0
registrerede
443
gæster og
132
søgemaskiner online.
Key:Admin,
Global Mod,
Mod
Kladde
Som svar til:
Skribent: Michael
Emne: Re: Skabelsen
Da jeg hørte at man havde fostret en idé om intelligent design blev jeg glad fordi jeg endelig troede at menneskene havde fat i noget af det rigtige. I stedet er der opstået en skyttegravskrig mellem evolutionister, kreationister og hvad ved jeg, menneskets synes aldrig at nå udover børnhavestadiet.
Da man opdagede at Gud ikke skabte verden for 6000 år siden, at det kun var en myte, en lemfældig historie som indkrandsede den virkelige historie som handler om menneskets grundbetingelser, så man pludselig evolutionsteorien som en trussel.
Jo mere videnskaben opdager, desto mere forunderligt bliver det. Gener og kromosomer, DNA, et uendeligt univers. At vi ikke er skabt for 6000 år siden men derimod et resultat af en ufattelig evolution får ikke mig til at blive ateist, så var jeg da et fjols. Det får mig blot til at forstå hvor stort ikke alene universet men også tiden er. Og hvor lille jeg selv er i denne sammenhæng.
Efter at vi har lært at kigge ud i universet har vi opdaget hvor ufattelig stort det er, alligevel tror vi at vi kan rumme det i vore små hoveder. Vi er slet ikke ydmyge, vi er som små dumme strudse som stikker vore hoveder i jorden og kun accepterer det som vi kan indfange i vore umådeligt primitive måleapparater, eller, hvis vi har åndelige tendenser, til det som vi kan læse i vore små begrænsede bøger.
Når vi kigger ud i universet ser vi at skabelsen er noget der sker uophørligt, stjerner fødes, lever og dør og når de dør opstår nye. Alligevel taler man om en skaber som en der var for længe siden. Hvis Gud skabte alting, hvem skabte så Gud, spørger man naivt.
Svaret er indlysende. Ingen har skabt Ham. Han har altid været.
Det er kun os, som lever i tid her på vores lille planet. Det er os der fødes, lever og dør fanget ind i den ubønhørlige tid. Vore legemer ældes og dør og jeg har ovenikøbet læst mig til at aldringsprocessen fastholdes rent genetisk. Dvs. at mennesket har mulighed for at leve meget længere rent fysisk end det gør i øjeblikket.
Nu beskæftiger jeg mig ikke med universet, det er der andre der gør, jeg beskæftiger mig med mine betingelser som menneske og den verden jeg lever i. Mit forhold til andre mennesker.
Mennesket har ikke udviklet sig på baggrund af erfaring. Erfaring kan kun indeholde det allerede kendte. Tanken er erfaringens reaktion og for at kunne udvikle sig må mennesket være i stand til at lære nyt. Det må være åbent og modtageligt, opmærksomt og ikke snæversynet og indskrænket.
Det er denne evne som mennesket har glemt. Nysgerrigheden og fordomsfrihedens udtryk.
Den skabende evne. Og hvordan genvinder man så denne skabende evne? Det gør man ved at forstå og vikle sig ud af sin egen begrænsning. Først og fremmest ved at forstå at mennesket ikke kan vide i den forstand. På det videnskabelige plan forandres vores viden hele tiden ved nye opdagelser, så en sand videnskabsmand kan aldrig lægge sig fast på en endelig konklusion.
I vore liv lever vi i en social sammenhæng, aldrig er vi alene. Selv om vi bevæger os fra den ene sociale oase til den anden bærer vi alle rundt på de mennesker vi kender. Ikke at det er forkert, men det er forkert, når vi er så uselvstændige at vi ikke kan forholde os til den der står overfor os lige nu. Når vi i stedet for at forholde os til virkeligheden afviser alle andre end dem vi mener at vi kender.
Der er ingen grund til at dissekere sin personlighed i forhold til nuet. Det er hele den man er som forholder sig til det som er lige nu. Men først må man tænke tanken. Først må man gøre sig klart at nuet er det eneste der er, det eneste der nogensinde har været og det eneste der nogensinde vil være. Selv for Gud er det altid nu.
Nuet er stilheden og det uendelige rum. Og hvem finder vi her andre end lille mig.
Som er træt af at tale om egoer, jeg'er, selv'er og hvad ved jeg. Jeg er bare mig, jeg glæder mig til at møde dig i det eneste som findes.
