|
1
registreret ABC
111
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Ægte tilgivelse
|
Ohøj i den årle..
" Det siges, at troen kan flytte bjerge, men i dit tilfælde ser det ud til, at troen kun kan flytte smædeskrivelser".
- Vores ven her, som jeg vælger at iscenesætte som ”lille overclausen”, har sikkert bedrevet utilgivelige synder, siden sidst, hvorfor alle nu ska' belemres med dette nødråb om en ”ægte tilgivelse” m.m.
Man sku’ ellers tro så rørstrømsk en ordflom om hvad den imaginære jesusven kunne ha’ sagt og ment, ville nyde større bifald i den lokale missionsforening, men den er måske også gået i opløsning – man har måske neglet huslejen fra kassen, folk der i tide og utide skriger til jesus om ”ægte” tilgivelse er vel næppe guds bedste børn..;)
Jeg mener, har man pludselig lort i lommen, ja da plejer en undskyldning til frakkens ejermand jo at være kutyme, eller rettere, folk beder hinanden om undskyldning for det ene eller det andet osv; for hvem fanden render vel rundt og smasker mistanker om ægtheden af tilgivelse op i sylten på hinanden? Ja, jeg spørger bare...
Det er unægtelig en noget særpræget person, vi har med at gøre, men intet nyt under solen: samme tema (som altid før), samme trang til kærlighed (åbenbart lige uopnåelig), samme ordvalg og syntakser, og så denne rørende trang til at dele hele sin yndige ”sjæl” med gud og hver mand, ja nu var jeg lige ved at glemme denne lyksalige enighed med sig selv! En enighed, som ikke alene springer én i øjnene som var det taget ud af manus, men ligefrem skriger til himlen om alle tidligere monologer af samme art - intet under nogen fjernt aner uglen tude, om dette tågehorn der så mange gange før var ”svanger med sig selv”...så at sige.
Ak ja, dette skue i overfølsom egenkærlighed, som nok forekommer flere en smule eventyrligt – man får selvfølgelig indikationer som belyser mulige grunde til en sådan evig snak om noget ”ægte”, men man lader det venligt ligge, for det er jo pudsigt som tyv tror hver mand stjæler...
Vi har her på debatten mange gange diskuteret denne kristendoms påføring af en ”skyld”, som med et snuptag så blev fraskrevet hele menneskeheden med blot en lille anekdote – jamen, det var da også venligt af de søde kristne troende – som åbenbart anerkender alle kirkens små luner med dem selv som kaninen.
Men lur mig nu, om ikke der igen er ugler i mosen. Der er nu noget sært ved disse overfølsomme troende: det ene øjeblik springer de nærmest over egen skygge i betagelsen af denne himmelske kærlighed der åbenbart ska’ omfavne os alle, om vi så vil omklamringen eller ej, for så i næste øjeblik at stå i skyggen og ruge modfaldent på hele menneskehedens vegne, med insinuationer om en ”uægte kærlighed” der mistænkeligt rumsterer i deres eget kærlige indre....
Ak & vé, ja hva’ ska’ der dog blie af den kristne tro, har de kun kærlighed men ingen tillid til menneskeheden, stoler de nu heller ikke på vennen Jesus – hvorfor den snak om uægte kærlighed og tilgivelse osv. Nu alle én gang for alle er frataget deres synder, basta? Nåja, naturligvis er Zenia undtaget spørgsmålet, hun der altid undgår pinlige spørgsmål, og den lille Hans er jo bortført af Paulus, den tidligere Gretchen men nu Jonna. Og debattens kristne agnostiker Arne, er jo fortabt i citater om naturvidenskabens utilstrækkelighed, men det går nok endda – nu har vi jo tilgivelsen fra lille overclausen..;)
Man må forstås undres lidt over den kristne tros ”vekselringning”, men samtidig huske på, at der jo er tale om højst følsomme gemytter, hvor sågar sandheden afhænger af deres følelsesmæssige status. Men at vi ligefrem ska’ til at pleje deres sjælefred som var de bevaringsværdige kulturskattebasser, det ka’ nu godt få én til at hæve det ene øjenbryn, ja skæve til Møllehave, der i sit kierkegaardske spejlkabinet også identificerer sig med sit ideal af et sandhedsvidne – nu for tiden Kierkegaard.
Det udarter sig teatralsk underfundigt og slet ikke ulig vor lille overclausen her på den måde, at manden retter på krave og hat foran spejlet, før han så griber stokken og begiver sig ud på en af de rutinemæssige spadsereture, for ligesom Kierkegaard at komme på fortrolig fod med almenfolkets sindelag – noget rører ved dybet i det store hjerte, behovet for opmærksomheden.
Og her har vi så et tilsvarende eksempel: inkarnationen af den herlige lille overclausen, thomasevangeliet, hvis store hjerte ligeledes buldrer af kærlighed til trøst for hele menneskeheden, og ej at forglemme på vegne af jesusvennen selv. Man er lidt flov, derfor bruger man pseudonymer, forstår du sikkert. Kigger man efter, ser man nok det tykmælks-fjollede udtryk for sine egne små blå, når der sådan tilmed udloves ”ægte tilgivelse” med svargaranti til debattører der ellers er sat på ’ignore’.
Jeg tror nu amnestien skyldes julens glade budskab, genfødslen af lille overclausen, ej heller er vel det at lave lidt grin med selvhøjtideligheden himself helt glemt. Ja, sku’ nogen ligefrem misforstå lille overclausens derhen, at svargarantien bunder i en slags træthed over denne evige snak med egen person, da tar de helt fejl. Næh, vi er sørme blevet de glade vidner til ægte kærlighed og tilgivelse, min gode Ole. Du har så at sige for dig, manden der på sine magre knæ tilgiver dig dine synder – en julegave til de få særlige; ka’ du mærke han rører ved dit hjerte? ;)
Jaja, nu tænker nogen jo nok: jamen, ka vi nu være sikre på hans tilgivelse også er ægte – hvorfor denne evige snak om ægthed, hvis den rettelig kommer fra noget ægte? Og ja, man er svar skyldig, og guderne må da for den sags skyld også vide hvad der måtte menes med ”blomstrende debat”, under indlægget ”Lad Trosfriheden blomstre”, idet vi jo i årevis ikke har set andet fra den hånd end en manisk trang til trosbekendelser. Måske det så er dét der nu martrer den sarte lille sjæl, dét lille overclausen reelt beder om undskyldning for i det skjulte? – svar skyldig, men tanken er nu nuttet, ik? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
