|
3
registrerede Hanskrist, ABC
,(1 usynlig),
428
gæster og
126
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Ægte tilgivelse
|
”Det er en almindelig fejltagelse, at du bare kan tilgive nogen uden, at vedkommende har bedt dig om det, og det er falsk. En klog mand sagde engang: "Kan endog Gud tilgive, hvis et menneske ikke angrer?".
- Den kloge glemte i sin forvirring, at netop han er denne enkelte, der overfor nogen må svare for noget, nærmere bestemt må han ansvare samfundet for evt. handlinger, men ikke nødvendigvis for tanker han måtte gøre sig - distinktionen er vigtig, fordi moralbegreberne i ethvert kultursamfund har (haft) til formål, at gøre sameksistens indenfor et areal mulig.
Hvad det enkelte menneske måtte ønske at svare sine egne tankefænomener for, det er faktisk helt uden betydning for verden såvel som for samfundet, idet det er menneskers handlinger der har betydning for (verdens)freden, ikke tankefænomenerne (himmelnisser m.m.). Det er mennesker der tilgiver hinanden handlinger, men ingen skal ansvare samfundet for tanker og idéer der ikke omsættes i handling.
Her kommer vi så til æresbegreberne indenfor visse patriarkalske kultursamfund forfægtet af jøder, kristne og muslimer, hvor stærke følelser i kontakt med et brud på etiketten, tit forårsager en masse usympatiske overgreb på medmennesker – gerne kvinder, og netop med henvisning til hvad man forestiller sig himmelnissen måtte ønske af én. Dén går imidlertid ikke an!
Og her må vi bare sige, at hvad mennesker end måtte generere af følelsesopkog, fordi deres himmelnisseidealer pludselig støder mod virkeligheden. da bliver deres handlinger til syvende og sidst og uanset æresbegrebets guddommelige statur, et anliggende de må ansvare samfundets domstole for. Så heller ikke her, er gudeforestillingerne ansvarlige for handlinger. Er det så svært at få styr på sine følelser, at det blir det rene per ardua ad astra, da må man ad omveje før som siden se at få det lært!
Hvad selve tilgivelsen angår, går det fint an at forstå hvorfor handlinger udspiller sig, hvortil en tilgivelse blir personens egen sag. Det er jo ikke alt man ka’ tilgive, det afhænger helt af det enkelte menneske. Dog vil en del mennesker nok, og særligt gennem diskussioner i familien og med venner, komme til en eller anden grænse for, hvor stor en indflydelse en handling må få for fremtiden. Også det ka’ være svært.
I denne forbindelse nævner du så Hitler. Nu ved jeg så ikke om du har læst Mein Kampf, men har du ikke, ka’ jeg på forhånd godt love dig en indføring i et menneskesyn der viser ikke så lidt om forskriften på et bevidst struktureret ondskabsfuldt samfund, som altså blev virkelighed for mill. af mennesker – jøder, de politisk uenige, digterne og mange andre. Men var man først blevet knust i en nazistisk kz-lejr, men overlevede, da skulle oplevelserne komme til at forme sindet livet ud.
Næppe mange af de tyske befalingsmænd forventede tilgivelse fra nogen i kz-lejrene, men samtlige må ha’ haft et håb om en form for straf der efterlod dem med livet i behold. Og hvad siger det om menneskets natur, tror du?
Man kan faktisk godt forestille sig, hvor meget en religiøs tro og dermed en mening med selve livet, kan ha’ hjulpet nogen. Omvendt må man så forestille sig, hvor rædselsvækkende det må ha’ været for mange troende, at måtte indse hvad deres gud rent faktisk tillod dem at erfare og leve i. Her må du så forestille dig diskussioner i barakker med hundredvis af mennesker side om side, hvor indbyrdes diskussioner om teodicé-problemet forekom: hvordan kunne den almægtige gud, ja ikke mindst den retfærdige dog finde på at se på, mens tusindvis af børn blev slået ihjel for øjnene af deres forældre? Ja, hvordan kunne denne almægtige tankefyrste, i deres inderste trosoplevelse af livets mening, dog tillade dem en sådan skæbne, hvad kunne de mons tro ha’ gjort sig skyldige i?
Disse spørgsmål, ka’ for nogen ha’ bestyrket dem i deres tro på et bedre liv efter døden, de var dog ofrene og ikke bødlerne. For døden selv, må ha’ været en indlysende erkendelse og tilmed en befrielse. Samtidig har oplevelserne sandsynligvis skabt en form for erkendelse af selve mennesket som dét egentlig var, eller kunne være: herremænd over liv og død, dvs. en erkendelse af, at livet i stor udstrækning bestemmes af mennesket selv. Dette må for nogle troende i sig selv ha’ været en krænkende gudsoplevelse: guden som tillod uskyldige mennesker disse lidelse, og som var nærværende, kunne m.a.o. umuligt ha’ evnet at gribe ind i livet. Men hvis ikke guden evnede dét, hvorledes skulle troen på en almægtig skaber dog så opretholdes, ja fastholdes? Den slags spørgsmål har selvfølgelig især værende levende betragtninger i eftertiden.
Tilgivelse ka’ endvidere forekomme overfor sindslidende mennesker, der i affekt udfører handlinger de næppe ville ha’ gjort, dersom de ikke netop havde været i psykose. De ku’ ikke midt i en psykose bede om tilgivelse, måske end ikke sidenhen, idet de måske slet ikke helt forstår hvad der er sket. Men her ka’ altså en forståelse for en situation være udslagsgivende for en tilgivelse.
M.a.o. er selve forståelsen for handlingers motiver, tyngende for selve vurderingen af viljen bag handlinger, når vi tilgiver – eller nægter. Det er et bevidst valg vi foretager, med empatien og udfra ræsonnementer. Det er bare ikke nødvendigt, at nogen først beder om tilgivelse, virkeligheden viser det modsatte. Det ka’ helt være til ens favør at tilgive – nogen ka’ fx. fortsat synes at de er én skyldig, og senere på en ”vippe” vælge til vores fordel. Der er mange implikationer.
At tale om ”ægte tilgivelse”, blir at sminke tilgivelsen. Man tilgiver nogen for noget, fordi de enten fortryder hændelser, eller fordi deres omstændigheder ikke tillod dem at handle anderledes.
Tænk på eksemplet, hvor en mands barn tages som gidsel og han tvinges til at udføre visse handlinger. Senere behøver ofre jo ikke her pr. def. at møde denne gerningsmand, for evt. at tilgive ham. De ka’ muligvis forstå selve motivet for handlingen, der ikke var hans egentlige intention. Eller amr. soldater der i 60’erne hærgede Vietnam, også her vil sandsynligvis mange vietnamesere sidenhen ha’ tilgivet den almindelige soldat, i deres viden om ham som midlet for et bagvedliggende mål skabt af andre skurke. Forøvrigt, ka’ her som læsning anbefales Villy Sørensens ”Uden mål – og med”, hvis det sku være interessant.
”..."Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet."
Hvilket, ifølge "påstanden", i min optik, også indebærer dette:
"Irettesæt andre, som du selv ønsker at blive irettesat."
Ja, det er bestemt lettere skrevet, end gjort, men er ikke desto mindre, synes jeg, værd at tænke over”.
- Enig. Nu er det altid Kant der henvises til med disse maksimer, men mennesker havde jo længe før indset fordele fra denne tænkning..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
