|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Hvad møder du i din hverdag?
|
Kære RoseMarie
Det var vel nok et dejligt indlæg, hvor du på en eller anden måde fik sagt det, jeg ikke helt formåede.
For mig handler fred og fordybelse i bund og grund om at være tilstede og nærværende lige dér, hvor jeg står og går og er. Og for mig er fred og fordybelse ikke betinget af en ydre stilhed, men noget som ofte(st) foregår med lyd og med snak og med ord.
Det er jeg enig i. Jeg synes, at det være må den, der kommer først, for tænk hvis man blev afhængig at en bestemt tid sat af til fred og fordybelse, men som i perioder bare ikke er muligt. På den måde handler det ikke så meget om at tage sig tid til at skulle fordybe sig, men om at være til stede i det man gør i løbet af dagen. Det er faktisk ikke så let, men jeg tror, at det er her, man kan få forøget sin livsglæde og undgå psykiske reaktioner som f.eks. stress.
Forleden dag må jeg indrømme, at jeg ikke befandt mig godt i min egen hverdag. For det første gjorde jeg konstant det, at jeg hev mobilen op af lommen for at tjekke, hvad klokken var, og når jeg så havde puttet mobilen ned i lommen igen, kunne jeg overhovedet ikke huske, hvad klokken var. Dvs. selvom jeg så tiden, så jeg den alligevel ikke, for mit blik eller tilstedeværd var der slet ikke. Til sidst kunne jeg lige så godt holde op med at se på klokken. For det andet havde jeg lyst til, at jeg kunne hoppe i et eller andet, altså væk fra denne skrækkelige hverdagssituation, som syntes helt umulig..
Derfor må det at opleve fred og fordybelse for mig at se også indbefatte, at man faktisk er i stand til det, altså formår at være til stede lige her og nu i det, man nu en gang møder i sin hverdag. Hvor tit går vi ikke i gang med noget (eller tager på arbejde), som vi egentlig gerne bare vil have overstået?
Det er ofte om aftenen, at jeg opdager, hvordan jeg egentlig har det. Her har jeg af og til prøvet, at jeg fik sat mig ned ved mit lille husalter, og så kom der ellers gang i noget. Her er det godt bare at være lidt stille, måske skrive eller male, eller måske skal der simpelthen grædes igennem alt afhængig af, hvad jeg nu er i kontakt med. Det er som regel ikke noget fra hverdagen, der er poppet op, men gamle ting som kroppen slæber rundt på. Det behøver ikke at være noget traumatisk. Jeg tror virkelig på, at vi bliver mere sammenhængende og hele (måske ikke det rette ordvalg), hvis vi en gang imellem har lidt føling med os selv helt nede fra dybet i os, fordi vi dagligt er præget af at være dem vi er. Vi har simpelthen et følelsesregister, som vi møder os selv og vores omverden med.
På den måde kan fred og fordybelse være en hjælp til at komme til stede ved rent faktisk at turde være sig selv. Det behøver ikke at tage særlig lang tid, men kan betragtes som det at tage ansvar for sig selv, fordi ubevidste strukturer (følelsesmæssige tilstande) kan være årsag til meget, f.eks. en dårlig jeg-følelse (manglende selvværd) eller i modsatte grøft en overjegs-struktur (jeg har styr på det hele, jeg vil gerne dominere, for jeg er bedre til det end jer).
Men mon ikke vi kender os selv godt nok til at vide, hvad der er bedst for os. Hvis ikke er det nok et godt sted at starte 
Ellers synes jeg, at det lyder dejligt at være til stede i lyde og farver, ja, i smalltalk med Gud og hver mand
Mvh
Anne
|
|
|
|
