|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Din Udødelige Virkelighed
|
Hej igen Ransom.
Og tak fordi du har brugt energi på at se på det som jeg skriver.
Jeg ved godt at mine formuleringer kunne være meget bedre, og at jeg ikke altid udtrykker mig "retorisk" korrekt, som du også helt klart giver udtryk for.
Jeg har faktisk ikke rigtig noget problem med at, ja, du har brugt det jeg skriver til, at vise at jeg skulle være dumpet, og at du har rådført dig med nogle ret kompetente mennesker til også at understøtte din opfattelse af at jeg er dumpet, det synes jeg også er helt okay. Vi gør jo tingene på hver vores måde, og sådan er det jo bare, ik...
Min første reaktion da jeg læste dit indlæg, var, at jeg gik lidt i forsvar, og fik en følelse af at være blevet såret, misforstået, og fejlfortolket. Nu ved jeg godt at uanset hvad jeg end føler og hvordan jeg end reagere, så har det altid kun noget at gøre med min egen tankegang, så jeg brugte lige nogle sekunder til at erkende og forstå hvad der skete inde i mig, og nu skriver jeg dette indlæg udfra en hel anden følelse, som ikke kræver at jeg er i forsvar.
Som jeg forstår det, så vil enhver reaktion og enhver følelse vi har, altid kræve at blive retfærdiggjort på en eller anden måde. Og oftes så retfærdiggøre vi det som vi ikke forholder os til i os selv, ved at projicere det over på medmennesker, og ja, det fører så ofte til fordømmelse og angreb på andre mennesker.
Min første følelse og reaktion viste mig, at jeg troede på jeg blev angrebet, ellers ville jeg ikke få en følelse af at være blevet såret. Men hvis det er mine tanker som frembringer min reaktion og det jeg føler, så kan angrebet i virkeligheden kun komme fra mig selv, og det kan så kun være mine egne tanker som kan såre mig. MEDMINDRE jeg tror på jeg er ADSKILT fra det jeg tænker.
Budskabet i EKIM er, at intet kan være adskilt fra ens sind. Og det giver unægtelig een et enormt ansvar, fordi uanset hvad man tænker, så vil man også selv være ansvarlig for resultatet, hvilket er ens måde at reagere på.
Og jo, jeg har tanker om at ville overbevise andre mennesker, men jeg synes jeg mere og mere formår at forstå, at det i virkeligheden ikke kan lade sig gøre, for det ville blot være en bekræftigelse af min egen tro på adskillelse. Så igen, hvis ikke der findes adskillelse, så kan det kun være mig selv der skal overbevises om, at der ikke findes adskillelse.
Så alt i alt, så peger alt man tænker kun på det man selv tror på.
Jeg forsøger så vidt min bevidsthed tillader det, altid at komme dybere ned i det som ligger i mit sind, for på den måde af bevidstgøre skjulte overbevisninger, hensigter og motiver, som ikke er i overenstemmelse med det jeg bevidst tror på er sandt.
Vi har sproget til at kommunikere med, og vi er nødsaget til at bruge dette redskab, indtil vi forstår at tanker i virkeligheden er så subtile, at deres resultater også i virkeligheden ændre på det subtile først, og derefter manifestere sig som noget konkret.
Det konkrete er for mig symboler på det som ikke kan opleves med de fysiske sanser. Og som jeg oplever det, så er det muligt for ens bevidsthed at trandcendere det fysiske, således at det subtile og abstrakte kan erkendes, og ikke mindst forstås.
Min "virkelighed" bliver mere og mere abstrakt og subtil, fordi jeg mere og mere ændre på min tankegang, og ja, ikke er så konfliktfyldt i min måde at tænke på. Dualitet er en konfliktfyldt tilstand, fordi dualitet er modstridende elementer som netop må holdes adskilt, fordi de ikke er i overenstemmelse med hinanden. Og det er dette vores ubevidste sind gør, altså holder alt adskilt, fordi det har modstridende ønsker, overbevisninger og ideer.
Og jeg tror på, at opfattelse bygger på en udvælgelse af hvad det er man ønsker at se. Det er en enorm mangt at have. Men denne magt er reel nok, fordi mennesker ser på den tilsyneladende samme virkelighed, men de opfatter den helt forskelligt. Nogen mennesker ser kun det onde i verden, og brokker sig og beklager sig. Uanset hvilke situationer vi kommer i, så opfatter vi dem forskelligt, og ikke mindst, så reagere vi forskelligt. Og i sidste ende så peger det hele igen på vores tankegang, fordi det er derfra alt har sit udspring.
Jeg tror ikke på det er muligt, at forene to modpoler. Og som jeg forstår det videnskaben finder frem til, så handler det også om tilstande. Og som jeg forstår det, så er alt relativt i forhold til lys. Lys må også være en tilstand, og det samme må mørke så også være. Og mørke må vel så være fraværet af lys, og hvis det hele ses som noget der er forbundet med tanker, så giver det også mening, at den tilstand man oplever i ens indre, er forbundet med den tankegang man praktisere.
Du kan jo opfatte det jeg skriver som du nu ønsker at opfatte det, ligesom alle andre kan opfatte det på deres måde. Men i sidste ende, så fortæller det kun noget om vores måde at tænke på, og det er det jeg ønsker at rette opmærksomheden på. Altså at vi selv kan vælge hvordan vi tænker, og dermed også kan vælge hvordan vi ser på andre menneske, verden og os selv.
Menneskets historie ville ikke have vidnet om så meget vold, krig, ødelæggelse, had, vrede, fordømmelse osv, hvis mennesket havde en helt anden måde at tænke på om dem selv og hinanden. Mennesker ville ikke se hinanden som fjender, hvis det var at de forstod, at vi alle er en del af hinanden, og at vi i sandheden ikke er dualistiske væsner, men i sandheden er ikke-dualistiske væsner.
Hvis ikke man selv føler sig splittet, så vil adskillelse også ses som en illusion. Dualitet, polariteter og modsætninger, er et udtryk for adskillelse, og hvis adskillelse ikke findes, så må den tilstand som udtrykker virkeligheden, også være hel.
Det er derfor EKIM siger, at det vi ser som den ydre verden, er et symbol på en indre tilstand. Hvis den indre tilstand er splittet, så vidner det også om noget som i sig selv ikke kan være virkeligt, hvis adskillelse antages at være uvirkelig, illusion.
Og når jeg skriver min kære ven, ja, så mener jeg altså min kære ven, og det kan du jo så opfatte som du ønsker, ik Ransom.
God Weekend, broder. 
Kærligst Jan.
|
|
|
|
