|
1
registreret Arne Thomsen
382
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Din Udødelige Virkelighed
|
Kære Ransom.
Jeg forstår da godt det måske kan være lidt svært at forholde sig til, at ideen om adskillelse og forgængelighed ikke har noget som helt at gøre med virkeligheden, end ikke den vi i fysisk videnskabeligt forstand forholder os til.
De billeder vi ser som verden, ja, de er forgængelige, men det er fordi det kun er overfladen vi ser. Virkeligheden er ikke blot en overflade eller fragmenter, men en helhed i sig selv. Videnskabeligt set, så er det umuligt at isolere noget som helst i vores univers. Hvis du sætter dig ind i kvantefysikken, og du anvender den viden du derigennem får, så vil det også ændre dit syn på verden.
Det er ikke kun indenfor de religiøse områder at mennesket fastholder sig selv i dogmer. Altså ideer som ikke svare til den avancerede viden som kvantefysikken "åbenbare" for os mennesker. Ideen om adskillelse imellem subjekt og objekt er også blot en dogme. At mennesket ikke er kommet videre fra den Newtonske opfattelse, det siger jo også noget om hvor fastlåst mennesket er i deres illusoriske opfattelse af dem selv og verden.
Vi ved også at universet mere eller mindre består af tomt-rum. Vi ved at det er atomer og det som er endnu mindre, som bevæger sig med een sådan hastighed, at det fremtræder som fast materie. Vi ved så ikke hvad det er som styre de bevægelser der sker i universet, og får os mennesker til at se de billeder vi ser, og ikke ser virkeligheden som den reelt er.
Som Einstein sagde, så ser mennesket verden som et optisk bedrag. I virkeligheden er det et mentalt trip, hvor alt vendes fuldstændig på hovedet. Og dette har noget at gøre med menneskets sind, hvor menneskets kollektive overbevisninger og ideer styre menneskets destruktive og voldelige adfærd.
Vi ved også at energi ikke kan ødelægges. Og at energi er stof, og når stof "forgår", så omdannes det blot og genbruges, hvilket vil sige at der reelt aldrig er noget som dør, kun de billeder vi ser, som i og for sig ikke har noget at gøre med virkeligheden, men i den grad har noget at gøre med menneskets overbevisninger, ideer og opfattelser.
Men mennesket frygter det de ikke kender, og grundlæggende har denne frygt ikke nogen virkelig begrundelse, fordi denne frygt bygger på antagelser og overbevisninger, som så bygger på ideer som ikke har noget at gøre med hvad der er sandt.
Og den største frygt mennesket har, er, at mennesket skulle have taget fuldstændig fejl af alt, hvad de nogensinde har troet på om dem selv og det univers de lever i.
Hvis du virkelig sætter dig ind i det jeg har skrevet, så vil du også kunne se hvordan det hænger sammen med den viden vi mennesker har tilegnet os efterhånden. Men vi mennesker har det med at vil ofre den sande virkelighed, blot for at få ret i de antagelser vi har, og kæmpe for at gøre illusioner til virkelighed.
Når du går i biografen, og sidder og ser op på lærredet, så ved du godt at det er projektoren som projicere de billeder du ser oppe på lærredet. Det er virkeligheden. Men det vil du helst glemme, for ellers ville du ikke blive underholdt, og få udlevet nogle følelser og tanker ved at se det du ser på lærredet. Sådan er det store billede af menneskets liv.
Sindet er det som projicere de billeder vi ser, men vi vil så gerne have at det skal være virkeligt, fordi vi tror på noget som ikke er sandt om os selv.
Mennesker forsøger at ændre på verden og andre mennesker, men det er blot at beskæftige sig med virkninger, og det ændre aldrig på noget. Og det er derfor mennesket udvikler sig så enormt langsomt.
Det er som hvis du var utilfreds med den film du så blive projiceret op på lærredet i biografen, og så gik op og kradsede på lærredet i troen på, at det ville ændre på noget. Det ville være fuldstændig meningsløst, ik..
Hvis adskillelse er en illusion, så må hele det fysiske univers også være en illusion. Det kan selvfølgelig være svært at acceptere, og det er også derfor der kun har været meget få mennesker som har trandcenderet denne illusion om adskillelse.
Alle mennesker frygter noget, men tør mennesket virkelig at se på det som de frygter, og undersøge hvor frygten kommer fra?
Hvis du frygter døden, så må du også have en ide om hvad død er. Har du prøvet at dø? Hvis du ved rent videnskabeligt, at alt i universet består af det samme, og blot omdannes og genbruges, så er det vel også det som sker med dig, når det er du tilsyneladende skulle dø.
Der er sagt noget meget sandt om menneskets sind, og det er at det er som et isbjerg. Det er kun toppen vi er bevidste om, og selvom toppen skulle forsvinde, så er det kun een brøkdel af hele isbjerget. Toppen kunne ses som det billede vi kalder kroppen.
Hvorfor begrænse virkeligheden til kun at omfatte toppen(kroppen)?
Men selvfølgelig er det da farligt at bevæge sig ned i havets ukendte dyb(sindets dyb), for hvis ens overbevisninger og ideer bygger på frygt, så vil man vel også tro at den visse død venter en, når man dykker ned under overfladen.
Videnskabeligt set, så er mennesket heller ikke et stedbundet væsen med en stedbundet oplevelse. Det er igen blot et mentalt trip, som ikke har noget at gøre med virkeligheden.
Har du selv undersøgt dine overbevisninger og ideer i dit sind, kære Ransom? Er de i overenstemmelse med det som videnskaben finder frem til?
Vi ved jo også at den liniær tidsopfattelse også blot er en illusion. Det er lang tid siden Einstien fandt frem til, at al tid sker samtidig. Universet er holografisk.
Denne viden fortæller os, at det vi ser som liniær begivenheder, blot er mentale billeder som krydser vores bevidsthed, og som vi så tager for sande. Og vi begrunder vores antagelser med de overbevisninger og ideer vi har om os selv og verden.
Det er tilladt selv at undersøge hvordan tingene hænger sammen, og ikke blot antage gamle ideer for at være sande.
Men alt i alt, så er det menneskets kollektive ego´s illusioner som frygter at blive afsløret som falske.
Hvis ikke der var adskillelse, hvem skulle så tage ansvaret for ens elendighed? Hvem skulle have skylden for ens egen mangel på glæde og fred?
Det er altid andre som forstyre ens fred. Mennesker tænker ofte: Nu havde jeg det lige så godt, og så er der de tåbelige andre mennesker, som med deres uvidenhed kommer og ødelægger det hele. Problemet ses altid udenfor. Det er altid andre mennesker som er ansvarlige for hvad det er jeg tænker og føler.
Mennesker er så enormt letpåvirkelige. Der skal næsten igen modstand til, før at mennesker går i forsvar, og ja, så er overbevisningen, at det bedste forsvar er angreb. Men mennesker ved bare ikke, at det i virkeligheden er dem selv de angriber, og så køre hele møllen igen, med fornægtelse og projektion.
Uanset hvordan vi vender og drejer det hele, så er det vi oplever som noget objektivt, blot symboler på noget som sker inde i menneskets sind.
Virkeligheden er ren oplevelse, hvor der ingen adskillelse er imellem oplever og det oplevede.
Du kunne jo starte med at iagttage dit eget forhold til din omverden. Og så gå skridtet videre, og forstå at det er dine egne tanker og følelser du iaggtager. Dette kræver selvfølgelig at du er villig til ikke at dømme, men blot at se. Men det vil også gøre, at du gør dig selv forsvarsløs på det mentale plan, og ikke forsøger at skabe afstand til de tanker og følelser du end måtte have.
Hvis ikke man er bange for sig selv, hvad er der så at frygte ved, at erkende sine egne tanker og følelser, og tage ansvar?
Nå men, fjing fjong og ding dong.
Håber du får en god dag min kære ven.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
