|
0
registrerede
416
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDENS LABYRINT.
|
Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.
Vi har allesammen oplevet det tusindvis af gange, sagde Vern. Vi prøver at forstå, men kan ikke få tingene til at hænge sammen. Og så pludselig sker det. Alle brikkerne falder på plads, og vi forstår. Som regel udløser det en følelse af glæde, men ikke altid.
Forståelsens øjeblik.
Hun er dybt koncentreret om sit arbejde. Rapporten skal være færdig om senest tre timer, når budet kommer for at hente den. Hun risikerer at miste sit job, hvis hun ikke når det, og hvor går en enlig mor hen og får sig sådan et ønskejob igen, hvor hun kan arbejde hjemme.
En lyd trænger pludselig gennem hendes dybe koncentration. Baby græder! Med et sæt rejser hun sig og går ind til ham. Hans lille ansigt er helt fortrukket af anstrengelse. Hun løfter ham op og kysser ham, og stryger ham blidt over det tynde, fine hår og mærker efter, om han er våd, men alt er i orden. Så lægger hun ham ned igen. Han smiler til hende, og fægter med de små arme. Hun giver ham sutten i munden, og han sutter ivrigt på den et øjeblik, og bliver så rolig. Hans øjenlåg falder i, og hun står lidt og ser på sin lille guldklump, varm om hjertet.
Det tager hende lidt tid at genfinde koncentrationen, og arbejdet går kun langsomt fremad. Så græder han igen! Hvad er der nu i vejen? Hun går ind til ham og gentager proceduren fra før. Der er tilsyneladende intet galt, og han falder atter i søvn. Hun går tilbage til arbejdet.
Så græder han igen. Og fjerde gang. Og femte gang helt hysterisk, og der er stadig intet i vejen. Hun bliver efterhånden desperat, ryster ham vildt, og råber ind i hovedet på ham: ”Kan du så tie stille! Mor har noget vigtigt, hun skal lave!”
Han bliver tavs, og hun lægger ham hårdt ned. Han stirrer blot på hende med store forskrækkede øjne, og han vil ikke have sutten. Så går hun ind til rapporten igen. Det tager hende mange minutter at falde til ro, men omsider skrider arbejdet fremad igen. Hun kan se, at hun vil blive færdig til tiden. Godt, at han endelig forstod.
Forståelsens øjeblik er dog ikke kommet til hende selv endnu. Det kommer først, når budet har hentet rapporten, og hun glad og tilfreds går ind til sin baby igen, og ser hans store forskrækkede øjne, og opdager, at han ikke mere trækker vejret, og at han aldrig vil vågne mer.
Men vi behøver ikke at vente på det, sagde Vern med en blid stemme, for vi har jo allesammen forstået, ikke sandt. Lad os gå videre.
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
|
|
|
|
