Sproget (tænkningen: "tanken der fra og med en vis grad af kompleksitet uløseligt er forbundet med sproget") oversætter og overfører det, der i hjernen og det virkelige liv findes som sammenfiltret samtidighed, til liniære og sekventielle udsagn. Således bliver det samtidige, det gensidigt tilbagevirkende, det mangfoldige og det øjeblikkelige udtrykt i form af et diskursens trip-trap-træsko forløb, mens den hjernemæssige mega-polyberegning på én gang afbilder dén mangfoldige simultanitet ved det fænomen der perciperes.

Den liniære, sekvensmæssige forenkling giver punkt-for-punkt-undersøgelser, og i bredere forstand den analytiske tanke, store fordele, men denne forenkling forhindrer på ingen måde, at man i tiden kan genskabe det, der er samtidigt og således genfinde tråden i sammenfiltringen. På denne måde kan diskursen, oh vidunder, blive i stand til at udtrykke det ikke-sekventielle og ikke-liniære på en sekvensmæssig liniær måde...

Således er sproget (tænkningen) en kompleksskabende forenkling, som gør det muligt at opbygge/genopbygge en ny, rekursiv kompleksitet og på den måde fremkalde en dialog med det virkeliges kompleksitet.


Ligeledes gør sproget (tænkningen) ved hjælp af ordforrådets rigdom og diskursens subtilitet det muligt at gengive det konkrete, dvs. det enestående "hic et nunc"; endelig gør sproget (tænkningen) det muligt at oversætte det oplevede, dvs. fornemmelserne, sindsbevægelserne og lidenskaberne.

Dialektikken: tanke - sprog; sprog - tanke; etc etc

råder over evnen til at udvikle ikke blot en kompleksitet af det abstrakte, ikke blot en kompleksitet af det konkrete og ikke blot en kompleksitet af det oplevede, men en rekursiv dialogik på alle mulige måder mellem:

det abstrakte <-> det konkrete <-> det oplevede;

hvor tanken kan gå i pendulfart mellem det mest konkrete, enestående og oplevede og så det mest abstrakte, universelle og rationelle, og herved væve en kompleksitet, der i egentlig forstand er tænkende; en kompleksitet, der ganske vist udspringer af hjernemaskinens kompleksitet, men ikke kan reduceres tilbage dertil. Derved kan mennesket forsøge at tænke sin egen oplevelse og singularitet, samtidig med at det opstiller generelle problemer om sin egen situation i samfundet, om livet og om verden.