|
0
registrerede
49
gæster og
188
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ORD ER IKKE EVIGE.
|
Hej Anne!
Faktisk finder jeg det spændende, at du tilsyneladende har gang i at dekonstruere det kristne begreb om synd/arvesynd. Hvis man gør det, bliver der dog næppe meget tilbage af kristendommen som vi kender den. Du er med andre ord ved at grundlægge en ny tradition. ;)
Det indlæg du responderer på indledes faktisk med det famøse ord SYND, idet jeg til indledning skriver:
"Synd at Ole Bjørn ikke ønsker at diskutere på argumenter, således som man ellers med sort udbytte har gjort i filosofi og videnskab gennem årtusinder. Det er som bekendt gennem saglig diskussion af uenighed (dissens) at erkendelsen kommer videre, mens forsøg på at tromle en sandhed igennem for at fremtvinge koncensus virker dræbende."
I den anvendte kontekst svarer ordet synd dog mere til en beklagelse. Uden særlig ændring af betydningsindholdet kunne jeg have skrevet: "Det er beklageligt, at Ole Bjørn ikke ønsker .... "
Jeg har kastet et blik på den tråd du startede i går under overskriften: "Der findes ingen synd" og de blandede reaktioner dine ukristelige overvejelser blev modtaget med.
Menneskene har som bekendt så mange sære ting for, så hvorfor ikke osse afskaffe syndsbegrebet, så vi ikke skal have dårlig samvittighed over at vi er, som vi nu engang er?
Du siger selv om din dekonstruktion af syndsbegrebet: "På en måde er det noget sludder, for ethvert begreb betegner og afdækker noget, vi har brug for at sætte ord på - og som er noget, der findes qua vores tilstedeværelse." Og da du ikke har udskiftet din Løgstrup signatur i overensstemmelse med din nye "tro", så er den mest nærliggende konklusion for mig at se, at du kører videre i det ironisk/sarkastiske spor jeg lagde med mit seneste indlæg i tråden: "HVAD ER SANDHED?" Her er det begrebet sandhed der bliver dekonstrueret både i Himmelen og på Jorden, hvorfor jeg ser et behov for en ny religion, en kirke som kunne kaldes: UNIVERSALKIRKEN FOR SANDHED eller måske DEN HOLOSOFISKE UNIVERSALKIRKE. Dér fik jeg både ram på holosoffen Ole Bjørn, kristendommen og den florerende relativisme under postmodernismens store hat. Tre fluer med eet smæk! 
Anne har nok især ladet sig inspirere til sit lille drilleri af de kristne og andre fortabte ud fra den "nye religions" trosbekendelse pkt. 7 og 8:
"(7) Gud diskriminerer ikke.
(8) Frelsen er garanteret på forhånd, den kræver hverken tro eller gode gerninger, da dette ville være udtryk for diskrimination."
Selv om jeg helt alvorligt er enig i, at begrebet om arvesynden er noget skrækkeligt vås, så er jeg alligevel fascineret af den forklaring vor grundmyte Genesis giver på det, som skiller menneskene fra dyrene: det etiske. Forstået sådan – at menneskeslægten har arvet og dermed altid står under en etisk fordring, så giver Genesis god mening. Mennesket er imidlertid ikke selv ansvarlig for, at det er et etisk væsen lige så lidt som dyret er ansvarlig for, at det IKKE er det.
Mon ikke Anne fortsat bekender sig til Løgstrup, der er af den opfattelse, at den etiske fordring udspringer af den kendsgerning, at vi i vort liv er udleveret til hinanden?
Vi har ikke med hinanden at gøre, uden at vi hver især holder noget af den andens liv i vor hånd. Og det som fordres er så, at vi skal "tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd." Det fordres fordi vi er forbeholdne og selvcentrerede. Fordringen er nødvendig, fordi vi i vor optagethed af vore egne mål er tilbøjelige til at ignorere næstens livsmuligheder. Kort sagt, fordi vor karakter er mangelfuld.
Fordringen træder ind, hvor næstekærligheden skulle have været. Eller tilliden. Eller barmhjertigheden. Det er eksempler på, hvad Løgstrup kalder "suveræne livsytringer". Hermed mener han interpersonelle relationer, hvor fordringen er overflødig, fordi den er opfyldt spontant og uopfordret. "Fordringen melder sig, når den suveræne livsytring udebliver", skriver Løgstrup i "Opgør med Kierkegaard". Fordringen bliver en krykke for vor vaklende karakter. En erstatning for den motivation – den suveræne livsytring – som skulle have været.
Spørgsmålet er så, om Løgstrup har ret. Har han ret i, at den fordring, som udspringer af, at vi er hinandens skæbne, blot er en erstatning for spontan næstekærlighed? Har han ret i, at næstekærligheden kan forlade sig på sig selv, uden fæste i fordringen? Er moral kun et spørgsmål om motivation?
Min konklusion om moralens væsen er en anden end Løgstrups. Der er forskel på at mene, at fordringen er uundværlig, fordi vi er selviske, og så at mene, at fordringen er uundværlig, fordi den er grundlag for, at vi kan vide, hvorledes vi bør handle.
I det første tilfælde impliceres, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være uselvisk og det at vide, hvad der er det bedste for næsten. (Jf. Løgstrups påstand om, at det er vor uselviskhed, der oplyser os om, hvad der er til bedste for næsten).
I det andet tilfælde benægtes denne sammenhæng. Da anerkendes, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være uselvisk og at VILLE gøre det, som er til hjælp for næsten i nød; men samtidig benægtes, at den uselviske nødvendigvis har den viden, som kræves for at kunne hjælpe næsten.
Betydningen af denne forskel viser sig, når vi spørger, om det er muligt at komme ud over vor begrænsede næstekærlighed. Hvad er dens årsager? Er selviskheden et uomgængeligt træk ved vor natur, eller kan den udryddes? Er selviskheden bygget ind i vor biologiske konstitution, eller er den kulturelt betinget? Afhænger den af specifikke (og foranderlige) forhold i opdragelsen eller i den samfundsmæssige struktur?
Uden at gå i dybden rent begrebslogisk vil jeg blot påpege, at hvis man opfatter selviskheden som uudryddelig, så gør det en afgørende forskel, om man opfatter den etiske fordring som erstatningsmotivation eller som grundlag for retfærdiggørelse. Uanset hvilken af disse opfattelser man har, bør man naturligvis søge at skabe vilkår, som fremelsker motivationen til at handle i konsistens med fordringen; og man bør derfor stræbe efter at fremme betingelserne for næstekærlighed og at modarbejde årsagerne til selviskhed.
Men opfatter man da den etiske fordring som erstatningsmotivation (som Løgstrup gør), så bliver opgaven begrænset dertil. Udryddes selviskheden, så har man umiddelbart den viden, som er nødvendigt for at gøre det rigtige, og så kan "det gode samfund" overlades til at gro af sig selv.
Opfatter man derimod, som jeg gør, den etiske fordring som en betingelse for, at man kan retfærdiggøre sin handlen, så er man på forhånd klar over, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Og så er man i hvert fald lidt mere varsom i sin tro på muligheden for at indrette et godt samfund. Man er klar over, at godheden alene ikke er nok.
Løgstrup har aldrig haft en naiv opfattelse af menneskets natur; men når han opfatter den etiske fordring blot som et erstatningsmotiv, så forudsætter det en tro på, at det gode hjerte kan finde sig selv og sin vej uden lyset fra fordringen – og det er en begrebslogisk fejl.
Anne fortjener stor anerkendelse for at have sat fokus på kristendom/etik, ved at give både de troende og de vantro et ironisk slag lige i solar pleksus. Vi kommer ikke uden om, at der intet findes som grove og helt vanvittige provokationer til fremme af en livlig og kreativ debat. Se blot hvor mange gode debatter Ole Bjørn har fremprovokeret qua hans helt særegne holdninger? Sådanne provokationer får opponenter til at præstere det bedste for at tilbagevise ævlet. Blot synd, at så få debattører formår at skelne mellem personen og holdningerne og derfor kaster sig over førstnævnte i stedet for sidstnævnte.
Hilsen
Ipso Facto 
--------------------
"See, det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!" - Joh.1,29. "Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden" - Paulus, Rom. 5,12. "Synden er Lovens Overtrædelse" - 1. Joh. 3,4. - "Alt det (er) Synd, der ikke kommer overeens med Guds Villie" – Pastor Balles Lærebog. "Enhver uangret Synd er en ny Synd" – Søren Kierkegaard. – Blot et par citater fra den gamle tradition. ;)
|
|
|
|
