1
registreret
(1 usynlig),
331
gæster og
283
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ETIKKENS RATIONELLE GRUNDLAG
|
KRITIK AF KANTS KATEGORISKE IMPERATIV
Når man har erkendt, at et etisk grundprincip hverken han begrundes på ønsker eller traditioner, hvilket er udtryk for, at det ikke kan begrundes empirisk, hvorfor det må begrundes begrebslogisk; altså ud fra selve de begrebslogiske betingelser for, hvad der må gælde for et sådant princip, kan man spørge, om Kants kategoriske imperativ, der er begrebslogisk begrundet, da ikke opfylder betingelsen om at være et universelt etisk grundprincip?
Det stod klart for Kant, at begrundelsen måtte gives med de begrebsmæssige krav, der måtte stilles til et sådant imperativ. For Kant er det afgørende, at et kategorisk imperativ qua etisk grundprincip skal være universelt: det skal gælde for alle personer i og med at de er personer. Dertil kommer så, at universaliseringskravet er det ENESTE krav, som et kategorisk imperativ skal opfylde.
Da bliver det til et krav om, at den enkelte ikke bør følge subjektive handlingsprincipper (maksimer), medmindre han kan acceptere, at de var almene love. Det kategoriske imperativ siger altså, at man kun skal handle efter en maksime, hvis man samtidig kan ville, at den var en almen lov.
Diskussionen af det kategoriske imperativ er endnu ikke afsluttet. Hvad er betingelse for, at man KAN VILLE, at maksimen for ens handling blev en almen lov? Er grunden under dette ”kan ville” stærkere end grunden under den gyldne regel? Om disse spørgsmål har et entydigt svar, skal jeg her lade stå åbent. For spørgsmålet, om vi skal følge Kant, afhænger ikke først og fremmest af deres besvarelse. Det afhænger derimod af, om vi skal være enige med Kant i, hvorledes DET krav om almengyldighed, som er en logisk følge af et rationelt etisk grundprincip skal gælde for enhver person qua person, må skulle udmøntes: om vi skal være enige i, at kravet må skulle udmøntes i et karv om, at ens subjektive handlingsprincipper skal ”bestå” en universaliseringsprøve.
Jeg tilslutter mig Kants krav om, at det etiske grundsprincip skal begrundes ud fra de begrebslogiske betingelser, som må gælde for et sådant princip. Og jeg tilslutter mig hans påstand om, at det er en begrebslogisk betingelse, at det etiske grundprincip skal gælde for en person qua person. Men spørgsmålet er, hvad denne begrebslogiske betingelse fundamentalt implicrer. Som Kant ser det, så er svaret, at den implicerer det kategoriske imperativ (med dets krav om, at man skal kunne ville, at maksimen for ens handling var en almen lov).
Jeg mener, at Kant tager et alt for stort spring, og at man i stedet må begynde med en simplere slutning. Efter min menig så er den første betingelse, som et etisk grundprincip skal opfylde, at det skal være konsistent med, at den enkelte kan leve og handle efter det. Når vi har den betingelse med, så må det først og fremmest være den, der skal universaliseres i det etiske grundprincip; og så må spørgsmålet om en mulig universalisering af de subjektive handlingsmaksimer komme i anden række. Det vil sige, at så bliver det etiske grundprincip ikke det katagoriske imperativ; men det bliver kravet om, at man skal handle i konsistent med, at man selv og andre personer, de, som berøres af ens handlinger – kan leve som personer. Dette universelle etiske grundprincip kaldes DET ETISKE KONSISTENSKRAV.
Det etiske konsistenskrav kræver ikke, at man i den konkrete handlingssituation skal foretage en universalisering. Dermed er det enklere end det kategoriske imperativ, som jo kræver, at man i enhver konkret handlingssituation skal prøve, om man kan universalisere sin maksime. Det etiske konsistenskrav har lagt hele universaliseringen ind i sin egen etablering. Dermed er kravet umiddelbart lettere at have med at gøre i den konkrete handlingssituation.
Hilsen
Ipso Facto
|
|
|
|