Straffens formål

At straffe mennesker, der har begået en forbrydelse, er en uhyre kompleks sag. Ikke kun i de konkrete tilfælde, hvor domstolene skal dømme lovovertrædere, og hvor der er mange forskellige forhold, der skal tages med ind i afgørelsen.

Det er også et komplekst felt, fordi der findes mange forskellige argumenter for, hvorfor vi overhovedet skal straffe!

Nogle mennesker ønsker fx at straffe for at opnå retfærdighed, altså at samfundet hævner sig på lovovertræderen. Andre ønsker derimod at straffe for at mindske kriminaliteten og kan i den forbindelse mene, at det bedst kan ske ved at resocialisere den kriminelle i samfundet.

Alt efter, hvad man som samfund gerne vil opnå med at straffe, vil straffene ofte være meget forskellige. Typisk straffer man strengere, hvis man gerne vil hævne sig og ‘imødekomme retsfølelsen’, mens man ofte straffer mildere og med alternative metoder, hvis man håber på at gøre den kriminelle til en ‘god’ samfundsborger igen.

Udfordringer og alternativer

I Danmark ender næsten en tredjedel af alle de mennesker, der har afsonet straffe i fængsel, med recidiv. Recidiv betyder, at man begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelse.

At der er så mange, der ender med en ny dom på straffeattesten, er der flere årsager til:

Forskningen viser bl.a., at det er meget svært at blive integreret og leve kriminalitetsfrit, efter man bliver løsladt. For som en følge af sin ‘formelle’ straf - altså den, som man i sin tid blev idømt ved domstolene - er der en række konsekvenser, som komplicerer vejen tilbage i samfundet.

Disse konsekvenser kan man kalde uformelle straffe, da der ikke er tale om straffe, som man formelt set er idømt. Et godt eksempel på en uformel straf er straffeattesten. En plettet straffeattest kan nemlig betyde, at man ikke kan få et job.

Et andet eksempel er gæld. I Danmark er det nemlig sådan, at man som dømt selv skal betale retssagens omkostninger. Det betyder i praksis, at man kan risikere at have en skyhøj gæld til staten, når man skal til at begynde et nyt liv.

Flere fagfolk har derfor forsøgt at komme med bud på, hvordan man kunne reformere straffesystemet, sådan at der ikke behøver være nær så mange mennesker, der reelt set aldrig bliver en del af vores samfund.

Nye strafformer?

I dag eksisterer der en række alternativer til frihedsstraf. Kigger man ud i verden, er der imidlertid helt andre måder at straffe på, som vi måske kunne lære af herhjemme.

I Norge, Sverige og Finland anvender man eksempelvis konfliktråd som fast praksis.

Konfliktråd er et møde mellem offer og gerningsmand, hvor man taler om forbrydelsen. Målet er at fjerne angsten hos ofret og hjælpe dem til at komme godt videre i livet.

Erfaringerne viser dog, at også gavner gerningsmændene. For ved et konfliktråd er der plads til at undskylde og til at forstå, hvilke konsekvenser gerningen har haft for ofret. Til møderne er der altid en tredje person, en mægler, til stede.

Konfliktråd findes også i Danmark, men kun som et frivilligt tilvalg til den allerede eksisterende straf. Dermed eksisterer konfliktråd ikke som et 'vilkår' (som fx samfundstjeneste). I Norge, hvor konfliktrådet har eksisteret siden 1992, er det omvendt sådan, at såfremt den forurettede og gerningsmanden kommer frem til en tilfredsstillende aftale, kan straffesagen mod den sigtede i visse tilfælde blive henlagt.

Genopretning er en anden slags måde at tænke straf på. Her er ideen, at man simpelthen får gerningsmanden til ‘at gøre det godt igen’. Det kan eksempelvis være en del af den aftale, man kommer frem til i et konfliktråd. Har man stjålet noget fra en butik, og dermed krænket butiksindehaveren, kan genopretningen bestå i, at man den næste måned hjælper med at gøre rent i butikken.

Det kan også være, at man sættes til at reparere ødelagte genstande eller fjerne den graffiti, man har været med til at spraye på.

Straf i dag

Det er Folketinget, der beslutter, hvad der er rigtigt og forkert. Det er regeringen og politiet, som sørger for, at lovene bliver overholdt. Derimod er det domstolene, som dømmer - altså beslutter, hvilken straf den sigtede skal have.

Det gør domstolene både ud fra de fastsatte love og det, der kaldes retspraksis. Retspraksis handler om, at man som dommer undersøger, hvordan tilsvarende kriminalitet tidligere er blevet dømt, for på den måde at sikre, at der er lighed for loven.

Men når en dømt person til gengæld skal afsone sin straf, er det dog i de fleste tilfælde Kriminalforsorgen, som tager over. Det er med andre ord Kriminalforsorgen, som sørger for, at den dømte fuldbyrder sin straf.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen har i de seneste år været under en større reorganisering, hvor Kriminalforsorgens 80 institutioner er blevet til 24. Det betyder også, at Kriminalforsorgens matrikler fra 1. marts 2016 i de fleste tilfælde har fået nye navne. Du kan læse og se mere her.

Kriminalforsorgens opgave og mål er dog stadig den samme: At straffede kan leve kriminalitetsfrit efter endt afsoning. De arbejder derfor efter seks principper:
Normalisering
Åbenhed
Ansvarlighed
Sikkerhed
Mindst mulig indgriben
Optimal ressourceanvendelse

At Kriminalforsorgen har ansvaret for at fuldbyrde de udmålte straffe under hensyntagen til de seks principper betyder, at Kriminalforsorgen kan beslutte, hvordan straffen konkret skal gennemføres.

Hvis et menneske fx er dømt til fire måneders ubetinget frihedsstraf, kan Kriminalforsorgen således vurdere, at den dømte bedst vil afsone straffen med fodlænke frem for fængsel. Der er altså stadig tale om frihedsberøvelse, men bare ikke, hvor personen afskæres fra samfundet og dermed risikerer at miste job, kæreste, venner osv. At Kriminalforsorgen lader dømte afsone med fodlænke sker ofte, hvis der er tale om mindre forseelser, og hvis personen fx er førstegangsforbryder.