|
Skribent: SagtModig
Emne: Re: Ægte tilgivelse
|
Hej Arne!
Den overfladiske "skinhellige" form for tilgivelse, du beskriver, giver jeg, som du, heller ikke noget for...
Godt at høre!
...men dit krav om, at synderen skal bede om tilgivelse, kan jeg ikke følge dig i - og slet ikke kan jeg følge dig i, at man har ret til at gøre sig til "dommer" over andre, der har begået, hvad du kalder krænkelser.
I virkeligheden handler det her om, at sætte sine grænser overfor andre og, i processen, naturligvis også respektere andres grænser (for gør man ikke det, så begår man jo selv en lignende fejl som den, man er i gang med at påtale). Og det har man da naturligvis ret til at gøre - og altså ret til at bedømme, hvornår andre overtræder éns grænser. Og det er det jeg skriver om, når jeg forsøger at beskrive, hvad ægte tilgivelse egentlig er, altså i min optik - "grænsesætningen", er en uadskillelig del af tilgivelsen.
Selvfølgelig kan det hele bero på en misforståelse eller, at "krænkeren" blot har en dårlig dag, og derfor "snerrer" af alle der kommer i nærheden af vedkommende, eller lignende, som også Ole Bjørn var inde på. Der er nuancer, selvfølgelig. Men om det nu også blot er en misforståelse, og krænkeren f. eks. ikke mente det sådan som det blev opfattet af den krænkede, det finder man jo aldrig ud af medmindre, man jo netop konfronterer den potentielle "grænse-overskrider", vel? Men det jeg her fokuserer mest på er, når det viser sig, at krænkeren tydeligt og med fuldt overlæg har overtrådt éns menneskelige grænse (og som ofte er sket gentagne gange, så man har "fået nok"), og altså i en situation, hvor det er nødvendigt "at sætte foden ned" og reagere for, at fastslå overfor vedkommende, at en sådan opførsel ikke er acceptabel. Og så naturligvis forsøge at irettesætte (sætte sin grænse overfor) vedkommende på en sådan måde, som man selv ville ønske at blive irettesat - sidstnævnte, i det tilfælde, at krænkelsen havde "modsat fortegn", naturligvis.
Det er så lidt, vi mennesker har styr på os selv, og det er så meget, der styres af det ubevidste i os, og som vi netop ikke kan kontrollere, fordi vi ikke kender det.
Jo mere vi hver især kan kan få frem i lyset af vore fortrængte traumer, der skævvrider vores sind, uden at vi ved det, jo bedre er vore muligheder for at undgå at krænke hvem og hvad, der er omkring os.
Taler du her om, de automatiske følelsesmæssige reaktioner som til tider styrer os i en bestemt retning, og som vi i eftertanken ofte tager afstand fra? For så kender jeg det godt selv!
Men vore arveanlæg kan vi jo ikke ændre.
Fortiden kan vi ikke ændre på, det har du ret i. Men vi kan så sandelig vælge, at ændre den måde vi gør tingene på, fra nu af og fremover!
Imidlertid jo mere vi kender 'krænkerens' sind, jo mere vokser medfølelsen - helt af sig selv, skulle jeg mene.
Det kan man måske godt kalde en form for tilgivelse.
Det kommer da helt an på, hvordan man tænker om andre:
Hvis man vælger at være empatisk indstillet, og forsøger at se baggrunden for krænkerens opførsel, så ja: Det kan medføre medfølelse, medlidenhed osv. Men hvis man i stedet for vælger, at fokusere på sin egen såret-hed/krænkede følelser og ønsker at gøre den anden lige så meget ondt, som man selv har følt smerte, så kan det vel føre til had og afsky, og det der er værre, i stedet for.
Medfølelse eller ej, er vel, ligesom så meget andet, et valg man fortager sig, i forhold til, hvordan man ønsker at reagere på en andens grænseoverskridende handling.
Krænkeren kan jo også vise sig at være et rigtig dumt svin, der nyder at nedgøre og skade andre psykologisk eller endda fysisk for f. eks., at hævde sig selv i processen - en sådan gentagende ondsindet opførsel, vækker i hvert fald ikke nogen medfølelse i mig, snarer afsky og afstandtagen.
Alle mennesker har potentiale for både det gode og det onde - det handler jo blot om, at fortrække det ene frem for, det andet. Det er et valg, om man har gode eller onde hensigter - det har intet med automatik at gøre for, det sker bestemt ikke "helt af sig selv". For dig er det måske helt naturligt, at have ondt af en sådan person (prisværdigt, at kunne indstille sig sådan), eller ynke ham/hende, om du vil, men det er bestemt ikke sådan alle ser på det - det ved du jo også godt, Arne. ;)
I hvert fald, synes jeg, er det da bedre end 'øje for øje, tand for tand'.
Ikke forstået?
At behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, også når det handler om at irettesætte andre, hvad har det med gengældelse at gøre? Som skrevet, handler det om, at sætte grænser overfor andre på en måde, som ikke er nedladende, hævngerrig eller ondsindet - men som tværtimod, er konstruktivt opbyggende, hvor begge/alle involverede parter har en potentiel mulighed for, at lære noget værdifuldt af situationen og blive mere hele og bedre medmennesker, for at udtrykke det sådan.
Hvis krænkeren så ikke er modtagelig overfor kritikken af hans overskridelse, så har man i det mindste forsøgt at åbne for kommunikationen, og har ofte selv lært noget af, at øve sig i at sætte grænser. Og øver man sig i noget, så kan man jo næsten ikke undgå at blive bedre til det man øver sig i, vel? 
Det handler om, at gøre andre bedre til at indse deres fejl og lære af dem, og altså lære det så godt, at disse ikke længere ønsker at gentage den pågældende fejl/krænkelse/grænseoverskridende opførsel, så de potentielt kan blive bedre medmennesker - det handler om, at gøre andre gode, for at udtrykke det sådan, hvis de altså vil tage imod det; hvis ikke, så har man i det mindste forsøgt at gøre noget ved det.
Hvis nogen, på trods af en velment tydelig irettesættelse, ikke vil respektere mine grænser, så respekterer de jo heller ikke mig som person, og så er vedkommende selvfølgelig heller ikke værd at samle på!
Så det at sætte grænser og det at tilgive, hænger altså uløseligt sammen, set med mine øjne! 
|
|
|
|
