annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15648183
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2379329
Et andet syn 1988801
Jesu ord 1521946
Åndelig Føde 1511041
Galleri
Rødhus december
Hvem er online?
0 registrerede 299 gæster og 48 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ETIKKENS RATIONELLE GRUNDLAG


ETIKKENS RATIONELLE GRUNDLAG

Det er en begrebslogisk kendsgerning, at ingen kan kende sig selv og sine motiver fuldt ud. Mens vi er i færd med at gøre en ting som vi bevidst ønsker at gøre, kan vi samtidig gøre noget, som vi ikke er bevidste om.

For at kunne bestemme forholdet mellem vore ønsker og vore ønske uafhængige behov, er det først nødvendigt at bestemme de grundlæggende træk ved vor situation som personer (altså væsener med sansning, sprog og logik).

På den ene side kan en person som bevidst ikke være uden en vis viden om sine tilskyndelser. Men på den anden side er det ikke impliceret, at en person må kende alle sine tilskyndelser; han kan som nævnt have tilskyndelser som han ikke er sig bevidst.

Det sidste muliggør, at en person kan mistolke eller ”fortrænge” visse tilskyndelser (måske med det skjulte formål at opretholde et bestemt billede af sig selv). Men det første indebærer, at et sådant selvbedrag må have sine grænser. Uden nogen som helst viden om sine tilskyndelser kan man ikke være. Dette giver den enkelte en basis, hvorfra det principielt er ham muligt at komme til klarhed over de tilskyndelser og motiver, som ikke umiddelbart er ham bevidst.

Han kan erkende, at han i bestemte situationer er tilbøjelig til at reagere på en bestemt måde. Og han kan tolke den tilbøjelighed som udtryk for et bestemt karaktertræk. Men nye erfaringer kan vælte tolkningen og tvinge ham til at se mønstret i et andet lys.

(Hvor han før så sig selv som samarbejdsvillig, kan han nu se, at han nok snarere er konfilktsky). Det er i denne sammenhæng, at Freuds analyse af motivforskydninger har sin logiske plads. Det er forsøg på at grave under vore bevidste motiver med det formål at give vore handlinger en mere sand tolkning.

Gennemskue sig selv – sine motiver – fuldstændigt kan man ikke. Der er intet kriterium på fuldstændighed. Der er altid mulighed for nye afsløringer. Men på den anden side er der heller ikke nogen grænse, som vi ikke kan overskride. Der er ikke motiver, som principielt er skjult for os. Vi er ikke uhjælpeligt henvist til at være styret af ukendte motiver. Dette er en NØDVENDIG betingelse for, at vi kan lade vore handlinger styre af rationelle overbevisninger.

Til dette skal så tilføjes, at vore tilskyndelser ikke kun er bestemt ”indefra” – af vore biologiske instinkter og af vore tillærte tilbøjeligheder. De er også bestemt af vor ”ydre” situation – og specielt af vore overbevisninger om, hvad der er tilfældet.

Der er således mulighed for, at en person kan bruge sin fornuft (sine rationelle overbevisninger) i styringen af sine handlinger. Vi har mange ønsker, som vi ikke umiddelbart kan opfylde; men som vi kun kan opfylde, såfremt vi først gør noget andet, som et MIDDEL til at kunne opfylde ønsket.

Det er den anden mulighed for, at fornuften kan spille en aktiv rolle i styringen af vore handlinger: Den kan bruges til at vælge midler til givne mål – mål, som er givet af vore ønsker og tilskyndelser.

Da dette er relativt ukontroversielt, så er der ikke grund til at gøre det til genstand for en dybere analyse. Men det rejser et anderledes alvorligt og omstridt spørgsmål: nemlig om fornuften rent begrebslogisk er begrænset til at kunne vælge midler til mål, som er sat af ”lidenskaberne”, eller om fornuften også kan spille en rolle i selve valget af mål. Må de yderste mål nødvendigvis sættes af vore ønsker og tilskyndelser, eller KAN de sættes af fornuften.

Går vi ud fra den skitserede middel-mål-relation, så følger umiddelbart, at overvejelser over midlerne kan ”smitte af” på overvejelser over målet. At bruge et middel kan kræve et vist afsagn. Det kan have visse omkostninger. En forudsætning for, at et mål er værd at stræbe efter, må være, at afsagnet, som følger med brugen af det valgte middel, ikke udhuler tilfredsstillelsen ved at nå målet. Man må spørge sig selv, om målets værdi overstiger de ”omkostninger”, som midlet medfører.

I disse overvejelser må det også inddrages, at en handling har konsekvenser. Når jeg afvejer, om et ønske er værd at opfylde, er det også rationelt at inddrage min erkendelse af de konsekvenser, som følger af ønskeopfyldelsen. Spørgsmålet er, om jeg er villig til at acceptere disse konsekvenser; eller om jeg synes, at de indebærer en sådan grad af ubehag, at det ikke opvejes af opfyldelsen af ønsket. Vil jeg senere – når konsekvenserne kommer – fortryde, at jeg opfyldte ønsket? Er det, hvad jeg kan forudse, så kan jeg vælge at undlade at opfylde ønsket.

Sådanne overvejelser viser, at fornuften har sin plads i afgørelsen af, om et ønske er værd at opfylde. Først når jeg har klargjort mig midler og konsekvenser, kan jeg vælge, hvad jeg ønsker ALT TAGET I BETRAGTNING.

Et sådant valg kan være let i simple situationer. Men i komplekse situationer er valget ikke let. Ofte har vi ikke nogen klar erkendelse af konsekvenserne. Og i visse situationer må man vælge med livet som indsats.

Således er det ikke utænkeligt, at en person kan stå over for følgende valg. På den ene side kan han gå ind i et borgerligt erhverv, som nok vil tage hans tid, men som også vil sikre ham en tryg fremtid med en rimelig levestandard. På den anden side kan han følge sine kunstneriske tilbøjeligheder og forsøge at blive maler. Her er fremtidsudsigterne meget mere usikre. For at han kan vælge efter de anførte retningslinier, så kræves, at han forsøger at gøre sig klart, om hans talent – hans naturlige evner – kan bære, og om han har karakter og viljestyrke til at finde sin egen kunstneriske udtryksform. Men ikke nok med det. Det kræves også, at han forsøger at gøre sig klart, hvad han vil mene, når livets regnskab skal gøres op. Hvis han vælger et borgerligt liv, vil han så fortryde, at han ikke fik afprøvet sine kunstneriske evner? Vil han føle, at han havde noget andet og mere i sig end det, han fik lov at vise? Hvis han vælger den kunstneriske løbebane og ikke får ydre succes, vil han så fortryde, at han ikke fik den højere levestandard, som borgerligheden kunne have givet? Når man kender sig selv godt nok til at være sikker på svaret, så kan det være for sent. Måske var ens kunstneriske impuls snarere et ønske om berømmelse. Hvorledes skelner man?

(Her kan jeg ikke lade være med at citere filosoffen Søren Kierkegaards ekstatiske overvejelser over det umulige VALG enhver af os står over for i enhver situation:

Citat:
"Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Tro en Pige, Du vil fortryde det; tro hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; tro en Pige eller tro hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom. Det er ikke blot i enkelte Øieblikke, at jeg, som Spinoza siger, betragter Alt æterno modo, men jeg er bestandig æterno modo. ...”).


Foreløbig kan vi altså konkludere, at fornuften kan tilskrives en vis funktion i valget af mål. Den kan klargøre midler og konsekvenser, så vi kan afgøre, hvad vi ønsker alt taget i betragtning. Men hvad vi ønsker alt taget i betragtning, er stadig, hvad vi ønsker. Så selvom fornuften spiller med, så gælder fortsat, at målet i sidste instans sættes på basis af ønsker.

Den næste opgave bliver så at undersøge, om det MÅ være således – om der er tale om en begrebslogisk nødvendighed. Filosoffen David Hume ville svare ja. Han henviser fornuften til at være ”slave of the passions” i ”A Treatise of Human Nature”. Efter hans opfattelse så mister fornuften ethvert holdepunkt, hvis den forsøger at gå bag om ønskerne for selv at sætte målene. Men har Hume ret deri? Er det logisk umuligt, at fornuften kan finde fodfæste ”bag” vore ønsker? Spørgsmålet er, om en person kan have BEGRUNDELSE for en handling, uden at denne begrundelse dybest set må hvile på et ønske.

For at besvare det spørgsmål må vi begynde med at undersøge, hvorledes det, som en person ønsker, forholder sig til hans situation i øvrigt. Denne situation er bestemt af, at personer må have en fysisk krop. Det betyder at de er forgængelige, og at de må indgå i en form for stofskifte med omgivelserne for at kunne få energi til de processer, som er nødvendige for at holde dem levende og bevidste. De må have visse behov som skal opfyldes, for at de kan eksistere som personer (således som vi mennesker har behov for ilt, vand og føde). Og så er det, som skal undersøges, hvorledes disse behov forholder sig til deres ønsker.

Rent begrebslogisk er behovene og ønskerne defineret i to forskellige kausale sammenhænge. En persons behov indgår i de kausale betingelser for, at han kan opretholde sin eksistens som person, mens hans ønsker indgår i de kausale betingelser for, at han handler som han gør.

Så rent logisk er der ikke ækvivalens mellem, hvad vi ønsker og hvad vi blot behøver. En person kan ønske noget, som han ikke blot ikke behøver, men som faktisk er skadeligt for ham (som f.eks. alkoholikeren, der ikke kan styre sig selv). Og han kan behøve noget, uden at han derfor ønsker det (som den, der er bleve syg, fordi han har været for ensidig i sit kostvalg).

Begrebslogisk må der altså skelnes mellem vore ønsker og vore behov. Men til denne begrebslogiske distinktion må der dernæst føjes to andre konklusioner. For det første kan sluttes, at der må være en grundlæggende FAKTISK overensstemmelse mellem vore behov og ønsker. Det må være en følge af den biologiske tilpasning: Ellers var vi for længst gået til i den naturlige udvikling. Og for det andet må vi nødvendigvis have et vist behov for at få opfyldt vore ønsker. Vi kan ikke bære altid at skuffes. For vi lærer af vore erfaringer; og hvis vi altid skuffes, så lærer vi, at vi skuffes, hvad vi end gør. Og så undergraves vor motivation og vor selvtillid.

Når disse to konklusioner sammenholdes med den oprindelige, så må vi anerkende, at der IKKE kan trækkes en SKARP grænse mellem vore behov og vore ønsker. Men samtidig må vi fastholde, at der KAN trækkes en grænse. At vi kan være uenige om, hvor grænsen mellem nødvendighedsgenstande og luksusartikler går, betyder ikke, at vi ikke kan være enige om, at der er nogle, der lever i nød, og andre i overflod.

Den tekniske udvikling har betydet, at vi lettere kan dække vore objektive (ønske-uafhængige) behov. Men den har også betydet, at vi rykker grænsen for, hvad vi føler uundværligt, højere og højere op. Nøjes med den levestandard, som vore forældre havde, vil vi ikke. Det har sat os i en klemme, fordi der er økologiske grænser for, hvad vi kan tillade os. Tager vi ikke disse grænser i agt, så kan vi forudse, at en fortsat stræben efter at øge levestandarden vil medføre en nedbrydning af grundlaget for vort liv.

Begrebslogisk er det altså muligt, at en person ved at følge sine ønsker kan handle på tværs af sine ønske-uafhængige behov og dermed kan nedbryde grundlaget for sin eksistens som person. Det stiller os under en hypotetisk fordring: Såfremt vi ønsker at leve (som personer), bør vi lade fornuften gå bag om vore ønsker. Det indebærer to ting. For det første bør vi søge viden om vore behov, og om hvorledes vi kan dække dem. Og for det anddet bør vi ikke blindt følge vore ønsker, men vurdere, om de kan opfyldes uden at bryde med vilkårene for, at vi kan dække vore behov. Kan de ikke det, bør vi undlade at følge dem.

Således tvinges vi - såfremt vi ønsker at leve - til at sætte fornuften til dommer over vore ønsker. Men da er det ønsket om at leve - og altså et ønske - der udpeger det fundamentale mål, så har vi endnu ikke brudt med filosoffen David Humes placering af fornuften.

Og dog står vi midt i et sådant brud. Thi når ønsket om at leve kræver, at vi bør lade fornuften gå bagom vore ønsker (for at sikre, at vi kun opfylder ønsker, som er konsistente med, at vi kan dække vore ønske-uafhængige behov) så kræver det også, at vi bør lade fornuften sikre vort behov for ønskeopfyldelse. Vi bør planlægge med henblik på, at der skal være et vist råderum for den spontane livsudfoldelse. Fornuften har da også fået til opgave at tage vare på glæden ved livet - ønsket om at leve.

Resultatet er, at når ønsket om at leve tvinger os til at lade fornuften gå bag om vore ønsker, så tvinger det os også til at lade fornuften gå bag om selve ønsket om at leve. Så er vi i en situation, hvor vi kan sige, at det ikke længere er ØNSKET om at leve, der sætter målet for fornuften; men hvor det er IDEALET om at kunne leve som person (ansvarligt handlende), der sætter målet. Da står den enkelte - uanset sine ønsker - under en fordring om at handle i konsistens med de objektive vilkår for, at han kan leve som person.

Dermed har vi taget det skridt, som Hume anså for umuligt; og vi har fast grund under fødderne. Vi har set, hvorledes ønsket om at leve tvinger os til at lade fornuften gå bag om vore ønsker - og også bag ønsket om at leve. - I den konklusion ligger en bekræftelse af vor faktiske indstilling til selvmord. Et selvmord er ikke "i sin orden", blot fordi det er ønsket. Ønsket kan være udsprunget af fortvivlelse over vilkår, som burde være afhjulpet.

- Der er en anden og enklere vej til samme konklusion. I stedet for at gå ud fra ønsket om at leve, kan man begynde med at sætte ALLE ønsker til side. Og så kan man spørge: Hvorledes bør en person handle (hvad har han begrundelse for at gøre) alene qua person og ganske uafhængigt af, hvilke ønsker han har? Rent rationelt kan der sættes en betingelse, som besvarelsen af det spørgsmål skal opfylde. Betingelsen er, at svaret skal være konsistent med, at personen (fortsat) kan handle efter det. Men dermed er der allerede givet et svar på spørgsmålet: En person bør handle i konsistens med, at han kan leve som person. Han bør handle i konsistens med de objektive vilkår for, at han kan leve som person. Det er en rent rationel fordring, som enhver person er underlagt - alene som følge af at være person. Og det er den samme fordring, som vi før nåede ad anden vej.

Det foregående betyder, at en person kan begrunde (retfærdiggøre), hvorfor han udfører en konkret handling, ved at henvise til, at han dermed dækker et ønske-uafhængigt behov. Om begrundelsen er holdbar, afhænger så af, om der faktisk er tale om et behov. Således kan man begrunde, at man spiser appelsiner, ved at henvise til, at man derigennem dækker sit behov for c-vitamin.

Og da giver man IKKE en DYBERE begrundelse for sin handling, hvis man "går tilbage" til et ønske. At man kan lide smagen af appelsiner, er ikke en dybere grund til at spise appelsiner. Som grund er det tværtimod en svækkelse. Der er objektiviteten til forskel. Det, man kan lide, kan være skadeligt. - Selvom man ikke bryder sig om appelsiner, har man begrundelse for at spise dem, hvis man ikke har annden mulighed for at dække sit behov for c-vitamin.

Men det at man kan lide appelsiner, er så en EKSTRA grund til at dække sit behov for c-vitamin på den måde. For man har også et objektivt behov for en vis ønskeopfyldelse; og det kan man imødekomme, såfremt man - alt andet lige - dækker sine behov på den måde, man subjektivt finder mest behagelig.

Muligheden for, at en person således kan begrunde sine handlinger indebærer, at der må skelnes mellem begrundelse og forklaring - mellem BEGRUNDELSEN for at udføre handlingen (eller for at handlingen BØR udføres) og FORKLARINGEN på, hvorfor handlingen udføres. Begrundelsen bygger på vor viden om vore ønske-uafhængige behov. Men alene kan en sådan viden ikke sætte os i bevægelse. I forklaringen på, hvorfor vi faktisk handler, som vi gør, kommer vi ikke uden om ønsker og tilbøjeligheder. De må indgå som kausale betingelser for, at vi kan lade os bevæge af vore begrundelser.

At en person kan lade sin handlen bestemme af en objektiv begrundelse, indebærer, at han kan ønske at gøre noget, fordi han har grund til at gøre det. Han kan have ønsker som er motiveret af hans begrundelser. F.eks. kan han ønske en skefuld levertran (selv om han ikke kan lide det), fordi han ved, at det indeholder d-vitamin, som han har behov for og ikke kan få på anden måde. (Der er tale om en kantiansk agtelse for den objektive begrundelse).

Men hvorledes er sådanne begrundelses-motiverede ønsker mulige?

I sidste instans må de leve af ønsker og tilskyndelser, som spontant hører den naturlige tilværelse til. Men KAN de det, uden at de spontane impulser helt tager magten? For at besvare det spørgsmål må vi gå tilbage til indledningen af denne undersøgelse, til redegørelsen for de principielle forhold mellem vore behov og vore ønsker. Deraf fremgår, at vor naturlige udvikling forudsætter en grundlæggende faktisk overensstemmmelse mellem vore behov og ønsker. Det vil sige, at der må være en kerne, hvori det, som vi objektivt bør gøre, falder sammen med det, som vi umiddelbart ønsker. Ikke fordi det begrundes på ønskerne, men fordi de behov, hvorpå det begrundes, også har determineret ønskerne. Det er i denne kerne, at vi kan hente styrke til at følge vore grunde til at dække vores behov, også i de tilfælde, hvor vore tilskyndelser vil føre os på tværs heraf.

En ting er, at vi som personer er i stand til at handle, som vore objektive grunde tilsiger os. En anden ting er, hvorledes vi faktisk handler. Givet er det ikke, at vi følger vore subjektive grunde. Hver især må vi karakteriseres ved afstanden mellem, hvorledes vi handler, og hvorledes vi objektivt bør handle. Ved fornuftens greb i os. Der er forskellige muligheder for, at fornuften kan komme til kort.

En person kan ubekymret følge sine ønsker, uden at skænke sine behov en tanke. Han er sig ikke bevidst, at han derved kan skade sig selv. (De grænser, han kender, er alene sat af den konventionelle moral). Og han stilles så over for kendsgerninger (argumenter), der peger på, at han kan skade sig selv (forkorte sit liv, ødelægge sin hjerne) ved at følge bestemte tilskyndelser, så det er ikke givet, at han handler som fornuften fordrer.

På to måder kan irraionaliteten spille ind. For det første kan han bagatellisere argumenternes alvor. Mere eller mindre bevidst kan han lade argumenterne glide sig forbi. I den dimension kan vi tale om ønsketænkning og selvbedrag. For det andet kan han acceptere alvoren og beslutte sig il at ændre sin handlen. Og når det så kommer til stykket, kan han alligevel falde for fristelsen til at følge sin umiddelbare tilskyndelse. I den dimension kan vi tale om viljesvaghed.

Vi karakteriseres ved, hvorledes vi handler. Vor karakter gives udtryk - lægges frem - i vor handlen. Den indgår i FORKLARINGEN på, hvorfor vi handler som vi gør. Men vi er ikke "lukket inde" i karakteren. Den er ikke et fængsel. Tværtimod implicerer det, at man kan handle (afhængigt af sin viden), at man også bliver ansvarlig for sin karakter. Man kan ikke undskylde sin handlen med, at man nu enngang har den karakter, for som person kan man se det i øjnene og tage sine forholdsregler. Er man tilbøjelig til at falde for en fristelse, kan man erkende det, og så kan man på forhånd tage skridt til at sikre sin modstandskraft.

Endnu er kun fastslået, at en person er underlagt en rationel fordring i forhold til sig selv: at han bør handle i konsistens med, at han kan dække sine ønske-uafhængige behov. Med denne fordring i hånden bør han dømme sine ønsker. Men personer er ikke isolerede individer. De har et liv som er forviklet med andres. Den enkelte kan ikke kun skade sig selv ved blindt at følge sine tilskyndelser og ønsker; han kan også skade andre. Og den enkelte kan ikke kun sørge for, at han selv kan dække sine behov; han kan også hjælpe andre (som er i nød), såleds at de kan dække deres behov.

I og med at personer således KAN gribe ind i hinandens liv, så kan vi også spørge, hvorledes de rationelt BØR gribe ind. Og i besvarelsen af det spørgsmål må vi gå ud fra den fordring, som den enkelte person er underlagt i forhold til sig selv. Det afgørende er, at denne fordring gælder for enhver person. Den gælder ikke for den enkelte, fordi han er den, han er; men fordi han er person. Og for enhver person gælder derfor også, at fordringen må gælde for enhver person. Man anerkender kun fordringens rationalitet, i og med at man anerkender dens universalitet. Men så har fordringen også konsekvenser med hensyn til, hvorledes personer bør forholde sig indbyrdes. Så bør den enkelte også handle i konsistens med, at andre personer kan handle i konsistens med fordringen. Eller sagt på en anden måde: Forskellige personer bør handle i konsistens med (de objektive vilkår for), at de hver især kan leve som personer. Den enkelte bør ikke kun handle i konsistens med, at han selv kan dække sine ønske-uafhængige behov; men han bør også handle i konsistens med, at andre personer kan dække deres ønske-uafhængige behov. Det er den etiske grundfordring -kaldet "Det Etiske Konsistenskrav".

Når vi sammenholder det etiske konsistenskrav med de logiske muligheder for, hvorledes personer kan gribe ind i hinandens liv, så kan vi deducere mere specifikke fordringer. Først og fremmest en fordring om, at man bør undgå at skade hinanden. Og dernæst en fordring om, at man bør hjælpe en anden, som er i nød, forudsat at man er i stand til at hjælpe uden væsentlige ofre. En præcis grænse for, hvad der er væsentlige ofre, kan ikke drages; men det berører ikke fordringns gyldighed.

I denne forbindelse er det også værd at bemærke, at eftersom der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem, hvad en person ønsker, og hvad han behøver qua person, så er det at hjælpe en anden heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at gøre, hvad den anden ønsker.

Det etiske konsistenskrav indebærer, at man kan begrunde (retfærdiggøre), hvorfor man udfører en konkret handling, ved at henvise til, at man derved hjælper en anden som er i nød - ikke i ens egen følelse. Man giver ikke en dybere begrundelse ved at henvise til sit ønske om at hjælpe. (Således som argumenteret ovenfor). Men i forklaringen på, hvorfor man hjælper, må indgå et ønske. Hvad enten det optræder i sikkelse af en umiddelbar medlidenhed; eller som et ønske om at handle i konsistens med den eiske fordring - en kantiansk "agtelse for moralloven", som tidligere nævnt.

Det etiske konsistenskrav er et rationelt krav. Det hviler ikke på, hvad man ønsker eller føler; men det er en logisk konsekvens af, at enhver person - uafhængigt af sine ønsker eller følelser - er underlagt en rationel fordring i forhold til sig selv.

Det etiske konsistenskrav indebærer, at det er rationelt at tage hensyn til andre. Egoisten, der kun bekymrer sig om sig selv, eller om andre såfremt det er til hans egen fordel, er en irrationel skikkelse. Han har ikke fået den afstand til sig selv, som er en del af rationaliteten.

En konsekvens af denne sammenhæng mellem etik og rationalitet er, at det rationalitetsbegreb, som der opereres med i de økonomiske teorier, ikke kan være endegyldigt. Ifølge disse teorier handler en person rationelt, når han søger at maksimere en "utility-function", som repræsenterer hans personlige præferencer. "Rational economic man" karakteriseres ved, at han bestræber sig på at maksimere sin personlige nytte-funktion (når han handler på markedet).

Med disse teorier er vi tilbage ved den opfattelse, at rationaliteten ikke kan sætte mål, som ultimativt er sat af præferencer og ønsker, som rationelt set er vilkårlige. Da er man blind for, at man - som vi har set - med fornuften kan spørge sig bag sine ønsker og præferencer; og man giver ikke plads til en skelnen mellem det ønske, som er rationelt motiveret (af en viden om et behov - enten det så er ens eget eller en andens), og det ønske, som ikke er således motiveret. Denne for etikken helt afgørende dimension af rationaliteten ligger uden for det økonomiske rationalitetsbegreb. Den hører ikke med i (beskrivelsen af) den motivation, som er definerende for "rational economic man". Men det betyder kun, at denne abstrakte person slet ikke er så rationel når det kommer til stykket.

Der er ikke noget i vejen med de økonomiske teorier, hvis man erkender begrænsningen i deres rationalitetsbegreb. Men der er noget i vejen, hvis man ikke erkender begrænsningen. For i så fald undergraver man sammenhængen mellem rationalitet og etik; og at undergrave den sammenhæng er ensbetydende med at undergrave hvert af leddene. Hvis etikken ikke er rationel, så kan den ikke begrundes. Og hvis rationaliteten ikke er etisk, så er det ikke berettiget at kræve den. Så svæver både rationalitet og etik uden egentlig forpligtelse. Kun i sammenhængen får både etik og rationalitet grund at stå på.

Det kan altså konkluderes, at vi ikke nødvendigvis er irrationelle. Vi kan have irrationelle overbevisninger; men vore overbevisningen er ikke principielt irrationelle. Vore handlinger kan være styret af irrationelle impulser og ønsker; men det er ikke nødvendigt, at de må være styret således. Anklages for irrationalitet kan vi netop kun, fordi vi kan være rationelle. Vi kan - mere eller mindre effektivt - bestræbe os på at "rense" vore overbevisninger for irrationelle elementer. Det består i at sikre os, at vi kun holder noget for sandt med den vægt, som vore begrundelser berettiger til; og som i sidste instans må bygge på det, som vi umiddelbart har tilstrækkelig begrundelse for, i og med at vi er personer. Og i forlængelse heraf kan vi så også bestræbe os på at lade vor handlen styre af rationelle overbevisninger, med en kurs som sættes af det etiske konsistenskrav.

Disse konklusioner er rent begrebslogiske. Det er en begrebslogisk sandhed, at vi bør være rationelle; men det er et empirisk spørgsmål, hvor rationelle vi faktisk er. Fordringen indebærer, at vi kan være rationelle, og at rationaliteten bliver et personligt ansvar. - Men bag det personlige ansvar ligger også et samfundsansvar. Det er ansvaret for, at den enkelte i sin "opvækst" sikres forudsætninger for at kunne blive person - og at kunne være sig sit personlige ansvar voksen.

Herefter har jeg, uden at måtte ty til subjektive metoder som "selv-erkendelse gennem introspektion", magisk tænkning, religiøs tro eller anden tro angivet en begrundet rationel metode, hvorefter enhver person alene qua sin fornuft kan erkende den universelle etiske fordring han står under.


Hilsen

Ipso Facto pifter

--------------------
"Livet forstås baglæns, men må leves forlæns." - Søren Kierkegaard.
Seneste indlæg
Lad os undersøge islam...
af ABC
18/04/2024 16:13
Tanker - idéer - visioner.
af Tikka
18/04/2024 15:58
Til papirkurven?
af Arne Thomsen
18/04/2024 13:00
Er der noget nyt under solen...
af ABC
17/04/2024 15:12
Eid-Al-Fitr
af somo
16/04/2024 18:49
Nyheder fra DR
Over 100 demonstranter anholdt på prest..
19/04/2024 06:11
16-årig sigtet for terror efter knivsti..
19/04/2024 05:33
Nyhedsbureauer: Luftforsvar aktiveret fl..
19/04/2024 04:32
Iransk statsmedie: Flere fly undgår det..
19/04/2024 04:26
Omkring halvdelen blev sorteret fra: 12 ..
18/04/2024 23:15
Nyheder fra Religion.dk