|
0
registrerede
283
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ETIKKENS RATIONELLE GRUNDLAG
|
KRITIK AF UTILITARISMEN
Etikken hører ganske afgjort til blandt filosofiens allervanskeligste områder, så af hensyn til at fremme forståelsen for mine meget summariske bemærkninger om utilitarismen som etisk princip (i tråden om valg af vegetarisme af etiske grunde) følger nedenfor en præsentation af princippet og en begrebslogisk analyse hvoraf fremgår, at utilitarismen indeholder inkonsistenser og derfor umuligt kan være en sand etisk teori.
Det utilitaristiske princip hævder, at man bør handle således, at man opnår den størst mulige ønske-opfyldelse alt taget i betragtning. Det gælder altså ikke blot om at sikre, at man selv får den størst mulige ønske-opfyldelse, men om at sikre, at man opnår den størst mulige ønske-opfyldelse, når man tager hensyn til ALLE de individer, som ens handlinger berører - direkte og indirekte - nu og i fremtiden.
Som følge af sammenhængen mellem at få opfyldt sine ønsker og at være lykkelig kan det utilitaristiske princip også udtrykkes således, at målet for den etiske handling er den størst mulige lykke alt taget i betragtning.
Dette princip er blevet kritiseret med den begrundelse, at det i visse situationer synes at kunne føre til konklusioner, som kommer i kambolage med vore simple etiske intuitioner. Når vi vurderer, om det er berettiget at holde mennesker som slaver, skal vi så begynde med at vurdere, hvad der alt taget i betragtning fører til størst mulig ønske-opfyldelse? Kan det ikke være, at det i visse situationer er således, at det alt taget i betragtning fører til størst mulig ønske opfyldelse, hvis en vis type mennesker får lov til at holde en anden type mennesker som slaver? Er det utænkeligt, at de afsagn, som den anden type menneske lider, når alt kommer til alt, ikke kan opvejes af den samlede fordel, som tilfalder menneskene af den første type? Og har vi da i den situation retfærdiggjort slaveri? Er selve disse overvejelser ikke irrelevante, når det kommer til spørgsmålet, om slaveri er berettiget?
I flere situationer synes utilitarismen ikke at kunne forliges med, hvad mange umiddelbart synes er etisk rigtigt. Der synes at være uoverensstemmelse mllem den slags overvejelser, som det utilitaristiske princip kræver af os, og så den umiddelbare eiske indstilling, som er almindelig i et moderne vestligt samfund. Men selvom jeg mener, at det både er rigtigt og vigtigt at påpege denne uoverensstemmelse, så mener jeg også, at det er endnu vigtigere, at man gør sig klart, at den ikke i sig selv kan være tilstrækkelig grund til at forkaste det utilitaristiske princip. Det kan være, at det er vore moralintuitioner, der er forkerte. Det kan vi ikke vide, uden at vi har fundet ud af, om der er en holdbar begrebslogisk begrundelse for det utilitaristiske princip. Skal det utilitaristiske princip forkastes, så må det være fordi det af rent begrebslogiske grunde ikke kan opfylde pladsen som et rationelt moralgrundlag - og ikke blot på basis af vore moralske intuitioner.
Det utilitaristiske princip er også blevet stillet over for en rent praktisk kritik. Man påpeger, at det i konkrete handlingssituationer ofte vil være umuligt at gennemføre de overvejelser, som princippet kræver, at man skal gøre sig. Man kan simpelt hen ikke gennemtænke alle konsekvenserne af sin handlen; og man kan derfor heller ikke udregne, hvad der samlet bringer den størst mulige ønske-opfyldelse. Der er ikke tid til sådanne overvejelser. Desuden er også det at overveje, hvad man skal gøre, en handling, som derfor også skal bedømmes utilitaristisk. Man må altså spørge sig selv, om det utilitaristisk set er værd at gøre sig de overvejelser, som den korrekte anvendelse af det utilitaristiske princip kræver.
Denne kritik siger ikke, at princippet ikke er gyldigt; kun at det i praksis er vanskeligt at efterleve. Og den er da også blevet besvaret med en praktisk skelnen mellem to niveauer af moralsk tænken. (Således for eksempel af R. M. Hare, "Moral Thinking", Oxford, 1981). Det ene niveau er det, som drejer sig om konkret handlen i konkrete situationer. Dér har vi ikke tid til længere reflektioner, og som oftest har vi ikke andet valg end at følge vore simple moralregler (som f.eks. du må ikke lyve, og du skal hjælpe andre i nød, hvis du kan gøre det uden selv at komme i nød) med vor personlige skønsomhed. Det er det intuitive niveau. Det andet niveau er det reflektive eller kritiske. Det er dér, hvor man har tid til at tænke, og hvor man faktisk tænker over, hvilke regler man skal følge på det første niveau. Der er i overvejelser på det andet niveau, at man så tilkender de utilitaristiske hensyn deres plads. Da siger utilitarismen, at man skal vælge de regler, som, når de anvendes på det første niveau, alt i alt sikrer den størst mulige ønske-opfyldelse.
Om det på den måde er muligt at imødegå problemet om utilitarismens praktiske anvendelighed, er af mindre betydning. For selvom det skulle vise sig, at det praktiske problem kan løses på den angivne måde, så står vi stadig tilbage med det rent teoretiske spørgsmål om gyldigheden af det utilitaristiske princip. Dette princip begrundes ikke, blot fordi det præciseres på en måde, der i højere grad gør det praktisk anvendeligt. Spørgsmålet er stadig, om princippet rent teoretisk er gyldigt. Altså om det rent begrebslogisk kan gives en gyldig begrundelse. Om det opfylder betingelserne for at kunne gives en sådan begrundelse.
Der er derfor ingen anden udvej end at gå tilbage og spørge om selve begrundelsen for det utilitaristiske princip. Og i første omgang må det betyde, at vi går tilbage og ser på de begrundelser, som de klassiske utilitarister selv gav for gyldigheden af princippet. Hvis vi gør det, så ser vi en tankegang, som skematiseret og forenklet består i tre trin. Det første er, at vi faktisk søger lykke ("pleasure and the absence of pain"). De andet er, at det gælder for os alle. Og det tredje er, at vi derfor bør søge den størst mulige lykke for alle. Det er en skematisk fremstilling af en tankestruktur, som kan findes hos Jeremy Bentham (1748-1832) og Stuart Mill (1806-1873).
Hos Mill hedder det, at "det eneste bevis, der kan gives for, at noget er ønskeligt, er, at folk faktisk ønsker det." (John Stuart Mill, "Utilitarianism, Liberty and Representative Government", London 1910). Det betyder konkret, at "der ikke kan gives nogen anden grund til, at den almene lykke er ønskværdig, end den, at enhver person, så vidt han tror den opnåelig, ønsker sin egen lykke". Da Mill umiddelbart derefter hævder, at det er en kendsgerning, at ethvert menneske ønsker sin egen lykke, så har han - efter sin egen mening - ikke blot det bevis, som sagen tillader, men det bevis, som overhovedet kan kræves, for at "lykke er et gode: at enhver persons lykke er et gode for den person selv, og at den almene lykke derfor er et gode for den samlede mængde af personer." Og Mill synes så yderligere at mene, at det er et bevis for selve det utilitaristiske princip.
I den tankegang er der i hvert fald to problemer. Det ene drejer sig om overgangen fra det, som ønskes, til det ønskværdige (som bør ønskes). Og det andet drejer sig om, hvorledes man ikke blot kommer fra det, at den enkeltes lykke er ønskværdig (et gode) for vedkommende selv, til det, at den almene lykke er ønskværdig for den enkelte - og mere ønskværdig end hans egen lykke. Hvis man ikke får det sidste trin med, så er der ingen endegyldig logisk tvang i Mills udledning af det utilitaristiske princip. Og det er ikke for mig muligt at se, at Mill har det trin med.
Det er klart, at det, at Mills bevis for gyldigheden af det utilitaristiske princip ikk holder, ikke i sig selv kan bevise, at princippet ikke holder. Det kan være, at beviset kan udbygges, således at kritikken overvindes, eller at princippet kan bevises, hvis man går en anden vej. En sådan anden vej kan vi følge hos den engelske filosof R. M. Hare (født 1919). (Jf. R. M. Hare, "Moral Thinking", Oxford 1981, og "Freedom and Reason", Oxford, 1963). Det centrale i Hares bevis for utilitarismen er, at han begynder med at sætte et begrebslogisk krav til en moralsk tilladelig handling. Kravet er, at man ikke bør følge sine ønsker eller præferencer, med mindre man kan universalisere dem. Og han interpreterer dette iniversaliseringskrav på en sådan måde, at det "generates utilitarianism." Lad os se nærmere på dette bevis.
Kravet om, at man kun bør følge sine præferencer, hvis man kan universalisere dem, betyder, at man ikke bør følge dem, hvis man ikke ville acceptere konsekvenserne, hvis rollerne var byttet om, og man selv var "offer" for, at andre handlede, som man selv påtænker. Når man overvejer, om man skal følge en præference, så betyder universaliseringskravet altså, at man skal søge at forestille sig, om man ville acceptere at blive behandlet således, som man selv kommer til at behandle andre, hvis man følger præferencen. Man skal forestille sig, at det var én selv, der var i de andres sko. Hare præciserer så videre, at det at forestille sig dette ikke blot indebærer, at man forestiller sig at være i den andens situation med sine egne ønsker. Man skal leve sig helt ind i den andens situation, så man også gør den andens ønsker til sine egne. Da betydder universaliseringskravet altså, at man skal handle på baggrund af en samlet viden om alle de berørte individers faktiske ønsker. Og da svarrer den etiske situation i princippet til den situation, som den enkelte er i, når han skal prioritere mellem sine egne ønsker; nu står den enkelte blot over for kravet om at skulle prioritere mellem alle de involverede individers ønsker. Da må det rationelle mål - som Hare ser det - være et forsøg på at nå den størst mulige ønske-opfyldelse. Så på den måde er vi gennem universaliseringskravet nået frem til en form af utilitarismen.
Kritikken af Hare kan ikke gå på selve universaliseringskravet. Dette krav indebærer, at hvad der er rigtigt for en person i en bestemt situation, også må være rigtigt for en anden person i en tilsvarende situation; og det er forudsætning for, at det overhovedet har mening at tale om moralsk rigtighed. Men der er et andet punkt, hvor vi kan kritisere Hares forudsætninger. Det er hans forudsætning om, at det er vore ønsker, som skal bestemme, hvad vi etisk - og dermed rationelt - bør gøre. Den forudsætning bliver problematisk, når det at være rationel jo netop betyder, at man ikke er bundet til at følge sine umiddelbare ønsker, men at man er i stand til at spørge, hvad man bør gøre uafhængigt af, hvad man ønsker - og altså hvad man bør ønske. Og går vi tilbage og stiller disse spørgsmål - hvad vi må, hvis vi skal være rationelle - så spørger vi os også bag om utilitarismen og dens grundlag.
Utilitarismen mener, at den enkelte bør søge den størst mulige samlede lykke alt taget i betragtning. Og den begrunder det på, at hver især faktisk vil søge den størst mulige lykke for sig selv. Nu kan vi så påpege, at uanset at slutningen fra præmissen til konklusionen ikke holder, så kan vi heller ikke slå os til tåls med præmissen. For når vi spørger, hvad den enkelte rationelt bør gøre - i og med at han kan handle afhængigt af viden om konsekvenserne - så kan vi ikke blot tage som præmis, at han vil søge sin egen lykke. Så kan vi kun sige, at han er fri til at søge denne lykke, hvis der ikke er andet han bør gøre. Og på samme måde kan vi så også kun sige, at han er fri til at søge den størst mulige samlede lykke, hvis der ikke er andet, som han bør gøre.
Spørgsmålet er altså, om der er noget andet, som en person bør gøre - om der er noget, som en person bør gøre uafhængigt af, hvad han ønsker, men alene som følge af at han er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Med dette spørgsmål spørger vi os bag om utilitarismen. Spørgsmålet viser, at det ikke er rationelt at standse ved utilitarismens forudsætninger. Vi er nødt til med spørgsmålet at gå bag om disse forudsætninger for at finde ud af, om vi der kan finde et rationelt grundlag for etikken.
En sådan begrebslogisk undersøgelse fører til "det etiske konsistenskrav".
Konklusionen i den ovennævnte undersøgelse viser, hvorledes et rationelt etisk grundprincip IKKE kan begrundes. Det kan ikke begrundes på basis af vore ønsker. For det skal besvare spørgsmålet om, hvad vi bør ønske - eller hvad vi bør gøre uafhængigt af vore ønsker. Det kan heller ikke begrundes på basis af traditionen. For det skal besvare spørgsmålet om, hvorledes vi bør forholde os til traditionen - eller hvorledes traditionen bør være. Det kan selvfølgelig heller ikke begrundes på basis af religiøs tro, for det er ikke rationelt at tro, idet tro til forskel fra viden ikke kræver begrundelse, eller mere præcist - en tvingende logisk og rationel begrundelse.
Hvad kan et rationelt etisk grundprincip så begrundes på? At det hverken kan begrundes på ønsker eller traditioner er udtryk for, at det ikke kan begrundes empirisk. Men hvis det ikke kan begrundes empirisk, så er der logisk kun én mulighed: så må det begrundes begrebslogisk. Den eneste positive mulighed er altså, at et rationelt etisk grundprincip må skulle begrundes ud fra selve de begrebslogiske betingelser for, hvad der må gælde for et sådant princip.
Hilsen
Ipso Facto 
--------------
Hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt! ;)
|
|
|
|
