|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ETISKE OVERVEJELSER (1)
|
Hej Arne!
Tak for dine gode saglige spørgsmål til nogle af de udtryk som anvendes i den moderne filosofiske logik.
Du har stort set forstået det meste af det jeg forklarede på den rigtige måde.
Men faktisk var den forklaring jeg gav ikke tilstrækkelig til at forstå tingene ud fra mit begrebsfilosofiske grundlag. Opponenten stille nogle ret så tåbelige spørgsmål og derfor havde jeg ikke energi til at give et fuldgyldigt svar.
Begrebet "syntaks" anvendes både i sprogvidenskaben og i filosofien i to lidt forskellige betydninger.
I sprogvidenskaben er syntaks betegnelsen for det regelsystem i et naturligt sprog, som styrer dannelsen af sprogets sætninger.
I filosofien er det betegnelsen for den underdisciplin af semiotikken som undersøger de indbyrdes formelle relationer mellem sproglige tegn uafhængigt af deres meninger.
Ved et formaliseret sprogs logiske syntaks forstås i logikken specifikationen af sprogets grundsymboler samt af reglerne (formatationsreglerne) for disses kombination til større helheder (velformulerede formler).
I begrebsfilosofien, således som Sørlander formulerer den, gås der ned på et dybere niveau end det syntaktiske og semiotiske med opstillingen af en universel betydningsteori for alle mulige sprog.
Grundlaget for denne betydningsteori er kontradiktionsprincippet der bevises at være sandt for ethvert muligt sprog i enhver mulig verden. Den sidste del af beviset er jeg nu ikke enig med Sørlander i. Hvis jeg var ville jeg være ateist og ikke agnostiker. Men lad nu det ligge til senere.
En simpel formulering af modsigelsesprincippet lyder: En påstand er uforenelig med sin egen negation. Det kan også udtrykkes således, at en påstand og den samme påstands negation ikke begge kan være sande. I en anden formulering lyder den samme tanke: konjunktionen af en påstand og dens egen negation (p&-p) kan ikke være sand. Endvidere kan princippet udtrykkes ved hjælp af implikationsbegrebet: Hvis en påstand er sand, så kan dens negation ikke også være sand. Disse forskellige formuleringer af moddsigelsesprincippet har en fælles kerne. Derfor er det korrekt at tale om forskellige formuleringen af det samme princip.
Hvad lærer modsigelsesprincippet os så? Et umiddelbart svar er, at det lærer os betydningen af ordet "ikke". Eller sagt på en anden måde: Modsigelsesprincippet udtrykker en definition af negationsbegrebet. Det fastlægger rent definitionsmæssigt det mulige forhold mellem det, at en påstand er sand, og det, at den selvsamme påstands negation er sand. Det næste, som må påpeges, er så, at dette forhold (også) er et implikationsforhold: Det er impliceret i betydningen af ordet "ikke" (og altså i negationsbegrebet), at hvis en påstand er sand, så er dens negation ikke sand.
Hvis vi således accepterer, at modsigelsesprincippet definerer betydningen af ordet "ikke", og at det specielt fastlægger denne betydning ved at angive, hvorledes nagationen af en påstand forholder sig implikationsmæssigt til påstanden selv, så har vi også forudsat en betydningsteori: en teori om hvori et ords betydning består. Vi har forudsaat, at der i selve modsigelsesprincippet er impliceret en sådan betydningsteori. Når vi siger at ordet "ikke" defineres ved det, at hvis en påstand er sand, så kan dens egen negation ikke være sand (og omvendt: hvis påstandens negation er sand, så kan påstanden ikke selv være sand), så forudsætter vi her ikke blot en bestemt sammenhæng mellem betydningen af ordet "ikke" og et bestemt implikationsforhold mellem en påstand og dens negation. Vi forudsætter samtidig, at der her er tale om et særtilffælde af en almen sammenhæng mellem betydningen af betegnelser og implikationsforhold mellem påstande.
Det eneste, som vi må og skal tage som et særtilfælde ved ordet "ikke", er, at dets betydning netop fastlægges i det implikationsforhold, der udtrykkes i modsigelsesprincippet. Dette anfægter ikke, at betydningen af andre ord så også må fastlægges ved andre mulige implikationsforhold mellem påstande.
Således giver modsigelsesprincippet - og den betydningsteori, som det forudsætter - is et reelt grundlag, hvorfra vi objektivt kan tænke os frem til, hvilken begrebsstruktur et muligt sprog nødvendigvis må indeholde. Det er et krav at vi sætter alt andet (og altså al empirisk viden) til side, og at vi alene tænker os videre på basis af modsigelsesprincippet og dets betydningsteori.
Den krævede tænken må begynde med at udfolde sig i en konkret påvisning af, hvilke betegnelser der rent abstrakt kan defineres ud fra den betydningsteori, der er impliceret i modsigelsesprincippet. Derefter må den udfolde sig i en successiv påvisning af, hvilke betegnelser der videre kan defineres alene på basis af de allerede definerede betegnelser. Følger man disse krav, så vil man efterhånden få opbygget et skelet - en begrebsstruktur - som i princippet må være impliceret (og kunne opbygges) i ethvert muligt sprog, fordi det er impliceret i selve det, at påstande må kunne være uforenelige. Under forsøget på at blotlægge denne struktur vil man så også specielt kunne finde ud af, om ethvert muligt sprog implicerer et bestemt system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse. Følger man forskrifterne strengt, så vil ens konklusioner vedrørende dette spørgsmål i princippet have samme gyldighed som modsigelsesprincippet.
En sådan nærmere undersøgelse af, om betydningsteorien holder har jeg indledt i tråden "Betydningen af et ord" her i filosofiafsnittet.
Set fra Sørlanders sprogfilosofiske position er bestræbelsen at spørge om hvad der ikke konsistent kunne være anderledes. Det er ikke filosofiens opgave at bestemme, hvorledes verden faktisk er - det hører under erfaringsvidenskaben. Det er filosofiens opgave at bestemme de iomgængelige træk ved verden og ved vor situation (som selvreflekterende sprogbrugende væsener) - personer - i verden. Filosofien er således ikke en videnskab. Den har sin helt egen position.
Den giver et svar på, hvad verden er, som er yderst kortfattet og præcist: Verden er alt hvad der er tilfældet. Alt, hvad der kan beskrives i sande påstande.
Men at føre et uigendriveligt bevis for denne påstands sandhed forudsætter en betydningsteori som bygger på noget som er en absolut evigtgyldig sandhed, ikke blot for os, men for enhver person i en hvilken som helst muligt verden. Sådanne evigtgyldige sandheder er uafhængige af os og af den fysiske verden som jo er forgængelig.
Dette er i ultra kort form hvad Sørlanders begrebsfilosofi går ud på.
Lad mig lige her til sidst oversætte de anvendte betegnelser fra den moderne logik.
De anvendte betegnelser og logiske konstanter som de er anvendt i udtrykket (p&-p), hvor "p" står for en vilkårlig påstand eller sætning er som følger. "-" er en logisk konstant der betegnes som en "negation", der læses som "ikke". I sandhedstavlen (sandhedsfunktionelle konnektiver) fås følgende betegnelser for hhv. sand og falsk: Hvis p er sand, så er -p (negationen af p) falsk. Hvis p er falsk så er -p (negationen af p) sand.
Hermed håber jeg at have tydeligt tingene lidt bedre end i første forsøg, således at du kan få kæden sat på igen og køre videre mod de dybere lag af brgrebsfilosofien. ;)
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
