|
Skribent: Simon
Emne: Re: Ægte tilgivelse
|
"At behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, også når det handler om at irettesætte andre, hvad har det med gengældelse at gøre? Som skrevet, handler det om, at sætte grænser overfor andre på en måde, som ikke er nedladende, hævngerrig eller ondsindet - men som tværtimod, er konstruktivt opbyggende, hvor begge/alle involverede parter har en potentiel mulighed for, at lære noget værdifuldt af situationen og blive mere hele og bedre medmennesker, for at udtrykke det sådan".
- Der er faktisk ikke så meget gods i indlægget, som gennemgående drives af en idé om at kærligheden ordner alt i et samfund. Imidlertid forudsætter tilgivelse slet ikke kærlighed overfor fx. ukendte mennesker. Hvad der derimod har betydning, er selve forståelsen for de motiver der ka’ drive nogen til at handle på særlige måder, altså de bagvedliggende grunde, i hvilken forbindelse det så blir op til det enkelte menneske at tilgive nogen noget.
Det er jo ret sigende for religiøse mennesker at blande kærlighed op i alt omkring dem, hvilket jo også er den drivende kraft for selve ”faderbindingen” til de imaginære guder, m.a.o. et bånd af følelser til tankekonstruktioner, skabt af den troende selv ;)
Men også maksimerne handler skam om forståelse for en grundlæggende logik, der netop tilgodeser alle rundt bordet – hvorefter alle ka’ rejse sig i en form for selvforståelse af indbyrdes fordelagtigheder hvad levereglerne angår, og behøver altså ikke elske hinanden (eller den selvskabte fantasiverden) ihjel – smart.
Og med dét, er vi faktisk atter tilbage til grundspørgsmålet: hvorfor bygge livssyn på dårligt begrundede trosanskuelser om livet og mennesket, når du ka’ bygge viden på fornuftige forklaringer til noget du selv ka’ undersøge, og endda revidere, når/hvis bedre forklaringer ser dagens lys? ;)
Mennesker uden, ka’ endda tilgive mennesker med gudetro, denne kolossale kærlighedsblære. Der er nu alligevel noget tragikomisk over dette store behov for at elske alt omkring sig, som jo altid kommer til kort, når den barnagtigt kærlige troende selv rammes af livets virkelige forhold i solar plexus. Har man behov for gode illustrationer, bør man nyde Gustav Wieds ”Knagsted”, ”Livsens Ondskab” eller ”Pastor Sørensen & Co”, hvor man ka’ more sig kosteligt over de fængslende beskrivelser af menneskene i en rigtig lille dansk by. Men man behøver nu ikke bevæge sit yndige korpus helt hen på nærmeste bibliotek, for alene her på debatten, ka’ alle nyde synet af de troende, der elsker hinanden til randen af et nervøst sammenbrud, ja synet af deres udprægede behov for altid at skulle ”føle” sig vejen frem til sandheden om det ene og det andet – læg vel mærke til, hvordan den hjertelige tilgivelse ligefrem motiveres af egennytten; men hov!, har du livet kært, så sig det endelig ikke højt, thi de ville alle ”elske” dig ihjel...;)
mvh
Simon
|
|
|
|
