|
0
registrerede
357
gæster og
31
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: BETYDNINGEN AF ET ORD (1)
|
BETYDNINGEN AF ET ORD (3)
Fortsat ...`
På denne baggrund kan sproget opfattes i analogi med et spil. At ordene kan anvendes korrekt eller ukorrekt svarer til, at skakbrikkerne kan anvendes korrekt eller ukorrekt. Ligesom der er regler for skakbrikkernes anvendelse, er der regler for ordenes anvendelse. Umiddelbart er denne analogi oplysende, men der er også afgørende forskelle mellem sprog og spil.
For det første så siger vi normalt ikke, at brikkerne i et skakspil har betydning. Eller hvis vi siger det, så mener vi noget andet, end når vi siger, at et ord har betydning. Om skakbrikkerne kan vi fx sige, at et tårn har større betydning end en løber. Dermed mener vi, at tårnet er en vigtigere (eller stærkere) brik (i relation til spillets formål). Det svarer til, at vi kan sige, at en oberst har større betydning end en kaptajn. Derimod har det ikke mening at sige, at ordet ”tårn” har større betydning end ordet ”løber” – eller at ordet ”oberst” har større betydning end ordet ”kaptajn”. Her er der tale om en form for betydning, som ikke kan kvantiseres. Hvert af ordene har sin særlige betydning, som ikke kan være større eller mindre end et andet ords betydning. Når vi taler om ords betydning, taler vi altså om noget, som ADSKILLER ord fra brikker i et spil. Derfor kan et ords betydning ikke BLOT være en regel for dets anvendelse – for der er også en regel for den enkelte briks anvendelse. Et ords betydning må være noget mere præcist. Som minimum må det være EN SÆRLIG FORM for regler.
Den anden forskel mellem sprog og spil kommer til udtryk når reglerne skal formuleres. Der stræbes mod en sproglig formulering. Det er der ikke noget problematisk i, når det gælder skakspillet. Men situationen er en anden, når det gælder sproget. Så skal reglerne for brug af ord formuleres ved hjælp af andre ord. Det bringer os tilbage i de problemer, der synes at omgive verbale definitioner. Hvis ord skal defineres ved andre ord, må det så ikke enten forudsætte udefinerede (og udefinerbare) betegnelser eller føre ud i en uendelig regres?
I praksis undgår vi dette dilemma, fordi vi som personer allerede har sprog. Vi kender betydningen af mange betegnelser. Ikke nødvendigvis i den forstand at vi kan definere dem; men i den forstand at vi kan anvende dem korrekt. Og vi kan bruge disse betegnelser til at definere andre betegnelser.
Dette anfægter jeg ikke, men det løser ikke vort problem. For opgaven er at bestemme, hvad betydningen af et ord er – uafhængigt af om denne betydning er kendt eller ikke. Problemet drejer sig ikke kun om, hvorledes vi kan angive betydningen af nye betegnelser, som vi fører ind i sproget (i forhold til betegnelser, hvis betydning vi allerede kender); det drejer sig også om, hvorledes de ord vi allerede kan anvende overhovedet kan have betydning. Hvori består deres betydning? Det er fordi disse betegnelser HAR en eller anden betydning, at vi kan anvende dem korrekt eller ukorrekt. Så betydningen kan IKKE BLOT være, at vi kan anvende dem korrekt eller ukorrekt. Der må være en implicit regel bag anvendelsen – ellers har det ikke mening at kalde den korrekt eller ukorrekt.
Spørgsmålet er så igen: Hvorledes kan sådanne regler formuleres? På den ene side er det givet, at de skal formuleres sprogligt: at ord skal defineres ved andre ord. På den anden side er det givet, at de ikke kan formuleres ved hjælp af udefinerbare betegnelser (fordi sådanne er uden mening). Hvorledes er det muligt, at betegnelser kan defineres ved hjælp af og i forhold til andre betegnelser, uden at det forudsættes, at sproget må have en ”bund” i nogle særlige udefinerbare betegnelser?
Det er kun muligt, hvis sprogets ”bund” ligger i sprogreglernes særlige karakter – i de specielle krav, som sprogregler skal opfylde. Det må altså ikke blot være således, at ord skal defineres i forhold til andre ord; men der må være sat en principiel betingelse for, HVORLEDES ord må defineres i forhold til andre ord. En betingelse, som er definerende for, at der overhovedet er tale om ord – om sprog.
Fra begge forskelle mellem sprog og spil – 1) at brikker ikke har betydning i samme forstand som ord, og 2) at ord må defineres ved andre ord – kan vi slutte, at sprogregler må have en speciel karakter.
Eller sagt på en anden måde: I og med at definitioner af ord er sprogregler, så må de skulle opfylde en betingelse, som er særlig for sådanne regler til forskel fra alle andre typer regler.
Men det er een ting at sige, at sprogregler må have en særlig karakter. Det er en anden ting at give denne påstand et positivt indhold. Hvad er det for en særlig karakter, som sprogreglerne må have? Hvad er det for betingelser, som definitioner af ord skal opfylde? Vi spørger ikke efter et eller andet tilfældigt træk; men efter træk, som er forudsat enhver meningsfuld brug af sprog.
Vi kan forsøge at løse problemet ved at analysere konkrete eksempler på definitioner af betegnelser. Til det formål kan vi vælge betegnelser af de mest forskellige kategorier – fx logiske konnektiver, farvebetegnelser, geometriske betegnelser, biologiske artsbetegnelser, betegnelser for litterære genrer osv. Der er stor forskel på, hvor let og hvor præcist de forskellige typer af betegnelser kan defineres. Men er der noget som karakteriserer alle definitioner? Opfylder de alle en fælles betingelse? Mit svar er ja; men jeg vil ikke forsøge at formulere den pågældende betingelse på grundlag af analyser af konkrete eksempler på definitioner. I stedet vil jeg forsøge at formulere betingelsen på basis af nogle enkle overvejelser om, hvad det indebærer at udtrykke sig sprogligt.
Når man udtrykker sig sprogligt, så træffer man et valg. Man udsiger noget, som er uforeneligt med noget andet, som man kunne have sagt. Det vil sige, at MULIGE udsagn står i konsistensrelationer. Hvad betinger sådanne konsistensrelationer? I første omgang må vi svare, at det gør udsagnenes indhold. Men udsagnenes indhold betinges på sin side af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. Konsistensrelationerne afhænger derfor af betydningen af betegnelserne. Samtidig afhænger betydningen af betegnelserne så også af, at de kan anvendes i udsagn, som står i indbyrdes konsistensrelationer. Det er altså en nødvendig forudsætning, at der er en indbrydes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn. Hvad enten vi taler om betydningen af ord eller om konsistensrelationer mellem udsagn, så drejer det sig i grunden om det samme. Der er tale om to sider af samme sag. Man kan ikke afgøre konsistensrelationer mellem udsagn, uden at man kender betydningen af ord – de ord, hvormed udsagnene udtrykkes; og man kan ikke kende betydningen af ord, uden at man kan afgøre konsistensrelationer mellem udsagn, hvori ordene anvendes.
Det er DENNE INDBYRDES AFHÆNGIGHED, som giver sprogreglerne deres særlige karakter. Det er den som betinger, hvorledes ord må defineres i forhold til andre ord. Med den har sproget en ”bund”, som er til stede i ethvert udsagn, og som bærer alt, hvad der er specifikt sprogligt. Den er uafhængig af empiriske forhold. Den er et vilkår, som vi ikke kan ændre, men som er betingelse for muligheden af sprog. Den muliggør, at ord kan defineres i forhold til andre ord, UDEN at det er nødvendigt at forudsætte udefinerbare betegnelser, og UDEN at man føres ud i en uendelig regres.
De betegnelser, hvormed den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn UDTRYKKES, forudsættes ikke som udefinerbare. De er definerbare på ganske samme måde som alle andre: ved den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem udsagn. Selve dette udsagn er med til at definere de involverede betegnelser.
* * *
Slut på tredje del.
Denne undersøgelse af hvordan man fastlægger ords betydning fortsættes i næste indlæg. Inden der gåes videre skal jeg anmode evt. interesserede debattører om at fremkomme med saglige kommentarer eller spørgsmål, der har relation til emnet.
Hilsen
Ipso Facto 
------------
"Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat." - Genesis vers 3 - 5.
|
|
|
|
