|
0
registrerede
707
gæster og
319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: tros
Emne: Re: KULTURRADIKALISMEN OG DENS GLEMTE DIMENSION
|
Til Anne
Salig Poul Georg Lindhardt ville måske have karakteriseret begrebet 'kulturradikalisme' som et svampet begreb (så vidt jeg husker brugte han den karakteristik om begrebet 'kristelige værdier')
I udtrykket er der tilkendegivet, at det er ganske subjektivt, hvad man vil lægge af indhold i emnet. Lad det suge meget eller lidt, knug det hårdt eller let – du får forskellige resultater.
Vores nu tavse våbenbroder, Ipso Facto, ville have fortalt os noget om forskellige paradigmer!
Hvilken betegnelse, der nu kan sættes på hver især af os med vores forskellighed i tilgang til et emne som 'kulturradikalisme', da er det vist sikkert, at troende på en gud og ikke troende på nogen gud må komme til noget forskelligt.
For mig er kulturradikalismens stadig nogle uudslukkelige gløder, som frem for noget andet, gløder med et varigt og brændende påbud om human væren, som er humanisme.
Her er det ikke nødvendigt med en gud til at give dig denne væren indhold.
Det er sagt og skrevet, at humanismen (det fineste særkende ved den såkaldte kulturadikalisme) sætter mennesket i centrum, hvorimod kristendommen sætter gud/Jesus i dette centrum. Når og hvis det forholder sig sådan, er det ret så naturligt, at der ikke kan findes en enighed om den såkaldte kulturradikalismes væsen og betydning.
Udover den markante humanisme indeholder den evige radikalisme i kulturelle aspekter et uforanderligt opgør med underholdningsindustriens fordummelse, med de bornerte, uudtalte adfærdspåbud, med ligegyldighed, med underdanighed og underkastelse, med idoldyrkning, med fordomme, med transcendente og okkulte fænomener m.m.
I dette opgør er kristendommens aktive folk ret så inaktive.
|
|
|
|
