|
2
registrerede somo, ABC
311
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDENS LABYRINT.
|
Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. Denne gang om tidens retning.
”Vi mener at vide, hvornår begyndelsen fandt sted, og vi diskuterer vildt, hvordan slutningen bliver, men hvad nu hvis det i virkeligheden forholder sig omvendt – at slutningen kommer før begyndelsen?” sagde Vern, da han ledte dem til næste rum.
Gnab Gib.
”Sådan,” sagde Nicholas, og indlæste det sidste program. ”Verdens første kvantecomputer, som også er en parallelcomputer, er klar til brug. Den kan udføre mere end en million beregninger simultant, ikke nær så meget som en menneskehjerne, men til gengæld 3 millioner gange hurtigere. Den kan faktisk tænke selvstændigt, næsten som et menneske. Dens hukommelse rummer samtlige kendte matematiske og videnskabelige formler, foruden hundredtusinder af bøger, der dækker stort set samtlige emner, som mennesker har beskæftiget sig med i tidens løb. Nu skulle vi kunne få svar på videnskabens største gåder. Er d’herrer interesserede i en lille demonstration?”
”Bravo, Nick! Godt gået!” lød tilråbene fra flere af de forsamlede medarbejdere. ”Ja, selvfølgelig er vi det. Vis os nu, hvad dyret kan.”
”Og hvad skal vi så spørge den om?” spurgte Nicholas. ”Der er frit valg på alle hylder.”
”Lad os sætte den på en virkelig prøve,” sagde en af matematikerne. ”Prøv at spørge den om, hvad tid er. Det har givet fysikerne problemer lige siden 1905.”
”Go’ idé,” sagde Nicholas. ”Lad os nu se, om ånden er over den.” Han trykkede på aktiveringstasten, og billedet af en gammeldags olielampe af kobber tonede frem på skærmen på en blå baggrund. Nicholas rakte op og rørte ved lampen på skærmen, og en ånd med turban på hovedet voksede ud af vægehullet, og spurgte med dyb stemme: ”Hvad er dit ønske, Herre.”
Medarbejderne skreg af grin. Nicholas var ikke alene en genial konstruktør, han var også kendt som en stor spasmager, og det var bare typisk ham at lade computeren tale gennem en animeret eventyrfigur.
”Jeg vil gerne vide, hvad tid er,” sagde Nicholas. ”Hvad kan du fortælle mig om det.”
”Spørgsmålet er for omfattende og for uklart formuleret. Vær så venlig at omformulere det til et konkret problem,” sagde ånden.
”OK. Vi betragter tiden som en dimension. Er dette korrekt? Er tiden en dimension?”
”Det er korrekt, at tiden kan betragtes som en dimension,” sagde ånden.
”Godt. Så fik vi fastslået det. Vi orienterer tidens retning efter universets udvidelse som indebærer en voksende entropi. Der findes en teori om, at denne udvidelse måske vil stoppe en dag, og universet vil trække sig sammen igen, så tiden i forhold til vores nuværende definition vil blive negativ. Nu er mit spørgsmål: Kan tidens retning ændres?”
Ånden lagde ansigtet i eftertænksomme folder, og kalkulerede i 33 sekunder. Så sagde den: ”Tidens retning kan ikke ændres i dette univers, men retningen er ukorrekt.”
”Hvad mener du med, at retningen er ukorrekt?”
”Universet udvider sig ikke. Det er i færd med at trække sig sammen,” sagde ånden. ”Processen har stået på i mindst 13 milliarder år år.”
”Jamen,” protesterede Nicholas, ”alle målinger viser da, at universet har udvidet sig lige siden Big Bang …”
”..som snarere burde kaldes Gnab Gib,” afbrød ånden ham. ”Målingerne er korrekte, men konklusionen er forkert. Jeg har analyseret samtlige målinger, og de giver samme resultat. Universet trækker sig sammen med accellererende hastighed, som vil ende med at det kollapser i en singularitet. Den fejlagtige konklusion skyldes, at materien, og dermed også måleinstrumenterne, skrumper hurtigere end rummet, og derved skabes en illusion af relativ udvidelse.”
”Hvor stor er usikkerheden i dine beregninger,” spurgte Nicholas temmelig rystet.
”Sikkerheden er 100%,” sagde ånden. ”Er der andet, du vil vide, Herre?”
”Ja,” sagde Nicholas. ”Kan du sige noget som helst om, hvornår denne kollaps vil finde sted?”
”Kollapsen vil indtræffe, når universet er skrumpet til den kritiske værdi, og den vil kun vare en brøkdel af et sekund. Begivenheden kan lige så vel finde sted indenfor det næste minut, som om en måned eller om flere tusinde år. Der findes ingen referencepunkter, hvorfra vi kan beregne universets virkelige størrelse, og dermed den kritiske værdi før Gnab Gib indtræffer. Men den omfattende forekomst af sorte huller og det faktum at mere end 95% af universet allerede er blevet til sort stof og sort energy kunne tyde på at kollapsen er meget nær forestående.”
Der bredte sig en ophidset stemning i rummet, og alle diskuterede vildt muligheden for, at computeren var fejlprogrammeret, så dens beregninger var forkerte, eller om det var fysisk muligt at overleve en singularitet, når de hidtidige naturlove ophørt med at eksistere. Til sidst vendte Nicholas sig mod computeren og spurgte:
”Jeg vil gerne vide hvilke konsekvenser din prognose har for menneskeheden og livets fortsatte eksistens.”
”Spørgsmålet kan ikke besvares på videnskabeligt grundlag. Der gives kun litterære svar,” sagde ånden. ”Kan et sådant accepteres?”
”OK,” sagde Nicholas lettere irriteret. ”Bare kom med, hvad du har, hvad det så end er for noget.”
Det så ud som om billedet af ånden lænede sig fremover, til dens hoved fyldte hele den store skærm. Det virkede på Nicholas, som om den havde et sarkastisk drag om mundvigene, da den sagde:
”Helt ærligt, Nick. Med tanke på de oplysninger, jeg netop har givet dig, så forekommer det mig at være bedøvende ligegyldigt!”
Selskabet virkede lettere rystet ved tanken om universets kollaps. ”Ja,” sagde Vern, da de gik videre. ”Slutningen kan komme før vi aner det, som vi vil se i den næste scene.”
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
|
|
|
|
