|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
355
gæster og
34
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Spiritualitet - Synkretisme
|
Hvis du mener at kunne udtale dig på den samlede kristendoms vegne, så er jeg lutter øren.
det kan jeg, du vil ikke kunne finde dette her forhold bekræftet et eneste sted hos kristne teologiske tænkere:
Ifølge den kristne tro findes der en himmel, hvor gud befinder sig, og dermed er mennesket placeret fjernt fra Gud, langt væk. Via ceremonier eller ritualer mødes man med eller kommer tæt på det ophøjede.
og jeg er da dybt rystet over at du ikke selv opdager denne fejl før du bringer citatet
har du nogensinde åbnet Nye Testamente og læst hvad der står???
Via ceremonier eller ritualer mødes man med eller kommer tæt på det ophøjede
Med Nye Testamente er dette i og med og ved Kristus slut for altid.
At Paulus taber til Kirken ved sin død (og den paulinske urkristendom må føre i mange hundrede år et liv ved siden af Kirken i forbindelse kættere og mystikere), gør kun at vi får renæssancen og reformationen, hvor man (Luther) igen går tilbage til den paulinske urkristendom, og der har alle betydelige protestantiske og reformatoriske teologer været siden, vigtigste paulinske teologer at nævne er Tillich og Barth, der begge har fået deres teologiske og spirituelle åndelige vækkelse gennem Paulus.
ifølge den kristne urkristne paulinske tro er Kristus: "God himself as Spiritual Presence" og fra nu af betyder ceromoniel "religiøsitet" ingenting længere, da intet i verden kan skille os fra livet i Kristus, Helligånden, eller "God himself as Spiritual Presence"!
Guds selvåbenbaring Kristus, er Gud der træder ind i tiden og historien, menneskehedens tid og historie, såvel som individets tid og historie, "God himself as Spiritual Presence" taler vi også om, som den ny virkelighed ved og i og med Kristus, hvor det himmelske og det jordiske er forligt, hvor mennesket og Gud er forligt og ikke længere adskilt (og det er et ophør af ceremoniel religiøsitet og dette at være under Loven). Der tales om at Gud er kommet nær og er os nærmere end vi er os selv, igen er Kristus: "God himself as Spiritual Presence"; Helligånden, vi har Guds Ånd, Åndens nye liv at vandre i og leve i. Alt dette behandles teologisk under inkarnationen og forligelsen og helliggørelsen mm.. Guds skjulthed i Kristus, betyder ikke at mennesket er fjernt fra Gud, men det stik modsatte at Gud nu er kommet nær og er os nærmere end vi er os selv. Også derfor at A. Schweitzer siger at kristendommens essens er Kristusmystik; livet skjult med Kristus i Gud.
Ifølge Luther drastiske (paulinske indsigt) må vi ikke søge at hæve os over Guds tidslige åbenbaring, idet vi forestiller os at begribe Gud mere sandt, i hans høje majestæt, for den sande Guds majestæt er præcis hans skjulthed, han afvisning af at blive begrebet af nogen som helst andre end vi selv. Vi kan kun ære og adlyde Guds guddommelige majestæt "i sig selv" ved at afstå fra den religiøse søgen Gud "i sig selv" hinsides hans åbenbaring i tiden ved i sandhed at adlyde det sokratiske motto "Quae supra nos, nihil ad nos" (hvad der er over os, kommer ikke os ved). Robert W Jenson.
mvh HansKrist
PS:
med dit skræmmende første indlæg (hvor en eklatant misforståelse om kristendommen viderebringes os ukritisk) må jeg bittert sande at du har ret når du siger at du ikke forstår hvad jeg står for og hvad jeg skriver. Men i den sammenhæng tænker jeg flere ting som; din uvilje imod at forstå; og dine åndsevner. Ja jeg tror ikke på at det udelukkende beror på dine åndsevner, forstand, du må sidde inde med en dybt stikkende uvilje imod at forstå det jeg skriver, eller også er det blot dovenskab.
ja jeg river mig i håret og ved ikke om jeg skal græde eller le
|
|
|
|
