|
1
registreret Arne Thomsen
470
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: HVAD ER SANDHED?
|
Hej Ole Bjørn, her kommer lige:
Kristusspøgelsets hedeslagsdiskurs ud i hvad Sandhed er for en størrelse:
Der er for mig at se mange sandheder, rigtig mange, og man skal bare ikke blande de forskellige sandheder alt for meget sammen. Jeg vil måske nok kludre lidt i begreberne og min måde at systematisere på (jeg er jo ikke nogen Kant eller nogen stor begrebsfilosof, men en instinktiv intuitiv katastrofal Nietzsche rodehoved mht sandheden), men så har jeg jo Kræn-p, Ipso Facto og dig Ole Bjørn til at påpege dette og korrigere dette så det jeg skriver kunne komme til at give endnu mere mening.
Matematiske geometriske sandheder.
Logiske sandheder.
Naturvidenskabelige sandheder (som ser ud til at være begrænsede i det område de kan anvendes på). Sjovt er det her at skelne mellem matematisk fysik og evolutionsbiologien, lige fascinerende begge to, men vidt forskellige i deres måde at formulere og beskrive det sande om virkeligheden på. Tænk at kunne være naturvidenskabsmand i verdensformat uden at man nødvendigvis behøver at benytte sig af den hårde matematik i sin beskrivelse.
De medicinske sandheder som tilhører de naturvidenskabelige sandheder, men også har en drilsk X-factor der kan formuleres således:
I mennesket er intet blot biologisk eller blot åndeligt. Nej hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed (Tillich).
Medicinske forskere kan snuble over sandheder der udløser nobelpriser uden at kunne ret meget matematik, hvilket nok ikke lader sig gøre indenfor fysikken.
Historiske sandheder (som altid er relative, for hvem skriver historien).
Sandhed i juridisk forstand er helt overladt til Kræn-p.
Psykologiske sandheder (en næsten hel ustyrlig størrelse, en rigtig svær én som Serotonin straks indser, også derfor kommer psykiatrien og psykologien stort set ikke ud af stedet, fatalismen omkring psykologiske sandheder, gør at man i dag sætter sin lid til psykofarmaka som det eneste der virker).
Subjektive sandheder; der formår at opnå almen anerkendelse fra samfundets side, der breder sig en konsensus om at det Ipso Facto fx skriver om forelskelsen holder stik. Her finder vi vel også de etiske og æstetiske sandheder. Kunne man kalde dem vurderingssandheder under et?
Subjektive sandheder; der ikke kan opnå almen anerkendelse fra samfundets side, som værende sandt i generel/almen forstand (her findes de helt ustyrlige sandheder, her må vi give op, og prøve at forstå som en anden Ronald David Laing). Disse grænser op til drømmene som en slags sandhed, som i symbolsk forstand at være sande som et billede på hvor det enkelte individ (ontologisk) befinder sig på menneskehedens kollektive (fylogenetiske) opstigende udviklingsvej og er altså ikke bare ligegyldigt stof, men et fremragende billede på hvordan det lige står til (det må være en tilstandsrapport om de intrapsykiske konflikter og dynamikker som igen må kunne relateres til især de interpersonlige forhold i vores liv og vores generelle sundhedstilstand og bevidsthedstilstand, men ikke mindst må kunne relateres til vores jegidentitets styrke).
Jeg er vist ved vejs ende, men:
Kristus-spøgelset burde selvfølgelig også nævne Kristus, som Vejen, sandheden og livet. Og jeg vil ikke skuffe, og det er:
Troen på at der findes en personlig virkelighed mellem mennesket og Gud, dette er Kristus, som er kommet ind i verden, i tiden, historien, og som ikke kun er psykologisk og sociologisk, men transcenderer den psykologiske kategori og sociologiske kategori og forandrer på den menneskelige fysiske biologiske virkelighed, fordi personen ikke længere lever i strid med sin natur, sine medmennesker og sit kald til at herske (udøve herredømme over sig selv og sin natur og naturen i det hele taget) og lyde Guds ord, Kristus, som Sandheden fra oven. Med lidt mere tid og mindre hedelag og slag kunne jeg gøre dette afsnit meget bedre, det er højst et udkast.
At påstå dette ovenfor er intetsigende, da Gud ikke er defineret. Hvem er Gud og hvad er Gud? Men sjovt nok giver det mening at tale om Gud, selv om Gud ikke eksisterer (eller skulle eksistere) eller kan defineres. For intuitivt står Gud i kø hos hver enkelt af os som den mest indlysende, nærværende og bekendte personlige virkelighed, og Gud kan kun erstattes af os Selv, som blot bliver anmassende om Gud skrottes, hvorved ens virkelighed bliver eendimensional og falder sammen om ørerne på een, da det ender i en subjektivitet, en subjektivitet der ikke på nogen måder står i relation og dialektisk samspil med Gud og verden som objektive forhold/størrelser. Gud er nødvendigt i menneskers liv, fordi der er ting vi ikke kan sige os selv, derfor er Guds Ord, Kristus, så vigtig i vores liv.
Det eneste man med sikkerhed kan sige om Gud er at han taler mere end han tænker, hvorfor Gud metafysisk må tænkes som musik og sprog (bemærk hvordan kristendom og musik og sang er uløseligt kædet sammen siden dag 1). Ateister der har skrottet Gud, hænger på Selvet som gåden i deres liv, og de tænker mere end de taler, her er tavsheden og demens det store spøgelse, da man går til grunde i sig Selv, når man ikke kender Kristus (1)*, Guds ord, kaldet, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. At grunde i sig Selv uden Ordet, kaldet, uden Kristus, uden Sønnen, medfører en generel sænkelse af vores intelligens og vitalitet. Alt tyder på at de kristne med deres trinitariske gudsforståelse og deres kristologi, tonaturlære har fanget 2000 år før neurovidenskaben så dagens lys en lang række sandheder som først neurovidenskaberne vil kunne dokumentere om ca. 20 år, men det bliver i min tid.
(1)*:
Fordi der er ting man ikke kan sige sig selv, tænke sig frem til, meditere sig frem til, er det vigtigt for intelligensen og vitaliteten at kunne vandre og tale med Gud, Kristus. Mennesket lever i tale og tiltale (sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af), mennesket er kaldet, og mennesket er kaldet frem i lyset og ud af sin ensomhed og relationsløshed, ud i Værens og Kærlighedens lys, ud i samfund og samtale med Gud og sin næste, af Kristus. Menneskets identitet er ikke medfødt, og ej heller nemt at opbygge med en så kompleks hjerne som vi render rundt med og komplekst samfund (fyldt med interessekonflikter) vi lever i, og er derfor en trinitarisk konstruktion og Kristus er logos arkitekten eller endnu bedre Logos dirigenten, da det som sagt er musik og sprog der metafysisk bedst beskriver os mennesker. Serotonins ide om at skrælle lag på lag af det der løg og tro der er en kerne af Selv (guddommeligt selv) derinde et sted, holder ikke vand i virkeligheden, der er som Lindhardt siger intet, og det er et rædselsfuldt kig. Paulus vil da også at vi skal overklædes og iklædes (altså en vækstproces hvor Kristus som Sandheden er at ligne ved at Kristus til stadighed vinder mere og mere skikkelse i os) og ikke afklæde os selv og konstant gå i rette med os selv og leve i splid og ambivalens.
Kristus (den personlige virkelighed mellem Gud og mennesket) som Sandheden er altså noget vi kan blive iklædt, eller billedligt hvor vi bliver overklædt med udødelighed så vi ikke en dag skal stå nøgne, fattige og fortabte med hensyn til himmelske neocorticale skatte, altså åndsfriskhed, intelligens og vitalitet og kreativitet.
Mange kærlige hilsner Kristus-Spøgelset.
PS:
Med Kristus ved sin side skulle man godt kunne klare en hedeslagsdiskurs om sandheden og en dehydrering for ideer, af det Jesu ord vand, Thomas Hjerne Thom, hele tiden drikker og sprøjter/sjasker på os andre.
|
|
|
|
