse midt i haven: træet til kundskab om godt og ondt, og Gud advarede Adam om ikke at spise træets frugt: "for den dag du spiser af det, skal du dø!" Kvinden, det letsindige, opsætsige og nysgerrige væsen lod sig selvfølgelig friste af det onde til at spise den forbudne frugt. Og som altid lod manden sig lokke af kvindens væsen - lokke ud i synd - hvordan kunne det være anderledes?

Som Djævelens advokat ville jeg nok bebrejde Gud en del og forsvare det faldne menneske ved at henvise til, at det jo blot prøvede at blive et med Gud ved at blive som Gud, der kan kende godt fra ondt. Syndefaldet var uundgåeligt og også irreversibelt, således som Gud havde blandet kortene, og det må den almægtige jo have vidst, før han blandede kortene.

Ikke desto mindre lykkedes det i mytens sprog - uden for tid og logik - at give en overraskende præcis beskrivelse af menneskets eksistentielle situation og hvorfor vi, til forskel fra alle andre skabninger, er havnet hvor vi er. I mytens perpektiv er resten af menneskeslægtens historie fortællinger om, hvordan mennesket forsøger at stille Guds vrede, men hver eneste gang skuffer fælt i sine bestræbelser på at blive taget til nåde og atter forenet med Gud i hans perfekte have.

Til sidst forbarmer Gud sig i sin store kærlighed over mennesket og viser det en ny vej til frelse ved selv at træde ind i historien som den inkarnerede Jesus Kristus, Menneskesønnen, der må lide for vore synders skyld. Gennem tro på Ham og ved at udvise den samme kærlighed over for vore medskabninger som den, hvormed Gud elsker sin skabning, suspenderes dødsdommen fra syndefaldet ved genopstandelsesmiraklet. Ved så at sige at gå ned på knæ, og identificere sig med sin skabning og dets vilkår, demonstrerer Gud et hidtil ukendt og ufatteligt aspekt af sit væsen. Den længe ventede Messias var slet ikke som profeterne havde forestillet sig ham: En lidende Messias havde ingen forventet.
Således kom noget helt nyt ind i menneskenes verden: En kærlighedens religion - kristendommen.

Efter denne lille digression med nogle uhøjtidelige spontane reflektioner over nye og gamle myter tilbage til temaet: humorens, ironiens, sarkasmens og latterens væsen.

Humorens mulighed beskrev jeg i indledningen, men hvad er dens inderste væsen? Hvad er det for ord og fagter som nogen gange får os til at trække på smilebåndet, til at le, eller til at skraldgrine og bryde ud i en helt afsindig latter? Og andre gange får de selv samme ting os til at forblive kolde, eller blive vrede, forargede og optrædt af et ubændigt had og lyst til at begå mord på den formastelige humorist?

Humor kan være farlig og den er allermest farlig når den handler om det vi elsker allerhøjst og ikke kunne leve foruden. Hvis vi elsker Gud, vor hustru, vore børn og forældre er det nok nogle af de ting vi skal være lidt varsomme med at gøre nar ad. "Ofrene" dør sandsynligvis ikke ligefrem af grin, men humoristen kan nemt risikere, at have begået sin sidste vittighed.

Humorens emner synes at være det vi elsker og frygter allermest og det vi er ambivalente over for. Rent empirisk kan det konstateres, at de fleste vittigheder som folk faktisk ler ad, handler om Gud, samleje, død og vore egne dårskaber og tåbeligheder.

Humoren er også et spejl hvori vi kan genkende os selv, så når vi ler er det også os selv vi ler ad. Hvad Gud angår, har han sikkert altid været holdt for nar og gjort grin med af lystige svende der giver fanden i Gud og al hans væsen. Men egentlig er det jo ikke Gud man gør grin med, det er den måde menneskene opfatter Gud på og alle de besynderlige og foruroligende handlinger de udfører for at demonstrere, hvor meget de elsker eller frygter Ham. Mon ikke Gud sætter endnu større pris på religiøse vittigheder end på bønner, der vel må blive lidt ensformige for en almægtig skabning at høre på i længden, selv om også Hans tålmodighed er uendelig stor. Det kan man jo formode, da vi angiveligt ifølge myterne har erhvervet vort humoristiske og lattermilde væsen fra Gud selv. Nogle af os har i hvert fald.

Hvorfor ønsker nogle muslimer f.eks. at dræbe kunstnerne bag de danske muhammadkarikaturer? Hvorfor ikke blot dø af grin som de fleste andre kulturkristne og hedninge? Hvis man ikke forstår den muslimske vrede må det være fordi vi har glem vor egen historie, hvor kærlighedens religion måske ikke var helt så kærlig som den burde være. I så tilfælde kan jeg anbefale læsning af Umberto Ecos gennembrudsroman (fiktion)"Rosens Navn" eller se filmen.

Handlingen er henlagt til den "mørke" middelalder i 1300-tallet i et kloster i Norditalien, der er berømt for sit meget store bibliotek. Den drejer sig dels om opklaringen af nogle mord på munke og dels om forsøget på at hele uoverensstemmelserne mellem de forskellige fløje i katolicismen.

Der optræder et yderst broget persongalleri i romanen. Hovedpersonen er en detektiv af samme kaliber som Sherlock Holmes, en skolastisk logiker ved navn William af Baskerville, hvilket både giver associationer til den engelske mesterdetektiv og til William af Ockham (1285-1349), en engelsk franciskansk, skolastisk filosof og teolog, hvis erkendelsesteoretiske position er en yderliggående empirisme. Ockham er bedst kendt for sit tankeøkonomiske princip kaldet "Ockhams ragekniv", som stadig har en vis anvendelse i moderne naturvidenskab. Romanens William er udover at være logiker også tidligere (bodfærdig) inkvisitor, men da han åbenbart frikendte for mange af de tiltalte kættere, faldt han i unåde hos paven.

Han ankommer sammen med sin novice (lærling), den unge Adso fra klostret Melk i Østrig, og er blevet hidkaldt for løse en mystisk mordgåde samt arrangere et møde mellem de stridende fraktioner i den katolske kirke. William finder snart ud af, at en angiveligt "forsvunden bog" af filosoffen Aristoteles: "Om Humor" spiller en afgørende rolle som motiv for mordene. En bog som findes skjult i det labyrintisk konstruerede bibliotek, hvortil kun bibliotekaren og hans assistent har adgang.

En gammel munk, en blind seer, som er kristen fundamentalist, dræber i Guds navn alle som læser den "farlige bog", fordi latteren ikke hører hjemme i den alvorlige kristendom der er centreret om Jesu lidelseshistorie. Latteren er ifølge fundamentalisten som en "fjært" der forurener og sår tvivl om de religiøse dogmers sandhed. På grund af den status og anerkendelse Aristoteles nyder på dette tidspunkt i kristendommen, anser den blinde munk bogen som farlig for kristendommen per se.

Hermed er introduceret et evigt og også højest aktuelt og kontroversielt tema, der netop har en refleks i muslimers reaktion på de danske muhammedkarikaturtegninger, og som rammer alle fundamentalister af enhver politisk og religiøs afskygning. Et karakteristisk træk ved alle totalitære regimer er, at der er dødsstraf for at latterliggøre de politiske eller religiøse ledere eller ideologien.

Blandt de delegerede prælater foregår der en utrolig lattervækkende diskussion omkring det franciskanske fattigdomsideal som pavens udsendinge af nærliggende grunde ikke deler. Man diskuterer, om Jesu var ludfattig eller ejede en pung, og om der findes humor i bibelen. En af de delegerede henviser til, at en kristen martyr, der blev dræbt ved at blive smidt i kogende vand, anvendte humor for at skade sine bødler. Martyren klagede over, at vandet kun var lunkent, hvorefter en af bødlerne stak hånden i karet og blev skoldet.

Jeg skal ikke røbe mere af den spændende handling her, men blot henvise til, at vi faktisk har lidt kendskab til Aristoteles' holdning til humor. I "Ethics" skriver den gamle logiker nemlig følgende: "Those who would not say anything funny themselves, and who are annoyed at those who do, seem to be savage and austere." Et synspunkt som jeg fuldt ud deler!

Filosofferne har, nok ikke særligt overraskende, haft vanskeligt ved at bestemme humorens væsen og sætte den på en fast formel.

Her er et par eksempler på de myslykkedes anstrengelser:"Humor is a genuine mystery." (Robert Latta 1999). "Laughter is one of the unsolved problems of philosophy." (Monro 1963). "We are still without an adequate general theory of laughter." (Morreall 1987).

Og her på nogle mere alvorlige forsøg: Den danske filosof Harald Høffding, slog allerede i 1916, i værket "Den store humor", fast, at humors modsætning ikke er alvor, men selvhøjtidelighed. Her synes Høffding at have fået fat i et væsentligt element. Også filosoffen Søren Kierkegaard, som selv anvender en underfundig humor i sine værker, prøver at indplacere den mellem Himmel og Helvede. Han placerer den et sted mellem det etiske og det religiøse stadium i skriftet "Stadier på livets vej."

Såfremt dette uhøjtidelige debatoplæg udløser relevante kommentarer om humorens væsen, overvejer jeg alvorligt at undersøge humorens væsen nærmere, sådan rent begrebslogisk. Det kunne være en morsom øvelse at kaste sig over for at give et alternativt indspark til emnet: Åndelig fordybelse.

Hvorfor ikke også forbybe sig i humorens væsen? Ingen filosoffer har mig bekendt kunne formulere et formelt kriterium eller teori om hvad humor er. De synes alle at have givet op! Jeg vil ikke på forhånd afvise, at dette er umuligt. Når filosofien kan bevise, at der er selvmodsigelser i ethvert bevis for Guds nødvendige eksistens, burde det vel ikke være helt umuligt også at opstille en generel teori for latterens væsen.

Foreløbig har jeg gjort mig følgende indledende overvejelser (man bedes højst grine af de gentagelser som teksten indeholder): Det er ikke det de sir' dét, det er måden altså, som de sir´det på! - For nu at parafrasere en ældgammel dansk revyvise, der har relation til emnet humor.

Eftersom humor nok er udefinerbar, så afhænger den altid af et individuelt og subjektivt kriterium, som kun vanskeligt kan underkastes rationel analyse. Det er med humor som med oplevelsen af poesi, mantra og det Hellige. Enten oplever man det, og det sætter berusende følelser - latter, glæde, forundring eller afklarethed - igang, eller også oplever man det ikke. Humor, som ikke opstår helt spontant, er lige som al anden kunst skabt med et formål - nemlig at blive oplevet og i dette tilfælde at fremkalde en speciel artsspecifik reaktion: smil, latter stigende til vanvittige latterbrøl - eller den stik modsatte reaktion: ligegyldighed, usikkerhed, forfærdelse, krænkelse, vrede, følelsen af at være forhånet og hævntørst.

Homoren synes også at have en mentalhygiejnisk funktion, delvis analog med oplevelsen af det Hellige. En slags katarsis, der udligner psykiske spændinger og virker angstdæmpende. Når så megen humor handler om samleje og død er forklaringen nok, at begge dele kan fremkalde angst. Een måde at bekæmpe denne angst på er gennem tabu. En anden måde er gennem humor. Humor har også en særlig social funktion delvis analog med alkohols. Den neddæmper hæmninger og overvinder derigennem den barriere som eksisterer mellem fremmede mennesker. Dette kan udtrykkes helt kort i mundheldet: Den korteste distance mellem to mennesker er et smil!

Grunden til at dyr er udelukket fra humorens univers er som sagt, at de mangler selvreflektion og sprog. Humor og følelsen af det Hellige drejer sig om "et forhold som forholder sig til sig selv" - for nu atter at anvende Kierkegaards udmærkede terminologi. Der synes også at være en parallel mellem vanvid og religion/humor. Alle kender udtrykker "vanvittigt morsomt", hvilket aspejler relationen - en overdrivelse - mellem normalitet og vanvid.

Religionens dæmoniske væsen ytrer sig også i den fortrolighed, med hvilken den søger eller tåler vanviddets nærhed. Intet folk har finere fornemmet denne ejendommelighed end grækerne. De kaldte enhver psykisk forstyrrelse for "hiera nosas". De talte om hellig sygdom. Den religiøse grebetheds og den religiøse opflammetheds tilstand var for dem urformen for enhver sindssyge.

Religionen, i hvis umiddelbare naboskab det dæmoniske, forbrydelsen og vanviddet opholder sig, indeholder i sit væsen spirer eller anlæg til de grufuldeste forværngninger og overdrivelser. Humoren er ikke blot artstypisk, den er også næsten altid relativ til en given kultur.

Efter sigende bærer verdens tyndeste bog titlen: "Muslimsk humor". I stærk konkurrence med en anden bog: "Jødisk gavmildhed". En væsentlig forudsætning for overhovedet at kunne opleve humor, er derfor et indgående kendskab til en given kulturs formelle og uformelle normer og skikke, dets tabuer, dens historie, annekdoter, den fremherskende politiske korrekthed samt kendskab til kulturens idoler inden for kunst, medier, politik, sport, mode, videnskab, religion etc. Samt en højtudviklet sprogfornemmelse (høj sproglig IQ) og empati.

Mangler disse egenskaber og forudsætninger eller er der "huller" i dem, eller har personerne forskellige ideologier (i ordets bredeste betydning), så kan to personer fra samme kultur forholde sig stik modsat til en given vittighed. Den ene er ved at "dø af grin" - en slet skjult hentydning til en alternativ bevidsthedstilstand - mens den anden føler ligegyldighed eller irritation, fordi han er forblevet i den normale (rationelle) bevidsthedstilstand.

Der eksisterer nok også en universel humor, der hænger sammen med menneskets driftsmæssige natur og disposition. Den handler om det alment menneskelige: samleje, penge, magt og død. Når den ikke spiller på ords dobbeltbetydninger så lader en sådan humor sig oversætte til alle sprog og kan derfor potentielt udløse latter i alle kulturer. Universel humor synes at have en hel del til fælles med den religiøse myte. Begge er tidsløse og humorens sprog ligner også mytens deri, at man ser stort på sprogets logiske/syntaktiske regler.

Det man ler ad på Dansk Folkepartis Landsmøde, er ikke det samme som man ler ad på Enhedslistens landsmøder. Hvis EL i det hele taget holder landsmøder. Nogle grinebidere påstår, at EL afholder landsmøder i telefonbokse. Det er nu nok en overdrivelse. Jeg mener, at EL afholder dem på Internetcafeer sammen med Ny Alliance. Og det man ler ad på et ateistisk debatforum er ikke de samme vittigheder som man ler ad på en religionsdebat. Der er selvfølgelig en fællesmængde, men der er også forskelle. Og det er forskellene der er interessante, rent forskningsmæssigt - hvis der ellers er nogen der forsker i humor bortset fra undertegnede. Så oplysninger om, hvad x, y og z finder morsomt eller ikke morsomt, er med til at karakterisere de pågældende, afspejler den pågældendes personlighedstype, neurologi, og patologi. Det er det interessante for mig.

Om nogen ler, og hvem der ler, er jeg sådan set bedøvende ligeglad med. Ganske vist er øjet sjælens spejl, men lattermusklernes bevægelse giver nu også et ganske godt indblik i sjælelivet.

Hilsen

Ipso Facto pifter


-----------------
Fra verdens tyndeste bog: "Hvad får en muslimsk kvinde der sprænger sig selv i luften for at dræbe Guds fjender?"- Hun får en fridag!" - Shazia Mirza, verdens eneste kvindelige muslimske stand-up-komiker.





Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
USA: Vi arbejder på et nyt møde med Is..
28/03/2024 09:56
Motorcykeltræf og vejarbejde kan give p..
28/03/2024 09:40
Tæt trafik på Sydmotorvejen
28/03/2024 09:30
Frygter udslip af farlige materialer eft..
28/03/2024 09:26
Fire personer dræbt i Illinois efter kn..
28/03/2024 09:22
Nyheder fra Religion.dk